Er diakoni blevet tabu for præster?

For en måned siden kom offentliggørelsen af den længe ventede undersøgelse om præsters arbejdsvilkår. Den er en analyse i relation til tidsforbrug. Undersøgelsen bekræftede mange præsters intuitive fornemmelse: at deres arbejdsuge er for lang; timeforbruget og dermed arbejdsbelastningen er for stor. Præster arbejder som gennemsnit mellem 44,3 og 51,6 timer afhængigt af, hvor man er præst henne. Og årsagen til, at præster har så lang en arbejdsuge, skal søges særligt i den omstændighed, at præster påtager sig mere arbejde, end de er forpligtede på. Undersøgelsens samlede resultat vil jeg ikke anfægte. Der er gjort et grundigt stykke arbejde hermed. Og det er tiltrængt, at præsters arbejdsvilkår bliver debatteret. Men der er noget, som undrer mig, hvad angår det tidsregistreringsskema, som undersøgelsen har baggrund i. Skemaet opremser de fleste tænkelige arbejdsopgaver, som præster begiver sig af med; og det vidner om, at de personer, som har lavet studiet, er særdeles bekendte med præsters mangeartede hverv. Men der er én arbejdsopgave, som ikke nævnes: diakonale opgaver i sognet! Jeg har været sognepræst ved en kirke i hovedstadsområdet beliggende ved et af de meget befærdede hovedstrøg ud af byen. Kirkens to præster havde hver træffetid i kirken nogle gange om ugen. Og da mange fandt det lettest at opsøge præsten i kirken, og ikke på privatboligen, indskrænkede træffetiden sig sjældent til den ene time, der var annoncereret. Og den blev brugt til mangt og meget, men især til det, jeg vil kalde »fattighjælp« eller »klassisk diakoni«. Narkomaner, plattenslagere, drankere, nødstedte og tabere havde for vane, når de trængte til hjælp, (penge eller drikkevarer), at konsultere kirken i den almindelige åbningstid. Diakonien kom til at fylde en hel del i min arbejdstid og i min bevidsthed. Nu er diakoni jo mange ting. Den kunne i skemaet være underforstået i forhold til punkterne »sjælesorg«, »hjemmealtergang«, »husbesøg«, »tilsyn med sognemedhjælperen«. Diakonien kan også være underforstået under punktet »andet«. Der er nogle underoverskrifter: arbejde i menigheden og opgaver i sognet (sociale), hvorunder man kunne forvente nævnelsen af noget, der lugter af diakoni; ord som f.eks. menighedspleje, omsorg for nødstedte, men nej! Det forekommer mig, at den som helhed - og i hvert fald som begreb - er meget fraværende, og det til trods for, at præsterne udøver diakoni og gør det helt selvfølgeligt. De varetager uddelingen af menighedsplejens midler ved juletid, giver en skærv ved henvendelser, m.m. Men det regnes åbenbart ikke for at være en almindelig præsteopgave. Det ville jo være rart for kirken at slippe for alle problemerne med lidelse og nød. For de fattige kommer jo oftest til besvær. Lige når man som præst havde forestillet sig at skulle lave noget vigtigt: f.eks. at forberede næste søndags gudstjeneste og prædiken, kan man blive afbrudt i sit gøremål af en eller anden, der systematisk mishandler sin tilværelse, og som man ikke reelt kan hjælpe. Eller der kan stå en landevejsridder uden for privatboligen midt i børnefødselsdagen, og det er da til temmelig meget besvær at være nødt til at smøre madpakke og finde øller frem! Og det kan også være til temmelig stor irritation, når en tynd og bleg narkoman disker op med en utrolig historie for at forsøge at score sig lidt kontanter. Ja, det ville være dejligt, om der ikke var så mange huller i det offentlige system, eller at så mange faldt igennem det. Så ville man som præst have meget bedre tid til sit arbejde. Men selv om diakonien er krævende og besværlig; selv om livet ville være lettere uden, vil præsterne næppe afstå fra den. Kunne det være tilfældet, at den - når den ikke nævnes, endsige antydes på hint spørgeskema - er et tabu? At det er kontroversielt at beskæftige sig med diakoni? Og hvis det er, hvad er årsagen? I 1980'erne var den »politiske teologi« i modvind. For et par år siden var man ude efter den såkaldte »omsorgsteologi«. Er det en bekymring for bestemte teologiske holdninger, der ligger i fortielsen af den diakonale forpligtelse i præsters arbejde? For der kunne måske være en ubevidst frygt for anklager om gerningsretfærdighed! Der har været diakoni både før og efter Luther. Og jeg vil gerne pege på, at Luthers opgør med gerningsretfærdighed havde sit udspring i en spekulation over gode gerninger, som dermed ikke var det, fordi de gode gerninger (afladshandlen), ikke udsprang af spontan hengivelse til troen. Så der er en forskel. Diakoni, dvs. kristen tjeneste, har baggrund i kirkens socialhistorie og i urkristendommens forståelse af kærlighedens gerninger. Den er handlen på baggrund af, at forkyndelsen har affødt tro. Diakoni er som udøvende næstekærlighed en lydighed mod evangeliet og troen herpå. Derfor er den heller ikke at forveksle med almindeligt socialt arbejde. Diakoni er gudstjeneste i praksis; en gudstjeneste, der vandrer ud af kirkerummet, for den kristne tro er noget, man handler på. Kristen tjeneste er ikke forbeholdt præster, den kan udøves af alle kirkens medlemmer. Men samtidig er det ikke tilstrækkeligt, at præsterne blot passer deres prædikeembeder og sætter menigheden i gang med udøvelse af diakoni, mens de selv skriver båltalen til sankthans. Præsterne bør gå forrest ud til de syge og døende, ud til de fattige, ud til de fattige i ånden - for at vise det gode eksempel; for eksemplet har ofte større overbevisningskraft end ord. Under den tidligere socialminister kom der en ændring i loven om socialservice. Den åbnede mulighed for med økonomiske midler at styrke det frivillige sociale arbejde. Også kirkerne kan få andel i disse penge til diakonalt arbejde; og der er nød og udfordringer nok at tage fat om. Dansk Diakoniråd holdt for nogle måneder siden et arbejdsmøde blandt dets medlemsorganisationer, hvorpå man vedtog at ville synliggøre diakonien politisk og socialt. Dansk Diakoniråd vil mere end bare være et symbol på et fortidigt kirkeligt fænomen. Jeg håber, det vil lykkes for det at gøre sig gældende som et talerør både i folkekirken og i den offentlige debat. For diakoni er liv og et vækstpunkt for kirken, og den er handlen, der gør forkyndelsen troværdig. Og hvis diakoni er et tabu i den danske folkekirke, så vil den ikke forsvinde ved at blive fortiet eller overhørt, men blot vedvarende være en snublesten. En genoplivelse af kristen tjeneste er tiltrængt - efter undersøgelsen af præsters arbejdsvilkår at dømme. Lene Østergaard, institutleder, Institut for Diakoni og Sjælesorg Ò Præsterne bør gå forrest ud til de syge og døende, ud til de fattige, ud til de fattige i ånden - for at vise det gode eksempel; for eksemplet har ofte større overbevisningskraft end ord. Ó