Derfor blev jeg lynhurtigt forelsket i Folkemødet

Da jeg for nogle år siden sad i en workshop i Beirut, og snakken faldt på politikernes tilgængelighed for folket, fortalte jeg libaneserne om vores folkemøde. De var forbløffede. Og misundelige. Og de spurgte: “Er politikerne tvunget til at deltage? Hvorfor gør de det?”

Natasha Al-Hariri.
Natasha Al-Hariri. .

Kufferten er pakket med bekvemme sko, powerbanks, visitkort og regnslag. For den årligt tilbagevendende begivenhed for debat-Danmark, Folkemødet, er over os igen. Vores kalendere er pakket med events, vi enten selv deltager i, nogle, som vi kender, deltager i, og kaffemøder med alle dem, vi skal netværke med.

Jeg er selv en af dem, der ser Folkemødet som et af årets store begivenheder. Jeg glæder mig til det, allerede når jeg er på vej hjem til København i færgen fra Rønne. Jeg var af sted for første gang i 2012, og jeg blev lynhurtigt forelsket i, hvad Allinge tilbyder os i de fire dage. Ministre, der slænger sig med dødelige i baren. Politikere, man kan stoppe op og dele alverdens tanker med, som man går og bryder hjernen med i hverdagen. Kunstnere, der engagerer sig i samfundets store spørgsmål og desuden leverer fabelagtig underholdning.

Men er Folkemødet folkeligt? Spørgsmålet og debatten melder sig år efter år.

Da jeg for nogle år siden sad i en workshop i Beirut, og snakken faldt på politikernes tilgængelighed for folket, fortalte jeg libaneserne om vores folkemøde. De kommer fra et land, hvor selv den mest ubetydelige politiker har minimum to livvagter og kører i, hvad der ligner Dronningens bil, og som aldrig kunne finde på at stille op til debat med en almindelig borger. De var derfor med god grund meget forbløffede. Og misundelige. Og de spurgte: “Er politikerne tvunget til at deltage? Hvorfor gør de det?”

Jeg kan godt forstå forbløffelsen og misundelsen. For ingen er jo tvunget til at deltage. Vi deltager, fordi vi er oprigtigt interesserede i hinanden og vores fælles fremtid. Vi indtager den platform, der er givet os, for at netværke, skabe alliancer på tværs og udfordre os selv og hinanden på, hvorfor samfundet ser ud, som det gør. I en meget, meget koncentreret grad. Og vi kan være rygende uenige i en debat og alligevel sidde over en kop kaffe eller øl – hvad man nu er til – to timer senere.

Folkemødets intentioner er at gøre demokratiets store spørgsmål og dialogen om vores liv sammen mere tilgængelig og divers. Almindelige borgere skal kunne møde beslutningstagerne ansigt til ansigt, og i øjenhøjde.

Men for den almindelige borger, der ønsker at deltage i Folkemødet, kan det virke uoverskueligt og ikke mindst intimiderende at rejse fra fastlandet til solskinsøen. Ved man nok om setuppet? Kender man nok mennesker? Frygten for at tage af sted og opleve, at det er en lukket klub for eliten, er virkelig.

Folkemødet er godt, men bliver kun bedre af at blive mere folkeligt og repræsentativt. Så book du med god ro i sjælen busbilletten til Folkemødet i år eller næste år.

Og så hjælper jeg gerne med råd til, hvad kufferten skal pakkes med.