Er Islamisk Trossamfund troværdigt?

PRESSEMEDDELELSEN fra Islamisk Trossamfund (omtalt i Kristeligt Dagblad den 16. februar) er desværre temmelig typisk for den forældede islamiske hævn og straf-tankegang.

For det første udtales, at terrorhandlingen lørdag ved Krudttønden var ”en forkert handling”. Så er der da ikke overdrevet. Det lyder nærmest, som noget, man er tvunget af omstændighederne til at sige. Hvad med ”en afskyelig handling” i stedet for?

Desværre er det meget symptomatisk, at meddelelsen slutter med at advare muslimer: ”Risikoen for fejlagtige hævnangreb for noget, som I ikke har haft noget som helst at gøre med, er absolut til stede. Færdes derfor ikke alene de næste par uger på steder, som I ikke kender.” Værsgo og spis!

En sådan advarsel repræsenterer netop Koranens gennemgående hævn og straf-tankegang, men er absolut ikke normen i vores frie, demokratiske land med ytringsfrihed. Her argumenteres generelt med ord - ikke vold.

Hvorfor udgiver Islamisk Trossamfund ikke en koran uden de voldelige udtalelser om for eksempel at dræbe vantro? En ikke-voldelig koran ville både hjælpe mod terrorhandlinger og gevaldigt på islams anseelse - og troværdighed; mens hævn kun avler hævn i en uendelig kædereaktion.

Volden er netop den væsentligste årsag til, at islam er særdeles svær at respektere, da dens vold netop ikke er tegn på solidaritet.

Birgit Bertung er forfatter og mag.art.