PROFESSOR I islamstudier Thomas Hoffmann spørger i en kronik i Politiken, hvilke ekstremistiske bevægelser der er mest udbredte for tiden, eller ”hvad er farligst: islamisme eller højreekstremisme?”.
Thomas Hoffmann medgiver, at terror er mange ting, men han konkluderer, at det må være mest oplagt at se på, hvem der dræber flest:
”Jeg har prøvet at lægge Europols tal sammen fra perioden 2015-2018, og de viser, at 367 mennesker døde i jihadistiske angreb – hvis man medregner turister på ferie uden for Europa, stiger tallet (…). Med forbehold for, at jeg kan have overset et tal hist og her i Europols rapporter, kan jeg faktisk kun se, at én person er død af højreekstremistisk vold i samme periode.”
Hvis man tillige inddrager den undersøgelse, som den svenske økonom Tino Sanandaji i 2011 foretog, så viser den, at 97 procent af alle terrordræbte i Europa og Nordeuropa i de forudgående 10 år var døde i jihadistiske angreb.
Det er heldigvis de færreste muslimer, der selv kunne finde på selv at begå terror. Men der er en sympatisørsump, som er ganske omfattende, påpeger Hoffmann.
Professoren henleder opmærksomheden på Egypten, hvor han analyserer sig frem til, at der findes mellem 4 og 10 millioner mennesker, som sympatiserer med jihadistisk terror, og der er ”ingen tvivl om, at sådanne tal i sidste instans udklækker aktivister, der tør gå hele vejen”.
Thomas Hoffmanns konklusion er derfor krystalklar: Islamismen er helt entydigt den farligste bevægelse.
Statsfinansieret propaganda
I Morgenavisen Jyllands-Posten advarer folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) mod den grasserende venstreekstremisme, der pø om pø sætter dagsordenen. Henrik Dahl hævder, at venstrefløjen har sat sig på centrale poster i vort offentlige liv, hvorfra den bedriver statsfinansieret propaganda.
Som eksempel nævner Dahl, at Københavns Kommune har afsat 7,3 millioner kroner til at undervise lærere i normkritisk sprogbrug. Hvad betyder ”normkritisk sprogbrug” konkret? Det betyder, at man eksempelvis arbejder på at undgå at tale om ”han” eller ”hun”, fordi det er kønsspecifikke betegnelser.
I 2012 skosede den socialdemokratiske Netavisen Pio Radikale Venstres mærkesager såsom forældremyndighed til fire personer, kønsneutrale pas, cpr-numre og kommunale kurser i homokompetencer. Henrik Dahls pointe er, at den slags forslag tør snart sagt ingen længere forholde sig humoristisk til:
”Risikoen for at blive overskyllet af en flodbølge af udskamning og politisk korrekthed er blevet for stor til, at de fleste kan leve med den (...). Dermed kunne man også iagttage, hvordan et politisk projekt på et enkelt årti gik fra at være ekstremistisk til om ikke at være mainstream så dog i det mindste stuerent.”
Hvordan kunne det ske? Henrik Dahls svar lyder: Fordi venstreekstremismen har bemægtiget sig de tunge poster i skoler, gymnasier, folkekirke, højskoler og universiteter, hvor hovedparten af de ledende poster er besat af folk, ”der politisk ligger i spektret mellem Radikale Venstre og Enhedslisten”, hvilket ikke blot har resulteret i et dannelsesmæssigt tab, men det har også betydet, at propaganda styrer forskningen i stedet for videnskabelighed:
”Det er selvfølgelig katastrofalt, at vores dannelsesinstitutioner er præget af venstreorienteret ensretning.”
Gymnasieelever er umotiverede
Men hvis man tager gymnasierne, så er de også ramt af et andet problem. Ifølge politisk kommentator i Berlingske Amalie Lyhne går der helt overordnet alt for mange elever på institutionerne, som hverken har evnerne eller lysten til at følge undervisningen:
”Det er ikke ’præstationssamfundets’ skyld, og eleverne er på ingen måde presset – de er simpelthen bare umotiveret.”
Amalie Lyhne nævner i den sammenhæng, at Undervisningsministeriet har fået lavet en rapport, hvoraf det fremgår, at 76 procent af matematiklærerne er helt uenige eller overvejende uenige i, at deres elever er parate til at gå i gymnasiet.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.