Efter sex og satanistisk hærværk: Er kirken et helligt rum, der kræver særlig beskyttelse?

En nylig sag om sex og satanistisk hærværk i flere kirker har aktualiseret debatten om kirken som et helligt rum. Advokat mener ikke, at kirken kræver særlig beskyttelse. Han anerkender de religiøse følelser, men det betyder ikke, at de skal vægtes højere end andres

Lektor Jakob Holtermann, sognepræst Kim Gilling Hansen fra Ubby Kirke og advokat Rasmus Sølberg har forskellige holdninger til, hvorvidt kirken er et helligt sted, der kræver særlig beskyttelse.
Lektor Jakob Holtermann, sognepræst Kim Gilling Hansen fra Ubby Kirke og advokat Rasmus Sølberg har forskellige holdninger til, hvorvidt kirken er et helligt sted, der kræver særlig beskyttelse. . Foto: Privatfoto/Leif Tuxen.

I Ubby Kirke i Nordvestsjælland diskuterer det lokale menighedsråd i øjeblikket indkøb af en ny alterdug. Det er der som sådan ikke noget opsigtsvækkende i. Det er snarere baggrunden for indkøbet, som er specielt.

I 2014 brugte en mand og en kvinde nemlig alteret i Ubby Kirke som underlag, da de dyrkede sex i kirken. Efterfølgende spredte de aske inde i kirken og lagde et brev med en satanistisk hilsen til sognepræst Kim Gilling Hansen.

”Når sådan noget sker, føles det bare som en besudling. I de første uger, efter det var sket, havde jeg det virkelig mærkeligt ved at stå ved alteret,” siger Kim Gilling Hansen.

Sidste år i april blev den 30-årig kvinde og den 35-årige mand dømt for at have dyrket sex i fem forskellige sjællandske kirker, ligesom de i flere af kirkerne havde begået hærværk. Parret havde samleje på og ved blandt andet et alter, en prædikestol og en døbefont i kirkerne i Ubby, Jorløse og Holmstrup i Nordvestsjælland. Senere gentog de deres handlinger i Snoldelev Kirke ved Roskilde og i endnu en ukendt kirke.

I en af kirkerne havde de desuden efterladt indpakning til sexlegetøj og omslag til pornografiske film bag orglet. Derudover havde de klippet billeder ud af pornoblade og lagt dem ind i salmebøger.

De to blev i første omgang idømt 60 dages fængsel, men efter at have anket dommen endte de hver med en dom på 40 dages betinget fængsel.

For Kim Gilling Hansen og menigheden sluttede sagen dog ikke, selvom der faldt afgørelse i sagen. Aktiviteterne i kirkerummet har skabt utryghed, og i første omgang havde præst Kim Gilling Hansen planlagt at tie det ihjel.

”Det har egentlig været min strategi, må jeg indrømme, for sådan en sag er virkelig med til at skabe en ubehagelig følelse i kirken. Kirkerummet skal være smukt, helligt og et frirum, hvor man kan glemme den frygt, som der ved Gud er nok af i dagligdagen,” siger præsten.

Derfor var han lettet, da de to gerningsmænd havde fået deres straf.

”Jeg synes, at vi skal værne om kirkerummet og bevare skønheden og æstetikken. Kirken må også gerne bruges til spaghettigudstjenester, men man skal ikke blande kirken sammen med de ting, som de to mennesker har gjort, så skifter kirkerummet fuldstændig karakter. Vi skal stadig holde kirkerummet rent,” siger Kim Gilling Hansen.

Af sagsakterne, som Kristeligt Dagblad har fået indsigt i, fremgår det blandt andet, at de to dømte op til deres kirketurné havde ringet til fire forskellige præster, som havde fortalt dem, at der intet forkert var i at dyrke sex i en kirke. En af præsterne havde ifølge en af de dømte sagt, at ”det var kærlighed i Guds hus”.

Det er Kim Gilling Hansen dog ikke enig i.

”Jeg ville stærkt foretrække, at folk brugte deres soveværelse til den slags. Kirken er et sted, hvor vi kommer med vores børn og døber dem og med vores døde og begraver dem. Kirken skal bruges til smuk kultur og poesi. Jeg synes, at det er en mærkelig sammenblanding, hvis der skal dyrkes sex i den,” siger sognepræsten fra Ubby Kirke.

Paragraffen, som de to dømte for kirkehærværket, blev dømt efter, er aldrig tidligere anvendt. Den stammer fra 1912, og paragraffen straffer den, der ”gør sig skyldig i usømmelig behandling af ting, der hører til en kirke og anvendes til kirkeligt brug”.

Spørger man Jakob Holtermann, lektor i retsfilosofi ved Københavns Universitet, var dommen interessant, fordi den kom efter debatten om blasfemiparagraffen, som han har forsket i.

”Sagen sætter alt det, vi har diskuteret i de seneste 10 år, på spidsen: om vi er et sekulært samfund, om der gælder en særlig beskyttelse for religioner, og i givet fald hvorfor,” siger Jakob Holtermann.

”Da man sidste år endelig besluttede sig for at beholde blasfemiparagraffen, gjorde man det efter at have spurgt Straffelovrådet til råds. De vurderede, at det ikke længere kunne forsvares at straffe på grund af den umiddelbare krænkelse hos de religiøse. I et sekulariseret samfund må vi alle kunne tåle hån, spot og latterliggørelse,” siger han.

Der måtte altså andre grunde til, hvis man skulle fastholde bestemmelsen. Dem fandt man i hensynet til den offentlige orden. Blasfemi er skadelig, lød argumentet, fordi den kan afstedkomme religiøse opløb, der truer den sociale fred.

”Kritikere kalder det ”voldsmandens veto”, men at truslen ikke er helt hypotetisk, så man jo under Muhammed-krisen. Det lukkede debatten. Interessant i denne sag er, at Straffelovrådet sagde, at samme begrundelse måtte gælde for den paragraf, landsretten lagde til grund. Problemet er bare, at de dømtes adfærd ikke synes at have afstedkommet nogen reel trussel mod den offentlige orden. Med andre ord: Vi er med dommen tilbage ved, at straffelovens fortsatte særbeskyttelse af kirken aktiveres for at beskytte religiøse følelser. Der er altså grænser for sekulariseringen,” siger Jakob Holtermann.

Rasmus Sølberg var advokat for de to dømte. Han vil kun udtale sig principielt om sagen, men han forstår ikke, hvorfor det skal ”koste ekstra”, når der foregår hærværk i en kirke.

”Hærværk er en forbrydelse, og det skal straffes, også når det sker i en kirke. Men hærværket skal straffes, som var det sket ethvert andet sted. Der bliver blandet nogle religiøse følelser ind i, når sådan noget sker i en kirke, synagoge eller moské, og det tager lovgivningen højde for. Men hærværk andre steder kan også være meget krænkende. Det kan eksempelvis ske mod en bil, man holder meget af,” siger Rasmus Sølberg.

Han understreger, at lovgivningen skal respektere religion, særligt fordi det netop er kirken som institution, der har været målet, når der tidligere er begået hærværk mod kirker.

”Når man vælger kirken, er det, fordi der er tale om en kirke, og fordi man vil genere kristendommen og religionen. Men det er der taget højde for i lovgivningen. Retten skal også bare huske, at der er sket noget med vores seksualmoral siden 1912,” siger Rasmus Sølberg.

Debatten omkring, hvorvidt kirken er et helligt rum, har været fremme tidligere. Blandt andet i forbindelse med sagen om de irakiske asylsøgere, der i 2009 tog ophold i Brorsons Kirke i København i fare for at blive sendt hjem. Dengang protesterede sognepræst Per Ramsdal over, at kirkerummet var blevet krænket, da politiet stormede kirken.

På det tidspunkt blev tidligere biskop over Fyens Stift Kresten Drejergaard citeret for at sige, at kirken som rum ikke er ”spor anderledes end et offentligt toilet”.

Den tidligere biskop mener, at der dengang var tale om en stramning fra journalistens side, men han mener stadig, at det var en dårlig idé at besætte kirken og bruge den som pressionsmiddel.

Kresten Drejergaard fik i 2008 udgivet bogen ”Den himmelske gudstjeneste” om kirkerummets betydning, og ifølge ham er det ikke kirken som bygning, der er hellig. Det er det, den bruges til:

”Det er ordet, der helliger huset. Det er det, der gør kirken særlig. Jeg har sandelig også meget respekt for kirkerummet og nyder at opholde mig i det, men i virkeligheden kan man holde en gudstjeneste i hvilket som helst rum. Jeg har holdt gudstjenester på plejehjem og hos mig selv blandt andet,” siger Kresten Drejergaard.

Han kan dog godt finde ræson i, at det i den omtalte sag fra i foråret har været strafskærpende, at lovovertrædelsen fandt sted i en kirke.

”Kirken er i virkeligheden det mest offentlige rum, vi har, og er derfor ikke velegnet til de mere private og intime formål. I kirken kan vi være til med alle vore forskelle, hvilket gør rummet rummeligt, men også meget sårbart. Derfor er det lidt en skærpende omstændighed, hvis man krænker netop det. Kirken er et sårbart rum, som vi skal have respekt for,” siger tidligere biskop Kresten Drejergaard.

Det er biskop over Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, enig i. Han er tidligere sognepræst i Gellerup Kirke ved Aarhus, som flere gange blev udsat for hærværk, mens Skovsgaard havde embede.

”Der er efterhånden så lidt tilbage, der er helligt, at vi skal værne om kirkerne,” siger Steen Skovsgaard, der glæder sig over et nyligt møde med to unge mennesker i Nykøbing Falster. Her fortalte de begge, uafhængigt af hinanden, at kirker er et helligt rum, som der ikke skal laves om på.

”Jeg tænkte: 'Hold da op, det er dejligt at høre fra to unge sekularister, der står foran McDonald's, at kirken er hellig'. Kirken er ikke et hvilket som helst rum. Jeg tror på, at rummet gør noget ved os, og derfor skal vi værne om det. Har vi ikke de rum tilbage, så går vi til i uro og glemmer fordybelsen,” siger Steen Skovsgaard.