Dette debatindlæg er skrevet af Esben Lunde Larsen (V), folketingsmedlem, medlem af Folketingets Europaudvalg og associate research fellow ved Institute of Southeast Asian Studies i Singapore
DEN ENES DØD er den andens brød. Så enkelt kan man karakterisere forholdet på den internationale scene i øjeblikket. Det har længe været tydeligt for de fleste, at EU og Europa ikke har førertrøjen på, når det gælder verdenssamfundet.
Såvel vi som amerikanerne har set os slået med flere længder af den asiatiske tiger samt Brasilien og Rusland, når det gælder vækst og jobskabelse. Dog er amerikanerne stadig økonomisk og militært overlegne, men det varer formentligt ikke ved længe.
Forholdet mellem USA og Kina er særligt interessant. Ikke mindst fordi det betinger så meget af den øvrige verdens udvikling. Bonnie S. Glaser, seniorrådgiver for Asien på The Freeman Chair in China Studies, karakteriserer forholdet mellem de to lande som præget af henholdsvis samarbejde, konkurrence eller konfrontation.
LÆS OGSÅ: Indvandring og EU-skepsis vil dominere i europæisk valgår
På en række områder er der samarbejde. Det gælder klimaforandringer, et sikkerhedsprogram inden for fødevareproduktion, udviklingen i Nordkorea og Iran. Der er ikke enighed om alle punkter, men der er samarbejde.
På en række områder er der konkurrence. På det økonomiske område kæmper de to indædt. Amerikanerne har med præsident Obama hilst økonomisk konkurrence velkommen, men har samtidig understreget, at der må spilles efter de samme regler. Der har været en række sager om kinesiske forsøg på at stjæle Intellectual Property Rights (IPR: intellektuelle ejendomsrettigheder, red.) fra amerikanske virksomheder, ligesom USA kritiserer Kina for at beskytte egne varer med toldmure.
Kineserne er på deres side af den opfattelse, at det amerikanske investeringsklima er fjendtligt indstillet over for kinesiske virksomheder. De amerikanske forsøg på at få vedtaget boykot imod Kina og kinesiske virksomheder som følge af den problematiske omgang med menneskerettigheder gavner heller ikke den mulige konkurrence ifølge Kina.
På det diplomatiske felt er der også en stærk konkurrence. Her er der store interesser på spil for så vel USA som Kina. Det handler om herredømmet i Sydøstasien, og begge spillere ønsker at vinde.
På det militære felt er der ligesom på det diplomatiske område store interesser på spil. I øjeblikket er der ikke udsigt til konfrontation mellem USA og Kina. Der er positive faktorer i spil, når det gælder forholdet mellem de to supermagter. Eksempelvis er der tætte forbindelser mellem Washington og Beijing på præsidentielt niveau. Under Hu Jintaos præsidentperiode var båndene ikke stærke mellem de to lande, men med Xi Jinping som Kinas nye stærke mand er der strakt en hånd frem mod USA.
Alt dette er imidlertid skrøbeligt, da en historisk mistænksomhed mellem det kommunistiske Kina og det kapitalistiske USA ikke er glemt. Derfor er der brug for, at verdens øvrige lande lægger pres på de to stormagter. Uanset om det er lande i Sydøstasien eller Europa.
Ja, faktisk er der en ny chance for Europa til at gøre sig gældende på den internationale scene. En chance, som også Danmark med sit historisk tætte forhold til så vel USA som Kina, senest bekræftet ved tiltrædelsen af Kinas nye ambassadør til Danmark, må gribe.
Intet land ønsker nemlig at skulle vælge mellem enten USA eller Kina, og da mere end 154 lande har Kina som deres vigtigste handelspartner, så er det afgørende, at de to supermagter finder fælles fodslag.
Her skal Europa udnytte den muskelkraft, som ikke mindst EU har på en række felter, til at samle verdens lande i et pres på Kina og USA, så der bliver tættere samarbejde. Danmarks opgave er her at løfte dette pres via EU, så der også i fremtiden bliver tale om samarbejde og konkurrence, frem for konfrontation.
Selvom Europa i øjeblikket er ramt af sygdom og stagnation på en række områder, så er det væsentligt udenrigspolitisk at sikre sig indflydelse. Derudover bør Danmark tilstræbe at blive porten til EU, ligesom Singapore er porten til Sydøstasien. Det kan bidrage til vækst og beskæftigelse hos os. Det fordrer, at vi åbner os endnu mere mod verden, men det er kun en fordel for Danmark, som vi skal benytte os af.
Den enes død er den andens brød. Det er tid til at fyre op i ovnen og sætte brødet ind, så udviklingen ikke går uden om Europa, men at vi besinder os på de muligheder, vi har også selvom vi ikke besidder fordums storhed.