”Race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering.” Denne række af ord er oplistet i den såkaldte racismeparagraf (straffelovens paragraf 266 b). Hvis man udsætter mennesker for trusler eller forhånelser på grund af et af disse forhold, kan man blive straffet med fængsel eller bøde i op til to år.
Det store spørgsmål er så, hvem eller hvad der mangler at blive nævnt i denne opremsning? Et lovforslag, der forventes vedtaget inden jul, foreslår, at man tilføjer ”handicap” og også, at man efter ”seksuel orientering” tilføjer ”kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika”. Men det store spørgsmål er stadig, hvem der mangler at blive nævnt.
Sagen er den, at dem, der ikke er nævnt, typisk er dem, der har allermest brug for det. Da homoseksualitet blev opfattet som en sygdom, var man netop ikke beskyttet af nogen paragraf. Den såkaldte racismeparagraf stammer fra 1939, men er ændret nogle gange siden. Til eksempel er udtrykket ”seksuel orientering” først indført i 1987.
Frem til 1981 optrådte ”homoseksualitet” både i Danmark og andre steder på lister over sygdomme. Det var med andre ord noget, man skulle kureres fra, snarere end noget, man skulle beskyttes mod forfølgelse for.
Man kan synes, at der i særdeleshed var grund til at beskytte homoseksuelle mod forfølgelse, dengang det blev opfattet som en sygdom – og derfor var man netop ikke beskyttet mod forfølgelse.
Sagt på en anden måde: Der er grund til at tænke sig om, inden man i sin iver efter at beskytte minoriteter mod forfølgelse indfører flere tilføjelser til racismeparagraffen. Og som tankeeksperiment kan man overveje, hvem eller hvad der mangler: Hvad med ”alder”? Hvad med ”sygdomme”? Hvad med ”sociale- eller økonomiske forhold”? Hvad med ”overvægt”?
Dette skriver jeg ikke for at sige, at der burde føjes flere tilføjelser ind. Snarere er det for at pege på, at racismeparagraffen har en tendens til at understrege vores egen blindhed. De, der især har brug for det, er netop ikke dem, der står nævnt. De udsatte er dem, vi ikke har blik for.
Forslaget om tilføjelser til racismeparagraffen er del af et mere omfattende lovforslag, der omhandler køn og ligestilling – for eksempel i forhold til ansættelser med videre. Dette har fået Indre Mission og Frikirkenet til at reagere på vegne af de kirker og menigheder, hvis forkyndelse understreger et traditionelt syn på køn (deres høringssvar kan læses på Folketingets hjemmeside i tilknytning til lovforslag L18).
For mit eget vedkommende har jeg efterhånden lært at lade være med at undre mig for over, at køn, sex og parforhold verden over er genstand for så omfattende magtinteresser – religiøse såvel som politiske. Jeg kommer aldrig til at forstå, at man kan interessere sig så voldsomt for, hvem andre mennesker elsker, eller hvordan de i kønslig forstand forstår sig selv – hvad enten man gør det som konservativ kristen eller muslim eller noget helt tredje. Ikke desto mindre maner indlægget fra Indre Mission og Frikirkenet til eftertanke. For spørgsmålet er, om det i en dansk sammenhæng er dem, der repræsenterer ”det udsatte synspunkt”?
Dette ikke for at foreslå, at de rubriceres som en ny udsat gruppe. Snarere er det sagt for at mane til eftertanke, når man får for travlt med at tilføje nye ”udsatte” grupper. For udsatte grupper er ofte netop karakteriseret ved, at vi ikke har blik for dem.
Ingrid Ank er formand for Foreningen Åndsfrihed.