Er kritik af islam og muslimsk livsførelse ukristen?

Når udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og andre problematiserer ramadanen og muslimsk livsførelse, er vi på vej mod en form for religionsforfølgelse, som er ukristen, mener redaktør og leder af Grundtvig-Akademiet Ingrid Ank. Men det er dybt problematisk at stemple en legitim politisk kritik som ukristen, mener sognepræst og debattør Marie Høgh

Illustration: Rasmus Juul.
Illustration: Rasmus Juul.

Ja, mener Ingrid Ank, leder af Grundtvig- Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende

Ingrid Ank.
Ingrid Ank. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Hvorfor mener du, det er ukristent, at Inger Støjberg (V) og andre peger på nogle mulige problemer ved ramadanen?

Det, jeg blev inspireret af, er en artikel af Grundtvig, der hedder ”Om religionsforfølgelse”, som handler om baptisternes vilkår i Danmark i 1840’erne. Grundtvig skriver, at kristendommen pr. definition er forbundet med religionsfrihed. Det er ikke noget, man kan vælge til eller fra, men er simpelthen en del af dens dna. I kristendommen findes der ingen eksakte etiske forskrifter på, hvordan man skal handle i forskellige situationer. Men samtidig er der lige præcis i forhold til spørgsmålet om frihed noget helt grundlæggende, der gør sig gældende – netop fordi der ikke findes regler for, hvordan man skal være over for et andet menneske, men da der samtidig er et næstekærlighedsbud, så betyder det, at man som kristen må sikre den andens frihed. Der må være en fordring om at tillade andre at handle frit og ikke definere målet for deres liv for dem.

Du kalder det ukristent at forfølge andre på baggrund af deres religion. Kan man ikke kritisere elementer af en religion, uden det er forfølgelse?

Jo, selvfølgelig kan man det. Religionskritik er fuldstændig nødvendigt, og ”religionsforfølgelse” er selvfølgelig et voldsomt ord. Men det kan for mig at se være en berettiget betegnelse i denne sammenhæng, fordi Inger Støjberg befinder sig i en magtposition, hvor hun retter helt ubegrundede beskyldninger mod en gruppe mennesker. Det er at trampe på en i forvejen udsat gruppe, og min bekymring er, at det bidrager til en mistillid og seen ned på muslimske medborgere. Passer de nu deres arbejde ordentligt? Bidrager de til fællesskabet? Det er den type mistillid og ”os mod dem-tænkning”, jeg frygter, at hun igangsætter. Men selvfølgelig må man kritisere islam, ligesom man må kritisere enhver anden religion. Og Støjberg må også sige, hvad hun vil, men det må jeg dermed også. Og jeg mener, at hendes udtalelse kan være med til at skabe en helt ubegrundet mistillid til en bestemt befolkningsgruppe.

I din lederartikel skriver du: ”Du kan ikke med kristendommen i ryggen fratage eller indskrænke andre menneskers trosfrihed.” Skal man give frihed til andre, der ønsker at bruge den frihed til at indskrænke andres?

Det er et evigt dilemma. Men i mange tilfælde er man for mig at se faktisk nødt til det, for man er nødt til at holde fast i nogle helt grundlæggende principper for frihed. Frihed har altid konsekvenser. Det har også konsekvenser, at vi ikke i voldsom grad blander os i, hvordan familier opdrager deres børn. Den frihed vil i nogle tilfælde give plads til dårlige forældre. Det er frihedens pris, for alternativet er at indføre mere kontrol og dermed risikere at punktere et frit samfund.

Det ligger i frihedens natur, at den også misbruges. Så er spørgsmålet, hvor meget man kan tolerere af frihedsmisbrug, og det er en vurderingssag. Der findes ikke en færdig formel. Vi har jo ikke et samfund, hvor der er ubegrænset frihed, men hver gang vi indskrænker friheden yderligere i forsøg på at forhindre misbrug, mener jeg, vi skal tænke meget alvorligt over, hvad det gør ved vores samfund.

Er det ikke en farlig kurs at beskylde andre for at være ukristne, fordi de ikke deler ens værdier?

Jo, det er i høj grad en farlig kurs. Og det kan også kaldes et eksperiment fra min side, for på mange punkter mener jeg ikke, at man skal gå og kalde dette og hint for ukristent. Men der er et interessant aspekt i Grundtvigs tanke med, at det at give frihed er en del af den kristne dna. Man kan ikke andet end give frihed, og i den forståelse kan man tale om, at det er ukristent ikke at give frihed. I øvrigt kalder jeg ikke nogen for ukristne. Det er handlingen, jeg sigter på.

Er der en fløjkrig blandt danske kristne?

Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg har en fløjkrig inde i mig selv, så jeg synes ikke, det er så enkelt. Der er meget i eksempelvis den tidehvervske tradition, jeg opfatter som berigende. Og folk grupperer sig anderledes i dag end tidligere. Tidehvervs teologer er på en måde blevet meget mere moralske og ”fromme” end tidligere.

Kunne man ikke kalde det fromt at kalde andre for ukristne?

Jeg kalder ikke andre for ukristne, men jeg beskriver noget som en ukristen opførsel. Jeg oplever, at hvis man kaster sig ud i at løfte en moralsk pegefinger, eksempelvis i forhold til, hvordan asylbørn har det på danske asylcentre, så kan man lynhurtigt blive beskyldt for at være selvgod og gerningsretfærdig. Det synes jeg nærmest er udtryk for en ”ugerningsretfærdighed”. Det er ærgerligt, hvis det udelukkende ender i en diskussion om at være frelst, for der er nogle opgaver og problemer, som der helt indlysende skal gøres noget ved. Det hjælper jo ikke asylbørnene, at vi diskuterer, hvordan Luther skal fortolkes.

Nej, mener Marie Høgh, debattør og sognepræst

Foto: Emil Kastrup Andersen

Har Ingrid Ank ret i, at det er ukristent at kritisere religiøse mindretal?

Nej. Og Inger Støjbergs kritik har slet ikke noget med kristendom at gøre, men med praktiske politiske forhold. Så det er noget sludder at tale om at hindre folk i at udøve deres religion. Teologisk er det en tynd kop te, Ank leverer. Hun taler om, at den eneste retningslinje i kristendommen er frihed. Men hun glemmer, at friheden ikke er til hvad som helst. Den åndsfrihed, kristendommen har skænket os, er bundet til kristendommen og til næstens eller medborgerens frihed. Grænsen går ved vurderingen af, hvad der er foreneligt med et demokratisk, kristent frit samfund. Der er også en pligt og et ansvar.

Så denne frihed strækker sig ikke til at gælde dem, der bruger friheden til at indskrænke andres frihed. Islam er ikke en frihedens eller fredens religion, men en lovreligion. Der er konservative eller ortodokse muslimer, der udnytter vores demokratiske frihed til at indføre ufrihed, og man kan ikke kalde sig ansvarlig samfundsborger, hvis man er villig til at risikere andre folks frihed og liv bare for sin egen selvgodheds skyld.

Hvad mener du om, at man beskylder andre for at være ukristne?

Jeg synes, det er så farisæisk, og Ingrid Ank skulle virkelig skamme sig. Hun sidder som leder af Grundtvig-Akademiet og tager ovenikøbet Grundtvig til indtægt for sine holdninger. Hvis han kunne læse det, ville han vende sig i sin grav. Hvis jeg skal tage hende en smule i forsvar, må det skyldes, at hun er så ideologisk forblændet, at hun er overbevist om, at virkeligheden rent faktisk forholder sig sådan, som hun beskriver. Det er en overbevisning, der ikke tager udgangspunkt i forslag på løsninger af landets problemer, men som først og fremmest handler om selv at ville repræsentere det absolut kristne og gode – som Ank så kalder kristent.

Er der eksempler på, at den kirkelige venstrefløj udskammer dem, der ikke deler deres politiske syn?

Ja, det er der desværre en tendens til. Det er menneskehedens grimmeste våben, at når man er løbet tør for argumenter, så udskammer man sine modstandere, mens man udpeger sig selv som den rette moralske vogter. Man politiserer kristendommen og siger, at hvis ikke man har den ”korrekte” holdning til indvandring, islam eller miljø, så er man ikke rigtig kristen. Det er at mis bruge kristendommen til at lave en moralsk målestok for, hvad man kan sige eller mene om politiske forhold, der ikke har noget som helst med kristendom at gøre.

Ingrid Ank hævder, at de, der kritiserer sociale forhold for eksempelvis flygtningebørn, bliver anklaget for at være selvgode, og at det så ender i en snak om den enkeltes moral i stedet for konkrete forslag til, hvordan man skal forholde sig til sociale problemer og reelt yde bistand. Hvad mener du om det?

Det er jo venstrefløjen selv, der lægger op til det. De har så travlt med at lægge ansvaret fra sig og kalde dem, der kommer med løsningforslag, for inhumane og ukristne. Selv at ville repræsentere ”det humane” eller ”det kristne” fejer ligesom alle andre forslag af banen. Samtidig står de hævet over at tage stilling til de problemer, der giver snavs på fingrene. Ja, hævet over forpligtelsen og ansvaret for at træffe ubehagelige, men nødvendige beslutninger, for at vores samfund kan hænge sammen.

Er der en fløjkrig blandt danske kristne?

Ja, det er der. Uenighed betyder ikke at man skal være uvenner. Engang var det missionsfolk mod grundtvigianere og tidehvervsfolkene. I dag handler det i høj grad om politik. I dag er det den røde fløj på den ene side og heroverfor os andre onde præster, der tillader os at påpege, at uhæmmet indvandring, snigende islamisering og sammenblanding af kristendom og islam er problematisk.

Det er et problem, at der er så mange stemmer på venstrefløjen, der råber højt, mens resten ikke tør af frygt for udskamning. Og der er jo en skævvridning mellem den politisk korrekte kirke, der utrætteligt omfavner islam med alt, hvad det indebærer, og så befolkningen, hvor mange har fået nok og rent faktisk gerne vil have strammere indvandringspolitik – og gerne vil høre, at kristendommen er sandheden.

Der er åndelig nysgerrighed og længsel efter kristendommen og vores lands rod og ophav. Det skal kirken tage alvorligt. Og hvis der er noget, medlemmer af folkekirken hader, så er det, når de hellige skændes, for det er uskønt, og det er med til at fjerne fokus fra forkyndelsen.