Det var bare god radio. Sådan tænkte jeg efter at have lyttet til første afsnit i P1’s nye serie ”De kontroversielle” med Klaus Rothstein som vært. Frie ord om det frie ord.
Idéen er den at invitere nogle kontroversielle skikkelser fra den offentlige debat for at blive klogere på den type af debattører, som bringer andres pis i kog. Klaus Rothstein betragtede sig selv som en mere konventionel debattør, men han var både tiltrukket og afskrækket af de kontroversielle debattører.
Første gæst var universitetslektor Marianne Stidsen. Hin åbenmundede kritiker af identitetspolitikken og den radikale venstrepopulisme, som blandt andet har fået medlemmer af Det Danske Akademi til at melde sig ud, fordi de ikke vil sidde i Akademiet med Stidsen.
Skønånder kan være mere sarte, end deres værker lader ane.
Marianne Stidsen blev refereret for at mene, at MeToo-bevægelsen burde bekæmpes med terrorlovgivningen, men som Marianne Stidsen fik mulighed for at præcisere i studiet, så var det ikke møntet på den almindelige MeToo-aktivist, men på de radikale elementer, som intimiderede i en grad, så den svenske nationalscene Dramaten i Stockholm måtte lukke for en forestilling. Ikke bloddryppende terror, men hvis man har held til at amputere ytringsfriheden ved at sprede frygt, er der vel også et terrorelement i den opførsel.
Marianne Stidsen erklærede i øvrigt, at ”vi skal kunne have en kritisk debat, også uden at alting skal pakkes ind i vat og lyserøde sløjfer”, og pointerede i forhold til krænkelseskulturen, ”at man selvfølgelig aldrig kunne få ret, bare man kom med en anklage om at være blevet krænket”.
Marianne Stidsen nægtede også, at kvinder skulle behøve positiv særbehandling og kvoter. Hun var som kvinde fuldt ud i stand til at klare sig på samme vilkår som en mand.
Tænk sig, er det virkelig blevet kontroversielt at være skarp i debatten, at skelne mellem anklage og dom og nægte, at kvindekønnet fordrer særbehandling? Ja, at gå i brechen for et åbent samfund, hvor alt kan kritiseres, og jagttiden også omfatter de hellige køer? Der er nok dem, som mener, at Marianne Stidsen snarere burde hedde Stridsen til efternavn, men brave stridskvinder – og -mænd – er også demokratiets salt. Marianne Stidsen talte om at leve i Søren Kierkegaards land som et med en tradition for frihed og retten til at udfordre konsensus og konventioner.
Er det ikke snarere kontroversielt i en del af det, som Klaus Rothstein kaldte ”De intellektuelles lille biotop”? I et sammenspist kulturelt miljø, hvor man rider med på den ideologiske modebølge, ligesom det engang var tilfældet med den marxistiske dogmatik.
Hvis ikke et talrigt miljø, så et ordrigt miljø, hvor der tales højt og tænkes i takt. Befinder sig man uden for de kredse, er det faktisk ikke kontroversielt at slå et slag for friheden og den kritiske tanke. Det er sådan, det er, og sådan det bør være i Søren Kierkegaards og Marianne Stidsens fædreland.
Jesper Bacher er sognepræst.