I forgangne uge bestemte den britiske Højesteret, at to kriminelle udlændinge, der modsatte sig udvisning, skulle have lov at blive i Storbritannien. Afgørelsen henviste til deres menneskerettigheder.
Det får advokat Jon Holbrook til i netmagasinet Spiked at anstille nogle overvejelser over forholdet mellem nationale love og menneskerettighederne. De første kalder Holbrook for ”demokratiske love”, eftersom de er udstedt af et bestemt lands parlamentariske forsamling, som er demokratisk valgt.
Før i tiden var det ingen sag for et suverænt land at udvise udlændinge, men i dag nyder de beskyttelse fra et regelsæt, i dette tilfælde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som trumfer landets egne love. Vi står med to konkurrerende og ofte kolliderende lovsystemer, det ene nationalt, det andet funderet på universelle rettigheder. Og det universelle regner ikke statsborgerskab.
Demokratiets hovedhjørnesten er ellers statsborgerskabet, som tildeler rettigheder til en afgrænset gruppe, landets egne borgere. Menneskerettighederne er derimod funderet på en abstrakt forestilling om ”humanitet”, bemærker Holbrook. Rettigheder er ikke vokset frem i et politisk fællesskab af ligemænd, men begrunder sig i en ”fælles menneskehed”. Filosoffen Hannah Arendt bemærkede, at menneskerettighederne henviser til ”det abstrakte, nøgne forhold ’at være menneske’”, men dettes angivelige ”hellighed” fandt hun nu langtfra indlysende.
Rettigheder er meningsløse, når de ikke forbindes med et politisk fællesskab, der kan definere og realisere dem, mente Arendt.
Frem for nogen er det den kriminelle udlænding, der profiterer af disse rettigheder. Han kendetegnes ved denne abstrakte, nøgne menneskelighed, og vil derfor, skriver Holbrook, ”blive svøbt i de menneskerettigheds-beskyttelser, der søger af bestride den meningsfulde skelnen mellem statsborgere og ikke-statsborgere”.
Rettighedsafgørelserne lukker samtidig øjnene for, at enhver udlænding jo er statsborger i et hjemland, hvis rettigheder han kan nyde dér.
I det seneste nummer af det franske magasin Valeurs Actuelles interviewes professor i retshistorie og forfatter Jean-Louis Harouel. I en af sine bøger kalder han dyrkelsen af grænseløse menneskerettigheder for ”det 21. århundredes erstatningsreligion”.
Det 20 århundredes ditto var kommunismen. Ved Sovjetunionens kollaps så man da også mange socialister konvertere og hurtigt blive militante menneskerettighedsforkæmpere, påpeger Harouel.
Begge religionserstatninger er fikserede på fremtiden og forjætter en befrielse af mennesket forude. Menneskerettighedskulten indoptager også træk fra kommunismen og er ligesom den en internationalisme, der ser hen til den dag, hvor alle landegrænser udslettes. Som Karl Marx gjorde det.
Længe forvekslede man i praksis menneskerettighederne med frihedsrettigheder for statsborgerne i demokratiske nationer, siger Harouel. Nationale frihedsrettigheder er i dag sat i anden række af disse fundamental-rettigheder, hvis drivkraft er dyrkelsen af anti- diskrimination. Det er derfor udlændinge, der drager fordel af dem.
”I menneskerettighedernes navn kan ethvert individ, der opholder sig på et europæisk lands territorium, fremsætte mange krav og sagsanlæg – i princippet mod dette lands stat, men i realiteten mod dets befolkning.”
Individuelle rettigheder blev i sin tid udtænkt for at værne et folk mod dets regerings magtmisbrug, men de bliver farlige for dette folk, når der finder meget stor indvandring sted, bemærker den franske retshistoriker.
Indvandrere kan benytte disse rettigheder til at fremme deres egne skikke på værtslandets bekostning.
Valeurs Actuelles spørger, om de universelle rettigheder er kristne dyder, der går amok, med den engelske forfatter og journalist C.K. Chestertons udtryk.
De har i al fald kristne rødder, svarer Harouel. Dels den såkaldte millenarisme, som er forjættelsen af et paradis med lige lykke til alle. Skal det installeres på jord, må der benyttes vold og tvang.
Dels det kristne kætteri, gnosticismen, der foragtede den materielle verden, børneavlen, ægteskabet og det nedarvede sociale liv og i stedet dyrkede individet med dets angiveligt guddommelige sjæl. Således sætter de universelle menneskerettigheder også individet over landenes sæd og skik, som regnes for jordisk profane.
Når rettighedernes mængde baner vejen for lige netop muslimsk indvandring, vil der ske store forandringer med værtslandene, siger Harouel. Islam kender jo ikke den kristne sondring som skabte den vestlige kultur, nemlig mellem det politiske og det religiøse. Islam fylder det timelige med hellige regler og opstiller på den måde et politisk program:
”Islams hellige tekster indeholder et kodeks med retsregler og sociale anvisninger, som vil styre hele den individuelle og kollektive tilværelse. Det er et totalt system, som blander det politiske, det juridiske, det kulturelle og det egentligt religiøse.”
Jean-Louis Harouel frygter mindre terroren end den langsomme, parallelle gennemsættelse af et sådant system inden for de europæiske nationers grænser. Hertil virker menneskeretighederne som juridisk murbrækker.
Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den inter-nationale værdi- og religionsdebat.