Har vi overdraget vores personlige lykke til politikerne?

Barnepigementalitet og bestemmesyge breder sig blandt politikerne i vores samfund, beretter Kristian Østergaard i ugens debat

Politikeren Ida Auken (R) oplevede at få tømt en verbal skidtspand ned over hovedet, da hun på Facebook modsatte sig et forbud mod omskæring af drenge under årets valgkamp. Her valgplakater ved Langebro.
Politikeren Ida Auken (R) oplevede at få tømt en verbal skidtspand ned over hovedet, da hun på Facebook modsatte sig et forbud mod omskæring af drenge under årets valgkamp. Her valgplakater ved Langebro. Foto: Christian Lindgren.

Kristeligt Dagblad skrev forleden, at det er 20 år siden, det første rygeforbud i Danmark blev indført. Og professor Finn Diderichsen ved Institut for Folkesundhedsvidenskab hævder, at vi takket være diverse rygeforbud måske slet ikke har rygere om 20 år.

For som hans kollega Signild Vallgårda anfører, er rygeforbud ikke blot et spørgsmål om sundhed. Nej, nu handler det også om, at det er ulækkert og uansvarligt at ryge.

Jo, det er længe siden, meget længe siden, at Stauning sagde: ”En god cigar gør tanken klar.” EU-direktivet dikterer nemlig, at der på tobakken skal placeres advarsler, som i deres opsætning og ordlyd mest minder om dødsannoncer.

Forleden hørte jeg om en mand, der i en kiosk havde købt en pakke cigaretter. Men da han læste påskriften, hvor der stod, at han ved at ryge risikerede impotens, vendte han sig mod ekspedienten og spurgte:

”Kan jeg ikke bytte den til en pakke, hvor man kun dør af kræft?”.

Ja, alt der vedrører den sydlige region af det menneskelige korpus kan vække interesse såvel som skræk. Herom vidner også omskæringsdebatten, der har affødt et væld af reaktioner. De bevæger sig fra forskellige grader af selvbeherskelse til regulært amokløb.

Politikeren Ida Auken oplevede ifølge Kristeligt Dagblad at få tømt en verbal skidtspand ned over hovedet, da hun på Facebook modsatte sig et forbud mod omskæring af drenge. Skældsordene nærmest ynglede på læberne hos adskillige omskæringsmodstandere.

Og man fristes til at spørge: Er det mon sådan, at når man mener sig i kamp mod den rene ondskab, så ender man selv i den onde renhed?

Ifølge forfatterne til kronikken ”Den magiske forhud og andre vandrehistorier” i Kristeligt Dagblad handler debatten om omskæring af drengebørn i virkeligheden slet ikke om selve indgrebet.

Men debatten handler om, hvorvidt forældre må tage beslutninger på deres børns vegne. Som forfatterne bemærker, gør der sig her en mærkelig inkonsekvens gældende.

For hvis man sætter sit barn i vuggestue eller i børnehave, så tager man jo også et initiativ på barnets vegne, der har langt større konsekvens end omskæringen.

Vi ved, at rygning er usundt og vanedannende. Men som den østrigske filosof Robert Pfaller peger på i et interview i Kristeligt Dagblad, så gælder det samme for moralismen. Når man er abonnent på den politisk korrekte dagsorden, så bliver der stadig flere ting, man skal skælde ud på, rette på, sige nej til eller udstede forbud mod.

Og spørgsmålet er, om både ryge- og eventuelle omskæringsforbud er en slags forsøg på at renskure samfundet, så borgerne ikke bliver fristet af usunde vaner, utidige skikke og ufornuftige valg.

Psykologen Finn Korsaa minder i Berlingske i hvert fald om, at barnepigementaliteten og bestemmesygen breder sig. Således optrådte Manu Sareen (R) på en valgplakat med sloganet:”Mere kærlighed i familien”.

Korsaa spørger sig selv og avisens læsere, om politikerne behøver behandle borgerne, som voksne behandlede børn for generationer tilbage - med afmålte doser tillid, gigantiske doser mistillid og myndigt løftede pegefingre.

Det spørgsmål optog også den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij, der i 1864 havde beset Krystalpaladset i London. Krystalpaladset blev for ham et sindbillede på et samfund, hvor magthaverne sørger for borgernes ve og vel i stort og småt.

Nogle vil mene, at det er et paradis. Men for Dostojevskij var det et regulært helvede. Og forfatteren forestiller sig, hvordan de mennesker, som skulle leve i Krystalpaladsets fornuftige og forudsigelige univers splintrer den glitrende facade og river den fuldkomne bygning til jorden.

I værket ”Optegnelser fra et kælderdyb” skildrer Dostojevskij denne reaktion som menneskenes befrielse. Fra hvad? Fra en tilværelse, hvor magthaverne tilrettelægger tilværelsen i stedet for at lade borgerne selv gøre det.

Har fortællingen stadig bud til vor tid? Eller er der gået så meget utopi i den danske folkesjæl, at den personlige lykke er blevet en opgave, man har overdraget til politikkerne?

Kristian Østergaard er præst og anmelder på Kristeligt Dagblad. Han samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter