Er nykonservatismen afgået ved døden?

11. september 2001 var en kærkommen lejlighed for det nykonservative projekt til at skabe et nyt sammenhængende verdensbillede. Det verdensbillede har de seneste år fået nogle gevaldige ridser i lakken globalt set

Nykonservatismen har fungeret som fællesbanner for de folk i Bush-regeringen, der er gået i brechen for en aggresiv udenrigspolitik, massive militærbudgetter, foragt for internationale love og institutioner, angreb på velfærdsstaten og en tilbagevenden til de såkaldte "traditionelle værdier". Nu da Bush-epoken er ved at fuse ud i brat faldende popularitet og en udbredt opgivenhed, er den nykonservative bevægelse så også ved vejs ende?

Ikke nødvendigvis. For nykonservatismen har afsæt i andre præmisser end de traditionelle former for konservatisme. Eftersom reformer godt kan indoptages i den nationale arv, kan traditionelle konservative tilpasse sig forandring, ja, endog tage æren for at have udvirket forbindelsen mellem fortid og fremtid. Nykonservative, til gengæld, har ingen interesse i det, som Edmund Burke i sin tid kaldte båndene, der forbinder "de døde, de levende og de endnu ufødte". De er tværtimod revolutionære eller rettere kontrarevolutionære som er opsatte på at forandre Amerika og verden.

Frem til 1960'erne delte de senere nykonservative Demokraternes lidenskabelige antikommunisme, accepten af borgerrettighedsbevægelsen og støtten til præsident Roosevelts politik for en velfærdsstat, benævnt New Deal. Det var først, da Ronald Reagan allierede de to konservative fraktioner, som indtil da havde bekriget hinanden, at det politiske fundament for nykonservatismens sejrsgang var på plads.

Den ene fløj bestod mestendels af eliterne, som modsatte sig statens indblanding i markedsmekanismerne og ikke var ret optaget af selvindlysende sager som "lokalsamfund" og "familieværdier". Den anden fløj havde rod i det 19. århundredes villet uvidende populisme med dens anfald af nationalistisk hysteri, dens forsvar for traditionelle fordomme og dens modvilje mod intellektuelle og økonomiske eliter.

Nykonservatismen kan således ikke koges ned til forsvaret for det frie marked eller til højrefløjspopulisme, eftersom dens ideologiske særkende består i fusionen af disse indbyrdes modstridende syn på sagerne. Det store spørgsmål var, hvordan man kunne forene elitens interesse i fri markedskapitalisme med det provinsielle temperament i snævertsynede valgkredse. Den vare, der solgte bedst, var forestillingen om et undertrykkende og forvokset styre afspejlet i et skattesystem, som tyngede almindelige mennesker stadig mere kombineret med en antikommunistisk nationalisme og en slet skjult racisme.

Med kommunismens hedengang syntes nykonservatismens to fraktioner på ny at ville tørne sammen. Den økonomiske globalisering risikerede at udløse en modreaktion blandt de provinsielle populister, samtidig med at den ydre fjende var forsvundet og med den limen, der holdt den nykonservative bevægelse sammen.

Så kom terrorangrebene den 11. september 2001. Helt fra starten var ledende embedsmænd fra Reagan-æraen forbeholdne over for muligheden af en ensidig amerikansk respons på angrebene. Det stod klart for mange, at den islamiske fundamentalisme ikke kunne sidestilles med kommunismen, og ledende militærfolk var (særligt i Irak) opmærksomme på det problematiske i at strække de amerikanske styrker over for store opgaver.

Deres argumenter vandt imidlertid ikke indpas. 11. september var en kærkommen lejlighed for det nykonservative projekt til at skabe et nyt, sammenhængende verdensbillede. Bestræbelserne på amerikansk overherredømme i udlandet kunne forenes med en intens nationalisme og endnu mere intense angreb på velfærdsstaten i hjemlandet.

En simplistisk form for "realisme", som traditionelt havde forstået staten som grundenheden for politisk analyse, blev taget i brug. Al-Qaeda blev portrætteret med penselstrøg, der fremstillede bevægelsen i samme lys som velkendte fjender, nemlig fascismen og kommunismen. Deraf talen om "slyngelstater", som man ikke måtte være "eftergivende" over for; og deraf begreber som "Ondskabens Akse" og det "forebyggende angreb".

Denne nye "hyperrealisme" har ikke stort til fælles med egentlig realisme. Churchill og Roosevelt løj ikke over for det internationale samfund om den fascistiske trussel. De konstruerede ikke en kunstig "koalition af villige", og de afviste ikke at stå til ansvar for deres voldsanvendelse. Dette var derimod deres totalitære fjenders taktikker. Nu om dage må enhver meningsfuld realisme handle om at erkende de begrænsninger, som demokratiopbygning uvægerligt vil støde på: den mistænksomhed mod vestlige værdier, som imperialismen har skabt.

Desværre er det ikke sand realisme, som er på dagsordenen. Grundet de indbyggede spændinger i nykonservatismens samtidige omfavnelse af sekulær, fri markedskapitalisme og såkaldt "traditionelle" værdier, har bevægelsens strategi siden Reagan været at genoptegne skillelinjerne: Dengang som nu er Vesten "i fare", hvilket nødvendiggør fremelskelsen af en voldsomt følelsesmæssig skelnen mellem "os" og "dem".

Strategiens folkelige appel vil ikke ophøre med Bush-administrationen fald, eftersom nykonservatismen drikker af en frygtens kilde, der udspringer langt tilbage i amerikansk historie. For at ændre dette må man ikke blot indtage et nyt ideologisk synspunkt, men også at beslutte sig for, hvilken politik, der bygger på det bedste i den politiske tradition i USA.

Oversat af Sara Høyrup

debat@kristeligt-dagblad.dk