Der er noget næsten altmodisch smukt over nytårstalen til nationen som institution. For os er Dronningens nytårstale et nærmest uomgængeligt omdrejningspunkt for aftenen, og udstyret med champagne og festtøj har vi stået i udlændighed eller med ikke-dansktalende gæster, som undrende har set på det mærkelige ritual.
Vi har taget de dumsmarte bemærkninger til os og fulgt med i begivenheder i Grønland, Færøerne og den nære familie. Og netop derved er vi som næsten alle andre danskere, jeg kender, at definere som netop danskere.
Talen i 2017 var en god årgang. Særligt opfordringen til at gøre ”noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!”. Den opfordring til det danske folk om at værdsætte oplevelser, ”der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større”, var et sjældent konstruktivt nytårsforsæt.
Hvad er et forsæt? Egentlig er det enkelt, det er noget, man sætter sig for at gøre med sit liv. Det kan være på den hårde måde, ”tab dig fem kilo inden påske” eller på den mere diskrete. En af mine venner har sat en seddel op på sit køleskab, hvor han kan sætte en streg, hver gang han gør ”noget unyttigt” i royal forstand. Og hver streg gør ham glad, både når han gør det og markerer det. ”Det er slet ikke så unyttigt endda.”
Statsministerens nytårstale har generelt ikke det samme umpf. Timingen den 1. januar er dårlig, der sker så meget andet den dag, på det tidspunkt. Uanset hvem den siddende minister har været, kryber der næsten altid en lidt for åbenlys taktisk dagsorden ind, der i dén grad underminerer ønsket om at tale på, til eller for fællesskabets vegne. På engelsk taler man om New Year’s Resolution. Resolut klinger anderledes end forsæt, det kommer af resolvere, at løse, at beslutte. Der er en bestemhed over det, som ligger langt fra det unyttige. Sådan var det i særdeleshed i år.
Omdrejningspunktet var problemer med ghettoerne og behovet for at gøre noget ved dem. Retorikken var hård, grænsende til udgrænsende. Den umiddelbare melding blandt medier og kommentatorer var, at statsministeren havde fremstået resolut; som i determineret og handlekraftig. Og det er ikke det værste for en statsminister.
Der er bare et problem. Tilsyneladende var identifikationen af 22 områder i Danmark som ghettoer baseret på gamle statistikker, der ikke tog hensyn til, at særligt uddannelsesniveauet i områderne er løftet gevaldigt de seneste år. Tager man de nyeste tal i betragtning, kan listen halveres, sagde Politiken.
Det forekommer påfaldende og alvorligt. Benyttede statsministeren sig reelt af ”fake news” i sin vigtigste tale til nationen? Bare antydning af, at denne fortolkning er mulig, burde sende røde ører hele vejen gennem det politiske og administrative system. Men intet tyder på, at det er sket. Den eneste opfølgning, jeg har kunnet finde, er boligministeren, der i Morgenavisen Jyllands-Posten udtalte: ”Det skal undersøges grundigt, hvordan denne problemstilling håndteres.”
Så vi er ikke blevet klogere på, om der lå forsæt bag brugen af tilsyneladende forældede tal, der gjorde det muligt at fremmane en situation, statsministeren kunne fremstå resolut på.
Det mest bekymrende er, at da ghettolisten første gang kom frem i 2010, var den tilsyneladende også baseret på forældede tal, som en lektor sagde i Berlingske. Dengang hed statsministeren også Lars Løkke Rasmussen (V). Det er svært at forstå, hvordan det problem kan opstå igen.
Noblesse oblige, adel forpligter. I sin nytårstale leverede Dronningen et fremragende eksempel på, hvordan det kan indfries. Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme om statsministeren.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærds-politisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.