Der er næppe nogen, som har en dårligere presse end Satan eller Djævelen. I betragtning af, at han vanligvis betragtes som den inkarnerede ondskab, forekommer det også fuldt fortjent. Skal man beskrive et gennemført forfærdeligt menneske, kan han eller hun kaldes en satan, ligesom en grum hersker eller et kynisk magtmenneske kan omtales som mørkets fyrste.
Men hvem eller hvad er Satan egentlig? Det var spørgsmålet i en nylig genudsendt udgave af DR 2's ”5 skarpe om Satan”. Der er tale om skarpslebne bidder af koncentreret viden om religion og eksistentielle emner som eksempelvis om islam, om jødedommen, om kærlighed, om lidelse og om julen. Den tilstundende højtid taget i betragtning var det måske snarere juleprogrammet, som burde genudsendes, men det var nok alligevel ikke et djævelsk påfund, at ”5 skarpe om Satan” løb over skærmen onsdag formiddag.
Det var lektor i religionshistorie Annika Hvithamar, som delte ud af sin viden om Satan primært i det bibelske univers, men også i islam og buddhismen. Tendensen var, at Satan mere og mere blev en skikkelse i sin egen ret og fra at være underlagt Gud, blev Satan efterhånden til Guds ultimative modstander og modsætning. Det var på sin vis en udmærket gennemgang, men når religionshistorikere taler om religion, bliver religion let til et raritetskabinet, som betragtes med nysgerrig interesse uden eksistentiel brod. Den tilgang er selvfølgelig helt i orden, men den mangler alligevel noget. Nemlig spørgsmålet: Er der en sandhed i det her? Er der noget her, som kommer os ved som andet end psykologiske og kulturelle mærkværdigheder? Videnskaben må spørge til sin genstand, og sommetider sker det, at genstanden spørger tilbage, og måske er det der, man virkelig forstår, hvad der er på færde.
Er den religiøse tale om Satan bare mosgroede forestillinger, eller er der ondskab, som er større end os selv? Er der mørke magter, som kan få mennesker i deres vold, og som nok kan belyses af fornuften, men aldrig forklares til fulde? Man kan godt grine af Satan som karnevalsfigur og vittighedstegning. Det ondes magt, også blandt oplyste og moderne mennesker, er imidlertid ikke noget at grine af.
I ”5 skarpe om Satan” optrådte der noget så sjældent som en bekendende satanist. Mads Søndergaard troede nu ikke på Satan som et særligt og selvstændigt væsen, men ifølge satanisten var Satan ”et perfekt symbol på de mennesker, vi forsøger at være, det vil sige den frie, den oprørske og den selvstændige”. Det lød næsten, som om Satan var en gammel 68'er.
Men Satan er først og fremmest en forvrænger af det gode, og hvis vores menneskeværd kommer til at hænge på vores frihed og selvstændighed, er det virkelig noget djævelskab. Da bliver et liv, hvor man grundet svær sygdom og handicap er afhængig af andres hjælp, til en meningsløs og umenneskelig affære. Livslede er forudsætningen for aktiv dødshjælp, og livslede er Den Onde altid behjælpelig med at sprede.
Jesper Bacher er sognepræst.