Er Skt. Kjeld kun en katolsk helgen?

Hvorfor ikke lige besinde sig lidt på, hvem Skt. Kjeld var,? skriver Henrik Ertner Rasmussen

Stakkels pilgrimme, der tager til Viborg. Nu synes pilgrimspræsten dér ikke, at de skal fejre Skt. Kjeld, fordi han er katolsk. Katolsk betyder, så vidt jeg ved, det, som alle troende overalt er enige om.

Jeg har aldrig hørt, at Danmarks kirke var andet end katolsk før 1536, og hvis blot den gamle Skt. Kjelds Kirke havde stået endnu og havde beholdt navnet, havde der nok ikke været noget problem. Mange bykirker i Danmark hedder stadig Skt. Nikolaj Kirke ligesom før Reformationen, og der er vel næppe nogen, der føler, at de får gjort vold på deres lutherdom af at gå i kirke der.

Med pilgrimsvandringer finder kristne i dag gammelt arvegods frem, så hvorfor ikke også lige besinde sig lidt på, hvem Skt. Kjeld var, og hvorfor man ville opkalde en kirke i Viborg efter ham? Luther var vist heller ikke mere luthersk, end at han syntes, at det var godt og rigtigt at ære helgener som gode forbilleder for ret kristen livsførelse.

Det skal så indrømmes, at man som katolik må glæde sig over, at lutherske trossøskende opdager, at de kan finde åndelig næring og velsignelse ved at beskæftige sig med helgenerne og deres liv. Derved opdager de heldigvis også, at kirken ikke begyndte i 1536, men at den faktisk går tilbage til Jesus og apostlene, og måske finder de også ud af, at den ret tidligt begyndte at henvise til særligt udvalgte mænd og kvinder som gode forbilleder - fuldt ud i overensstemmelse med Bibelen.

Henrik Ertner Rasmussen er generalsekretær i Dansk Europamission