Kan det virkelig være rigtigt, at ingen tænker på børnene? Det spørgsmål har vi i Danner måttet stille os selv mange gange de senere år.
Vi oplever gang på gang, at det langtfra er barnets tarv, der er i myndighedernes fokus, når en voldsudsat kvinde flytter ind på Danners krisecenter med sine børn, og en sag i statsforvaltningen samtidig begynder, fordi kvinden vil skilles fra sin voldsudøvende mand. Som udgangspunkt står begge forældre lige i forhold til forældremyndighed og samvær med børnene i sådan en sag. Rimeligheden i det vender vi tilbage til.
Helt aktuelt fortalte Radio24syv den 27. januar, at antallet af skilsmissesager, hvor forældrene er uenige om samværet med børnene, er steget med knap 50 procent siden 2007. I netop 2007 så en ny forældreansvarslov dagens lys. Den sympatiske mening med den nye lov var at sætte barnets bedste i fokus. Desværre er målet ikke nået. Det viser både førnævnte tal og de konflikter om samvær, vi møder i Danner.
LÆS OGSÅ: Sareen: Alle parter taber ved en skilsmisse
Vi mener ikke, at det er til barnets bedste at stå midt i mors og fars konflikt, som optrappes så voldsomt, at den til sidst ender i Fogedretten. Dette sker, fordi forældreansvarsloven lader det være op til forældrene selv at blive enige om en løsning om samvær.
Det kan alle forældre ikke. Slet ikke, hvis vold har været en del af hverdagen i en familie, og den oven i købet fortsætter i form af chikane, trusler og psykisk vold efter en skilsmisse. Det rationale kan de fleste komme frem til. Men når statsforvaltningen søger kompromiset mellem forældrene, oplever vi ofte, at det overskygger hensynet til barnet.
Man fokuserer i ligestillingens navn på forældrenes ret til samvær med barnet. Også i de tilfælde, hvor barnet er voldsudsat. Og er det til barnets bedste at blive tvunget til samvær med en voldelig forælder? Det mener vi ikke i Danner. Problemet ligger ikke kun i forældreansvarslovens afsæt i, at selv forældre, som ikke kan tale sammen eller samarbejde, skal have fælles forældremyndighed og selv finde en løsning om samvær.
Det stiller også voldsudsatte kvinder og børn i en sårbar position, at hverken statsforvaltning eller fogedret er fagligt gearet til at tage stilling i samværssager, hvor vold er en faktor.
Derfor er det absolut nødvendigt, at begge instanser indhenter kvalificeret viden om vold og dens konsekvenser. En sag kan køre i mange år i statsforvaltningen, efter der er truffet afgørelse, hvorefter den til sidst kan ende i Fogedretten. Imens tvinger systemet børn til samvær med en voldelig forælder. Derfor spørger vi i Danner: Hvem tænker på børnene?
Susanne Philipson er direktør i Danner, og Helle Walsted er leder af Danners rådgivning og krisecenter