Ingen kunne være upåvirket af den massive folkelige opbakning ved prins Henriks død og bisættelse, og ikke mindst da tusindvis af mennesker defilerede forbi hans kiste i Christiansborg Slotskirke i dagene op til bisættelsen. Her var der virkelig tale om, at en sammenhængskraft viste sig, langt hinsides tom politisk retorik, hvor det mere er ord end virkelighed.
Måske er det en del af vor nationalkarakter, at vi rykker sammen og bliver fælles i sørgelige som i glædelige stunder. Men i øvrigt gælder det nok alle folk og nationer.
Egentlig har begrebet nationalkarakter heller aldrig sagt mig noget, men elementer af en sådan eksisterer nok alligevel, på godt som netop oplevet, men også negativt, som man også kunne erfare netop i forholdet til prins Henrik gennem mere end 50 år. Det var ikke kun Se og Hør og Ekstra Bladet, der havde travlt med at kritisere eller gøre sig munter over Prinsens sprog, og hvad han i øvrigt sagde og gjorde i levende live. Det var også mand og mand imellem, og værst i den folkelige sladder, at han ikke så sjældent blev vejet og fundet for let. For han var for udansk, en fremmed. Var han overhovedet dansk? Måske mere fransk?
Måske ikke helt tilfældigt blev der fisket i rørte vande, da TV 2 konstaterede, at en række somaliske kvinder i Vollsmose ikke havde noget arbejde, aldrig havde haft det og hverken kunne forstå eller tale dansk. Martin Henriksen og Dansk Folkeparti var straks på pletten. På Facebook kunne man stemme, om de somaliske kvinder i Danmark var en berigelse eller byrde. Resultatet var vist givet på forhånd. Som det er set tidligere i historien, kan en hel etnisk gruppe blive stemplet.
Ganske vist forsikrede Henriksen i TV 2 News, at han selvfølgelig aldrig ville stille et sådant spørgsmål om den jødiske befolkningsgruppe, fordi de var jo i den grad blevet danskere.
Mon han også have sagt det, hvis han havde levet i 1930’erne? Da var der mange danskere, der anså jøderne som et fremmedelement i Danmark, og en dansk avis tog ganske vist afstand fra, hvad der var hændt i Krystalnatten i 1938, men – sagde den – man skulle ikke glemme, at jøderne selv bar noget af skylden for forfølgelser, fordi de insisterede på at være anderledes, end hvad folket ellers var. Også dengang kunne der argumenteres for en lovgivning, der udgrænsede en bestemt befolkningsgruppe fra fællesskabet, og ofte dem, der havde det sværest.
Og denne udgrænsningsideologi er blevet lyst i køn og kuld helt ind på Christiansborg, uanfægtet, med gentagne negative historier fra parallelsamfundene. Ingen modfortællinger. Eller sådanne drukner i larmen af negativitet.
Nu kunne man tage disse udgrænsningsholdninger let, hvis ikke de i dag – på linje med 1930’erne – anfægtede den afgørende grundpille i det danske demokrati, nemlig retssikkerhed og lighed for loven.
Men når det i skrivende stund tyder på, at man i ghettoområder skal kunne fordoble straffe i forhold til, hvad der ellers gælder i det øvrige samfund, så er det netop denne retssikkerhedens og lighedens uopgivelighed, man er i færd med at forlade.
Som man var det i retsopgørets tid efter Besættelsen. Hvor udgrænsningen af dem, der blot var trådt lidt ved siden af majoriteten og folkeviljen, gik grassat. Det fik Hal Koch til at udbryde: ”Plager Fanden jer, alle I pæne, anstændige økonomisk velhavende Mennesker?”. Det er forunderligt at tænke på, at det er mere end 70 år siden, han sagde det.
Jes Fabricius Møller viger ikke tilbage for i sin biografi om Koch at kalde holdningen heroisk ”på et tidspunkt, da folkestemningen havde taget en helt anden retning, og chancen for at vinde gehør var lille”. Det kunne udmærket handle om i dag.
Jeg ved meget vel, at historien ikke gentager sig, og at det er mange år siden, Hal Koch døde. Vi kunne ellers godt bruge ham og lytte til ham, også i dag. Udgrænsningsideologien er nemlig også karakteriseret ved en manglende lydhørhed, eller at andre holdninger mødes med en forunderlig argumentresistens. Ængsteligheden bliver altdominerende, og derfor skal de, der gør mennesker ængstelige, udgrænses – og helst udvises. Fornuftige jurister og andre med indsigt i, hvad et retssamfund er, taler igen og igen for døve øren.
I Tvind- og rockerlovens dage kom man dog efterhånden til fornuft, også på Christiansborg. Men det er så vist også længe siden, og Fanden er ikke blevet bragt til tavshed. Han har nok også folkestemningen på sin side.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.