LIGE SÅ UVIST det er, hvornår den egyptiske præsident, Hosni Mubarak, har i sinde at trække sig fra magten, lige så sikkert er det, at islam kommer til at spille en afgørende rolle i et nyt demokratisk Egypten.
En meningsmåling netop foretaget af Pew Research Center viser, at hele 95 procent af den egyptiske befolkning mener, at islam skal spille en rolle i landets fremtidige politik. Men hvordan kommer islam og demokrati til at fungere sammen? Det er for tidligt at svare på.
Indtil videre er Det Muslimske Broderskab, der har været forbudt i Egypten siden 1954, nu officielt blevet inviteret med til forhandlinger om et nyt demokrati. Nogle mener, at det er et skridt i den rigtige retning, andre, at det er en gal kurs. Vil det Det Muslimske Broderskab følge demokratiets spilleregler, eller vil de bruge demokratiet til at gennemføre en islamistisk revolution på samme måde, som det var tilfældet i Iran i 1979?
Det er der delte meninger om. Men det er værd at huske på, at det er gennem demokratiske valg, islamistiske partier som Hamas, Hizbollah og det tyrkiske AKP er kommet til magten, og at det er religiøse verdensbilleder, der styrer deres politiske kurs.
Forleden dumpede en ny bog ned i min postkasse med titlen "Rushing Ahead to Armageddon" (I fuld fart frem mod Harmagedon). Den har vundet prisen Christian Choice Book Award 2010 og udfordrer læseren ved at forstå politiske konflikter ud fra bibelske profetier.
Selvom man skal passe gevaldigt på med at fortolke bibelske profetier helt konkret i forhold til personer, tidsaldre og steder, er bogens styrke alligevel, at den tør påstå, at hvad der foregår i verden i dag, mere er en åndelig end en politisk kamp. På det punkt rammer bogen plet, eftersom det er helt åbenlyst, at udviklingen i Mellemøsten mere og mere går i retning af, at det er religion, der styrer politik, og ikke omvendt.
Christopher Jones, bogens forfatter, argumenterer for, at konflikten i Mellemøsten vil munde ud i Harmagedon, altså et apokalyptisk slag, som vil blive udkæmpet om Israel.
Tesen, som bygger på, hvad Jones har læst i profeten Ezekiels bog (kapitel 38 og 39), og hvad han dagligt ser i nyhedsudsendelser, går på, at Iran vil lede en koalition af islamiske lande i et atomangreb på Israel. Det vil ifølge Jones udløse Harmagedon, det sidste store slag, som er nævnt i Johannes? Åbenbaring.
FOR AT UNDERBYGGE sin tese peger Jones på, at siden den islamiske revolution i 1979 har Iran og Israel været fjender. Den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har ved flere lejligheder opfordret til at udslette Israel og givet støtte til Hamas og Hizbollah, der har som erklæret mål at fjerne Israel som jødisk stat.
Dertil kommer, at den iranske præsident også er holocaustbenægter. Men det er ikke så meget Ahmadinejads antisemitisme som hans apokalyptisme, der efter Jones? overbevisning har fået ham til at udvikle atomvåben, som kan bruges imod Israel.
Ifølge Jones er Ahmadinejad nemlig en apokalyptisk præsident, som tilhører en meget from gren af shiaislam, der ikke bare tror på den snarlige tilbagekomst af den tolvte imam, også kaldet Mahdi, men også vil fremskynde den. I Ahmadinejads første tale til FN i september 2005 afsluttede han sin tale med at bede Gud om at fremskynde imamens tilbagekomst.
Jones hævder derfor, at det er Ahmadinejads guddommelige politiske mission at få den tolvte imams genkomst til at ske, for når denne imam kommer, vil verden blive fyldt med fred og retfærdighed. Denne tro er ifølge Jones kernen i Ahmadinejads politiske filosofi.
Det har apokalyptiske perspektiver, skriver Jones videre, for Ahmadinejad er sammen med den messianske bevægelse Hojjatieh Society, som han tilhører, af den overbevisning, at man kun kan fremskynde den tolvte imams genkomst ved at skabe totalt kaos på jorden.
JONES KONKLUDERER derfor, at det slet ikke er utænkeligt, at den iranske præsident sammen med en række andre islamistiske styrer vil orkestrere et gigantisk sammenstød med Israel og Vesten for at give næring til en islamisk revolution og for at fremskynde den tolvte imams komme.
Så vidt, så godt angående Christopher Jones. Som sagt skal man passe på med at tolke Bibelen så direkte i forhold til konkrete personer og begivenheder, men interessant nok er Israel noget nær den eneste nation, der ikke er udelt begejstret over udsigten til et demokrati i Egypten med Det Muslimske Broderskab ved magten.
Man frygter lige præcis en alliance med Iran. Dog er der ét lyspunkt i al denne dommedagssnak. Bibelen forudsiger en "happy end". Et nyt Jerusalem. Og det er jo netop, hvad al politik i Mellemøsten i dag dybest set drejer sig om.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen