Prøv avisen
Debatinterview

Er vi for meget sammen med vores børn?

En undersøgelse fra de to forskere Judith Treas og Giulia M. Dotti Sani, offentliggjort for nylig i det britiske nyhedsmagasin The Economist, viser, at der i en række udvalgte, vestlige lande er sket en fordobling i den tid, forældre bruger på at passe deres børn mellem 1965 og 2012, og her ligger Danmark i spidsen. Foto: Nima Stock/ritzau - modelfoto

Selvom karrieren fylder mere og mere, viser undersøgelser, at vi aldrig har brugt mere tid sammen med vores børn. Faktisk sætter Danmark rekorder i forhold til andre lande. Men hvorfor er vi så meget sammen med vores børn, og risikerer vi at skabe en generation af uselvstændige unge?

BEGREBET ”CURLINGBØRN” er de fleste danskere nok bekendt med. Det dækker over en generation af børn, der bliver overbeskyttet af deres forældre og ikke får lov at klare tingene på egen hånd.

Det britiske nyhedsmagasin The Economist har netop sat fokus på en international undersøgelse af de to forskere italienske Giulia M. Dotti Sani og amerikanske Judith Treas, som viser, at Danmark ud af en række rige, vestlige lande i perioden 1965-2012 i særklasse har oplevet den største stigning i den tid, forældre samlet set bruger på børnepasning. Men bidrager det massive samvær til at skabe curlingbørn, eller munder det omvendt ud i en generation af ansvarlige og empatiske mennesker?

Det kommer helt an på, hvordan tiden sammen bruges, fortæller Per Schultz Jørgensen, familie- og børneforsker, forfatter til flere bøger om familie- og børneliv og tidligere formand for Børnerådet. Som udgangspunkt er det kun positivt, at forældre tilbringer mere tid sammen med deres børn, mener han.

”Mit budskab er, at hygge er ikke nok. Det er heller ikke nok bare at være sammen. Men hvad er så nok? Jo, det er for mig et fællesskab, hvor børn er inddraget og yder noget, bidrager til noget, hvor de har pligter og opgaver. De normer skal man udvikle sammen, for det giver børn en plads i et fællesskab og udvikler samtidig deres fornemmelse af, at de har betydning. Det er denne dannelsesproces i familien, der er afgørende for, at det bliver et kvalificeret fællesskab. Det kan godt være, hygge-fællesskabet ofte er højt på dagsorden, men det er for mig ikke nok,” siger Per Schultz Jørgensen og tilføjer:

”Men jeg tror ikke, at vi kan bruge for meget tid sammen med vores børn.”

Det kan dog gå begge veje, mener Sofie Münster, forfatter til flere bøger om børneopdragelse og indehaver af netmagasinet Nordic Parenting.

”Tiden sammen med forældre er den absolut vigtigste forudsætning for, at vi kan give vores værdier videre til vores børn. Vi har muligheden for at præge og påvirke dem og stille krav til dem, hvis vi vil opnå denne her anticurling, men det er samtidig en tid, hvor vi kan fratage dem de værdier, vi synes er væsentlige. Det er en dynamik, der virker begge veje, når vi bruger så meget tid med vores børn,” siger hun.

Men måske går udviklingen i den positive retning. For mens frygten hos Per Schultz Jørgensen går på, at samværet kan ende med, at både børn og voksne sidder med hovedet begravet i elektroniske remedier i en parallel stilhed, er der kommet en holdning til, ”at vi inddrager børn, at vi snakker med dem”, forklarer han. Der er skabt et familiemønster, hvor kvalitetstid bliver prioriteret højt i vores hverdag, og hvor børnene – ud over at bruge tid i hjemmet – også kommer med uden for huset.

”Det tog fart i 1960’erne, det store revolutionære årti i samfundet, hvor vi afskaffede det autoritære samfund, og det blev langt mere demokratisk. Det var årtiet med det sociale og kulturelle opbrud, og hvor vi skulle redefinere os selv og vores forhold børn og voksne imellem. Det gav børnene en stemme. De har i dag fået en mulighed for at blande sig i, hvad familien foretager sig af indkøb og dagligdagsbeslutninger,” siger han.

Men selvom børn i dag også bliver involveret i hverdagsaktiviteter som indkøb, lyder opfordringen fra Sofie Münster på at stoppe op og tænke sig grundigt om:

”For hvad bliver tiden brugt på? Hvis vi jager hen til supermarkedet, kan det godt være, vi er der sammen med vores børn, men føler vi, at vi rent faktisk får den slags tid med vores børn, vi gerne vil have?”, siger hun.

Det er en interessant udvikling, mener begge iagttagere. For i en travl hverdag bruger vi mere tid på karrieren. Stress er velkendt for mange, og ifølge logikken må samværet børn og forældre imellem lide skade deraf, men det gør det tilsyneladende ikke.

”Det er paradoksalt,” siger Per Schultz Jørgensen.

Spørgsmålet er derfor, om det i virkeligheden er den dårlige samvittighed over vores karriere og travle dagligdag, der får os til at være mere sammen med vores børn. Vi kompenserer i hvert fald for vores lange arbejdsdage ved at tilbringe endnu mere tid med dem, mener Sofie Münster.

”Mange kan nok genkende en form for skyldfølelse over, at vi ikke er nok til stede, og netop den skyldfølelse forsøger vi at kompensere for. Hvor vi siger: ’Det kan godt være, jeg har haft en lang dag, men nu sætter jeg mig ned og er sammen med mit barn,’” siger Sofie Münster.