Er vi på vej mod en fascistisk tidsalder?

Efter Giorgia Meloni vandt det italienske valg, diskuteres det i internationale medier, om fascismen er på vej tilbage

Italienske Giorgia Melonis valgsejr er stadig genstand for heftig debat i de internationale medier.
Italienske Giorgia Melonis valgsejr er stadig genstand for heftig debat i de internationale medier. Foto: Flavio Lo Scalzo/Reuters/Ritzau Scanpix.

I denne måned er det præcis 100 år siden, Benito Mussolini satte gang i den berømte March mod Rom, der markerede begyndelsen på det fascistiske regime i Italien. I sidste uge vandt Giorgia Meloni og hendes højrefløjsparti Italiens Brødre valget i Italien.

Melonis og partiets fascistiske rødder er stadig genstand for heftig debat i de internationale medier. For betyder Melonis valgsejr, at fascismen er vendt tilbage – både i Italien, men også i Europa? Er vi på vej mod en autoritær tidsalder, som man så det i mellemkrigstiden? Er historien ved at gentage sig?

Debatten præger naturligvis de italienske medier: ”Efter Giorgia Melonis sejr vil fascismen i Europa vokse: Marine Le Pen vil stråle i solen som Meloni, Polen vil føle sig stærkere, og Ungarn vil have en god allieret i Bruxelles,” siger Edith Bruck, forfatter og holocaust-overlever i et interview med La Stampa.

”Fascismen har ligget i dvale. Den er blevet tæmmet, men den er aldrig rykket op med rode: Den har beholdt sine rødder, som er meget dybe, og nu har den også lange grene,” siger Edith Bruck.

Filosoffen Michael Walzer siger i et interview til La Repubblica, at han ser en konkret fare for en spredning af antisemitisme: ”Jøder er blandt de professionelle, uddannede mennesker og bliver lette mål, når man går til et generelt angreb på eliten.”

Flere israelske medier deler bekymringen, selv om Meloni har erklæret sig som forsvarer af staten Israel. Italien er faldet ”i hænderne på neo-fascister”, skriver det israelske venstreorienterede dagblad Haaretz.

Italienske biografer viser i disse dage ”Hvor er Anne Frank” af den israelske filminstruktør, Ari Folman, der til La Stampa udtaler: ”Selv i mit land er det ekstreme højre på fremmarch. Indtil for få år siden handlede de mest modstridende diskussioner om oprettelsen af den palæstinensiske stat. I dag interesserer det emne ikke nogen. Højrefløjens bølge vil fortsætte med at vokse, indtil den på et tidspunkt ebber ud.”

Den italienske højrefløj har naturligvis et andet syn på sagen. Politikeren og den tidligere hemmelige agent Renato Farina skriver i Libero, at han ser Meloni som den nye Golda Meir, Israels første kvindelige premierminister. Han fremhæver blandt andet lighederne mellem Meirs og Melonis patriotisme, mod, samt fornemmelse for tilhørsforhold og fællesskab.

Rachele Mussolini, barnebarn af Benito Mussolini, og byrådsmedlem i Rom for Italiens Brødre, siger i et interview til Il Foglio:

”Med Meloni som regeringsleder vil den italienske højrefløj endelig være i stand til at ryste min bedstefars spøgelse af sig. Italiens Brødre er et centrumhøjre parti. Vi får ikke en ekstremistisk regering.”

Ikke så overraskende ser The Hungarian Conservative hele fascismedebatten som venstrefløjens forsøg på at delegitimere Meloni, men også implicit Ungarns premierminister Victor Orban og de europæiske suverænister:

”Meloni insisterer på at identificere sig som en nationalkonservativ, patriotisk, kristen politiker. Hun har givet udtryk for stærke natalistiske holdninger (at være pro reproduktion, red.) med kernefamilien i centrum, og er stærkt imod multikulturalisme og masseindvandring. Hendes partis ideologiske holdning ligner mest Ungarns regeringsparti Fidesz og Polens regeringsparti Lov og Retfærdighed, som begge er nationalistiske, centrum-højre folkepartier med enorm folkelig opbakning. Melonis parti bliver kaldt fascistisk på grund af partiets historie, der går tilbage til den Italienske Sociale Bevægelse (MSI) og Mussolini. Men det er ikke et bevis på, at en totalitær drejning er på vej i Italien. Følger man denne logik, så burde demokraterne i USA stadig betragtes som et parti, der er for slaveri. Partier kan ændre sig over tid.”

Fra den radikale venstrefløj sætter journalist Chris Hedges i Consortium News tingene i et ganske andet perspektiv:

”Som om fascismen nogensinde forsvandt. USA besejrede ikke fascismen i Anden Verdenskrig; diskret blev den gjort international."

"Nu har USA sin egen version af fascismen, der er legemliggjort i et republikansk parti, der på kultlignende vis smelter sammen med Donald Trump,” skriver Hedges, der mener, at de fascistiske bevægelser i Europa og USA  i øjeblikket bliver styrket af en grotesk social ulighed og faldende levestandard ligesom i 1930'erne.

"Den liberale klasses fallit betyder, at de, der fordømmer det tåbelige ved permanent krig og Nato-udvidelse, udbyttende handelsaftaler, udnyttelse af arbejdere, nedskæringer og neoliberalisme i stigende grad kommer fra den yderste højrefløj.”

Konklusionen er bekymrende:

”Dette højreorienterede raseri har allerede opnået store fremskridt i Ungarn, Polen, Sverige, Italien, Bulgarien og Frankrig og kan snart tage magten i Tjekkiet. Næste forår, efter en hård vinter med strømafbrydelser og familier, der kæmper for at betale for mad og varme, kan det, der er tilbage af vores blodfattige vestlige demokrati, stort set være udryddet.”

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.

Kiosken samler og kommenterer hver uge den internationale værdi- og religionsdebat.