Prøv avisen
Refleksion

Er vi som samfund ved at masseproducere social angst?

Illustration: Søren Mosdal.

Vores samfund har sendt vores børn til eksamen i den nye online- tilværelse uden at holde dem i hånden, og når de bevæger sig rundt i deres offline-tilværelse, er der slet ikke nogen tanke om at holde dem i hånden, men snarere om at give dem en psykologisk lussing, skriver sociolog Rasmus Willig

Flere får symptomer på social angst i disse år. Der er flere bud på den markante stigning, og der vil sikkert gå år, før vi får mere udførlig viden om, hvorfor flere føler, at de ikke slår til. Nogle gange skal man imidlertid ikke lede langt efter plausible forklaringer eller forskning, der kan forklare, hvad der er op og ned. For er det ikke bemærkelsesværdigt, at i takt med at vores børn er er trådt ind i en online-tilværelse, hvor de konstant er til eksamen, følger offline-tilværelsen ukritisk trop?

I stedet for at kompensere for, at vores børn bliver målt og vejet i den nye online-tilværelse, hvor likes, delinger og følgere hele tiden angiver, hvilke præstationer og talenter der tæller og giver status, har vi intensiveret de samme målinger i daginstitutionerne, folkeskolerne, ja, i alle vores institutioner, hvor der er børn.

Først tests i daginstitutionerne af deres grov- og finmotorik og af deres sprog. Senere i folkeskolen flere tests, og nu også såkaldt målstyret læring, der ikke kun presser dem mod flere mål, men også giver en oplevelse af konstant at blive evalueret. Online og offline-evalueringer. Er jeg liket? Er jeg ajour med min self-learning, self-monitoring og self- assessing? Er jeg god nok, eller fejler jeg og mit excel-selv i forhold til de mål, som jeg skal leve op til? Ja, spørgsmålet er, om vi overhovedet ved, hvad det vil sige at blive evalueret eller være til eksamen hele tiden.

De fleste voksne mennesker kan nok huske, hvordan det var at gå til eksamen. Svedige håndflader, tørhed i munden, hjertebanken, bekymring, nervøsitet og anspændthed. Måske lidt rysten, stakåndethed, svimmelhed og mavesmerter? Slå en hvilken som helst definition på social angst op – og se ligheden! Her kan umuligt være tale om et tilfældigt sammenfald.

Så i stedet for at vores børn bliver aflastet for en online-tilværelse, hvor de konstant er udsat for risiko for at miste status i andres øjne, intensiverer vores folkeskoler nu den målstyrede læring, der, hvis ikke eksplicit så i hvert fald implicit, lægger pres på børnene og øger risikoen for at miste status i andres og egne øjne.

Den forsimplede model for læringsmål kan imidlertid kun karakteriseres som succesfuld, når den opleves uden nogen form for tvang, og når risikoen for at fejle i andres øjne stort set ikke er til stede. Men er det tilfældet i dag, hvor elever såvel som lærere er blevet påduttet denne simple model for målstyret læring?

Det kan godt være, at den læringsstyrede model har kvaliteter for nogle, men som det gælder for alle perspektiver, der antager karakter af tvang og tangerer ideologi, kan det kun gå galt, for man glemmer, at jo flere mål der opstilles, jo mere vokser ikke kun sandsynligheden for succes, men også risikoen for at fejle. Hvad gør frygten for at fejle ved vores børn? Er det sundt at leve i noget, der i værste fald kan tangere en frygtbaseret pædagogik?

Hvad vil det sige at blive testet hele tiden? Hvad vil det sige at blive mødt med krav om læring, coaching, vejledning og forskellige feedbackformer?

Vores samfund har sendt vores børn til eksamen i den nye online- tilværelse uden at holde dem i hånden, og når de bevæger sig rundt i deres offline-tilværelse, er der slet ikke nogen tanke om at holde dem i hånden, men snarere om at give dem en psykologisk lussing. Vi giver dem ingen pauser, og måske er den målstyrede læringsmodel i princippet en effektiv model for, hvordan der kan produceres systematiske følelser af utilstrækkelighed, der leder til angst. Skal vores institutioner betegnes som liberale i betydningen frie, må de være befriet for enhver form for metodisk ideologi, for hvad der karakteriserer en ideologi, er erfaringen af ikke at kunne undslippe den. I sig selv angstfremkaldende.

Når det drejer sig om den målstyrede læringsmodel, der især har indtaget daginstitutioner og folkeskolen, er der al mulig grund til at forsøge at forstå, hvorfor alle er faldet på halen for en model, hvis utilsigtede konsekvenser er til at få øje på, hvis vi blot bruger vores sunde fornuft og indser, at vi naturligvis ikke kan opdrage vores børn efter en model, der tilsyneladende ignorerer sine egne sygelige skadevirkninger.

Arne Johan Vetlesen og Per Bjørn Foros har i deres fælles bog ”Angsten for opdragelse” skelnet mellem en autoritær opdragelse og en opdragelse, hvor der er autoriteter. I dag virker den målstyrede læring autoritær, og lærere og pædagoger har ringe muligheder for at være de autoriteter, der skal sætte de nødvendige grænser for en online- og offline-tilværelse.

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.