Ofte munder diskussioner om disse emner da også ud i den samme misforståelse, nemlig at der er tale om et enten-eller, hvor kun den ene af faktorerne reelt kan tillægges betydning.
Naturligvis har både det biologiske køn, som man er født med, og den opdragelse, man får, betydning for den kønsidentitet, man udvikler.
I flere artikler har Kristeligt Dagblad over sommeren imidlertid kunnet berette om tilløb til en ny kønspolitik i nogle svenske børnehaver. Her betragter man åbenbart biologien som så lidet betydningsfuld og den sociale konstruktion som så altafgørende, at man uden skade vil kunne opnå en radikal udviskning af kønsidentitet gennem omkonstruktion.
Naturligvis er der nogen, som vil føle sig fristet af en sådan tankegang, da denne politik ganske godt svarer til et udbredt, men aldeles urealistisk træk i kulturen, nemlig den individualistiske afvisning af, at noget overhovedet er givet: Intet må være givet, alt skal være valg. Personligt og foreløbigt.
Kristeligt Dagblad har imidlertid også kunnet fortælle noget, som viser, at flertallet af nutidens forældre næppe er indstillet på en radikal udviskning af kønsforskellen mellem deres piger og deres drenge. Avisen har nemlig kunnet opliste de 10 mest populære navne, der i 2010 blev givet til henholdsvis drenge og piger.
For pigerne var det Isabella, Ida, Anna, Emma, Mathilde, Caroline, Maja, Freja, Sofie og Laura. Og for drengene var det William, Noah, Lucas, Victor, Mikkel, Magnus, Frederik, Mathias, Oliver og Emil.
Man ser det straks: Alle pigenavnene ender på en vokal i 7 af de 10 tilfælde endda på et typisk hunkøns-a. Anderledes hos drengene, hvor alle navnene ender på en konsonant.
Man kan sagtens vælge at betragte denne konstatering af navnenes endelser som en sommerspøg i hundedagene, men man kan også se den som et af flere udtryk for forældrenes sunde reaktion på den megen hersen i samfundet for at få dem til at give deres børn en mere eller mindre kønsløs opdragelse. Mange forældre ønsker sig børn af begge køn, fordi de udmærket ved, at kønsforskellen øger familieglæden.
Naturligvis kan der let påvises både nutidige kulturer og tidligere perioder, hvor den sociale konstruktion har betydet en uetisk kvindeundertrykkelse.
Det er næppe en sådan undertrykkelse, nutidens forældre sigter på, når de giver deres børn typiske pigenavne og typiske drengenavne.
Forældrene er næppe heller indstillet på, at alting skal være, som det var engang. Men de har en realistisk forståelse af, at der er sider af kønsidentiteten, man ikke kan omstrukturere uden at gøre skade. På børnene og på samfundet.
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og folketingskandidat for De Konservative Tove Videbæk