Prøv avisen
Debat

Erasmus: Samarbejdets teologi og europæiske konsekvenser

Erasmus af Rotterdam er her portrætteret af den tyske maler Albrecht Dürer i 1526. – Foto af værket: Topfoto/ritzau. Foto: Personalities

Erasmus’ forudsigelse om, at doktrinære konflikter ville eskalere, holdt stik i flere omgange. Og han så langt ud i fremtiden, skriver Gorm Harste

I 1517 publicerede den store Erasmus af Rotterdam den lille bog ”Fredens klage”. To år før havde han udgivet bogen med den underfundige, men præcise titel ”Skøn er krigen kun for den uerfarne”. I 1516 udgav Erasmus ”Opdragelse til en kristen fyrste”, der argumenterede for, at enhver fyrste skulle orientere sig efter samarbejdets og diplomatiets krav. Det var et værk, der skulle vise sig at pege i stik modsat retning af den florentinske militærekspert Niccolò Machiavellis ”Fyrsten”, der var skrevet 1513, men først blev udgivet i 1532 til så stor en skræk i Europa, at man gennem over 200 år fik en såkaldt anti-machiavellistisk bevægelse.

Franskmanden Claude de Seyssel udgav allerede i 1515 ”Monarkiet i Frankrig”, der præcist aftegnede, hvad det var for en mere modereret fyrstemagt, der var ved at vokse frem. Ja, strømmen af banebrydende værker, der blev udgivet omkring 1517, var enorm.

Grundet den tyske tradition for at holde jubilæumsår for reformationerne, som var der kun tale om én reformation, hvert århundrede, fejrer man 1517 som Reformationens begyndelse. Sågar med dato på, den 31. oktober, den dag, Martin Luther ifølge fortællingerne skulle have forkyndt sine 95 teser. Erasmus’ gode ven, den engelske kansler Thomas More, udgav i 1517 også værket ”Utopia”, der mildest talt også har haft betydning. Tilmed begyndte man at erkende opdagelsen af Amerika, og at Jorden er en rund klode i solsystemet, som Kopernikus havde beskrevet. ”Verden” var blevet til, som erkendelse.

Der er gode grunde til i dag at gå 500 år tilbage. Hvis vi vil se fremtidens mulighedsbetingelser, må vi se tilbage. For at se, hvor meget et samfund kan forandres på 10 år, må vi gå 100 år tilbage. Vil vi se 50 år frem, for eksempel de 50 år, som dette forårs studenter har til deres pension, så må vi gå 500 år tilbage. Ligesom vi de foregående 30 år har oplevet en it-revolution, havde man i 1517 de foregående årtier fået trykpresse- revolutionen. Det er den væsentligste baggrund for, at man fik så mange værker omkring 1517. Ingen anvendte trykpressen så meget som først Erasmus (1466-1536) og siden Luther (1483-1546). Omkring 1525 var nær halvdelen af alle trykte bøger skrevet af de to.

Ret beset begyndte reformationerne med forslag til retlige reformer noget før. Den retlige form med nedskrevne tekster kunne føre til optryk af love, der kunne læses af meget bredere læserskarer, så form muliggjorde reform. ”Reformation” betød både ”restauration” og ”renovation”, altså en ny form, der også kan være en revival af en gammel form.

Erasmus flyttede konstant fra land til land og blev kendt som noget nær verdens lys og intellektuelle autoritet med sit omfattende kendskab til såvel samtiden som antikken. Han lavede den første præcise udgivelse af Bibelen renset for kummerligt latin og græsk. Den udkom i Basel i 1516, og det var den, Luther anvendte til sin oversættelse af Bibelen til tysk. Med trykpressen måtte man arbejde mere præcist med de klassiske værker, for nu steg læsertallet enormt. Flid og umage blev en prisværdig dyd.

Egentlig begyndte Erasmus’ reformation i 1501 med et værk (”Enchiridion militis christiani”), der kan siges at bære titlen ”En kristen stridsmands håndbog”. Her skelnede han mellem det indre menneske og det ydre menneske. Den indre sjælefred beror på viljens og samvittighedens fornuft, som må holde en distance i dømmekraften over for de ydre aktiviteter. Han konkluderede værket med at vise, hvordan dette skel muliggør civiliteten i at kunne nyde andre menneskers selskab samtidig med, at man er beskyttet fra dem. Fromhed muliggør tålmodighed og tolerance. Med Paulus’ berømte 2. Kor. 12, viste han, hvordan mennesker kan være sammen i fællesskab på kryds og tværs af forskelle i alder, køn, erhverv, sprog, ”italienere med tyskere, franskmænd med englændere, og englændere med skotter”. Samtidigt begyndte hans opgør med pavekirken med det ekstremt ironiske værk ”Tåbelighedens lovprisning”, som i 1511 fik ham på alles læber.

Erasmus kan siges at have formuleret en minimalteologi, som gav de enkelte mennesker store friheder. I modsætning hertil udformede Luther efterhånden en stadig mere omfattende næsten maksimal teologi. Den skulle erstatte den katolske kirkes omfattende greb om menneskelivet, det kollektive og det individuelle. Individets skyld, synd, nåde og velsignelse kunne blot stå til ansvar over for Gud. Det kristne menneskes frihed var friheden fra at være forpligtet ind i kollektive handlinger og gode gerninger.

Det lutherske nybrud bestod i udskillelsen af den konfessionskultur, som for eksempel ny ret skulle tolkes ind i som en monarkisk helhed. Imidlertid opstod paradokset, at magthaverne efter Luthers død kom i så voldsomme militære konflikter, at de blev nødt til at efterligne hinandens reformer i militær, organisation, ret og finans, for eksempel for at undgå oprør mod bekostelige skattereformer.

I alle tilfældene lå forskellene i, hvilke tolkninger trykpressen kunne føre til. Heller ikke den katolske kirke kunne eller ville fortsætte som hidtil. Kirken kunne stramme op om sin organisation, symboliseret ved nadveren som model for organiseringen af den kirkelige korpsånd.

Man kunne stramme op om doktrinerne ved at sikre centraliseringen i tolkningen af tekster – kirkelige, retlige og videnskabelige. Eller løsne grebet i en decentralisering, som calvinisterne foreslog. Franskmanden Jean Calvin (1509-1564) har ikke mindst i Nederlandene og i angelsaksiske lande været afgørende, men var helt lokalt faktisk stram i antrækket. Luther fastholdt de fælles procedurer: Der læses, sammen og fælles, men individuelt måtte man selv stå til ansvar. De tre tilgange stod stædigt på hver sit synspunkt.

Det teologiske problem lå i forkyndelsen, altså i, at tro skulle ses i kommunikationens sproglige fastholdelse, som blev stabiliseret af evangeliernes skriftlighed. Dermed opstod der uro om centraliseret eller decentraliseret organisering af det kristne samfund. For Erasmus måtte ethvert ræsonnement og enhver argumentation bero på gensidig respekt. Det samme gjaldt derfor forhandlinger og det diplomati, som lod sig udvikle transkonfessionelt i løbet af Trediveårskrigen med Hugo Grotius store værk ”Om krigens og fredens ret” fra 1625. Senere skulle Immanuel Kant, verdenshistoriens største filosof, give ham ret, såvel i religionsfilosofien som i fredsbestræbelserne, eksempelvis i værket ”Til den evige fred” fra 1795.

Erasmus’ forudsigelse om, at doktrinære konflikter ville eskalere, holdt stik i flere omgange. Og han så langt ud i fremtiden. Først bondekrigene i de tyske lande, siden borgerkrige mellem kejseren og protestantiske forbund. Det var blot begyndelsen. For samtidig med reformationerne foregik en militær revolution med skydevåben, fæstninger, krigsskibe og deraf følgende stærkt forhøjede skatter. Afladshandelen var faktisk en slags skat, som paven forsøgte at høste i forsøg på at knægte tyrkernes militære fremmarch på Balkan. Luther gjorde oprør mod den. Men sidenhen organiseredes militær langt mere voldsomt. Det var derfor, konflikterne om centralisering og decentralisering eskalerede med omfattende borgerkrige til følge. Alle parter efterlignede hinanden, og det helt store konfliktscenarie kom med Trediveårskrigen (1618-1648), men konflikterne fortsatte helt op til 1700- tallet. Det var organiseringen og finansieringen af de religiøse krige, der konstituerede de moderne stater i det westfalske system, der sidenhen har regeret verden.

Groft sagt blev læren om velfærdsstaternes fremvækst, at der blev specielt råd til velfærdsordninger i de lande, der slap for krig. Samtidig med, at krig førte til ekstreme behov for hjælp. På langt sigt blev realiteten, at velfærdsstaten lettest udvikledes efter Første Verdenskrig i de lande, der ikke våndede sig over dens enorme omkostninger. Det var Schweiz, Nederlandene og de skandinaviske lande.

Gorm Harste er dr.scient.pol., Aarhus Universitet.