Erdogan kalder Macron psykisk syg: Nu boykotter muslimske lande Frankrig

Efter en række voldsomme udfald mod Frankrigs præsident fra tyrkiske præsident Erdogan har protester mod Frankrig nu bredt sig til store dele af den muslimske verden. Den nye Muhammed-krise er kulminationen på Erdogans kulturoffensiv mod Vesten, lyder en vurdering

Titusinder af demonstranter bølgede i går gennem hovedstaden Dhaka i Bangladesh med en karikatur- tegning af Macron i spidsen. – Foto: Munir Uz Zaman/AFP/Ritzau Scanpix.
Titusinder af demonstranter bølgede i går gennem hovedstaden Dhaka i Bangladesh med en karikatur- tegning af Macron i spidsen. – Foto: Munir Uz Zaman/AFP/Ritzau Scanpix.

På blot få dage er det lykkedes Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at antænde et antifransk bål, som nu breder sig til store dele af Mellemøsten. Med sine voldsomme angreb på den franske præsident, Emmanuel Macron, har den tyrkiske præsident skudt en ny international Muhammed-krise i gang.

Frankrig har kaldt sin ambassadør i Tyrkiet hjem efter Erdogans udfald hen over weekenden, hvor han opfordrede Emmanuel Macron til ”at søge psykiatrisk behandling”.

Over hele verden svulmer nu protester mod den franske præsident i et hidtil uset omfang. Titusinder af demonstranter bølgede tirsdag gennem hovedstaden Dhaka i Bangladesh med en karikaturtegning af Macron i spidsen.

Franske flag er blevet brændt af i Libyen og Syrien, og på de sociale medier florerer opfordringerne til at boykotte franske varer. Fransk smøreost og syltetøj er blevet fjernet fra hylderne i flere supermarkeder i Qatar, skriver nyhedsbureaet AFP . Og i Kuwait siger Khaled al-Otaibi, næstformand for sammenslutningen af landets kooperativer, ligeledes til AFP, at alle franske varer er blevet fjernet.

I både Iran og Pakistan er den franske ambassadør blevet indkaldt til en reprimande i landenes udenrigsministerier. Også Saudi-Arabien, der ellers i første omgang havde overhørt appellerne til boykot fra den tyrkiske leder, har nu protesteret mod det, der opfattes som Frankrigs forhånelse af profeten Muhammed.

”Kongedømmet Saudi-Arabien afviser ethvert forsøg på at sammenkæde islam med terrorisme og fordømmer de fornærmende karikaturtegninger,” sagde en repræsentant for udenrigsministeriet i går ifølge tv-stationen al-Jazeera .

Og både Marokko og Jordan, der betragtes som moderate lande og Frankrigs allierede, har fordømt brugen af karikaturer af Muhammed.

”Vi må alle tage afstand fra handlinger, der nærer had, vold og terror, som vi fordømmer i alle dens former,” sagde den jordanske udenrigsminister, Ayman Safadi, på Twitter, mens den marokkanske udenrigsminister, Nasser Bourita, har erklæret, at ”friheden standser ved andres trosfrihed”.

Flere dagblade har genoptrykt det satiriske dagblad Charlie Hebdos karikaturtegninger efter terrordrabet på den 47-årige historielærer Samuel Paty, der havde benyttet de satiriske tegninger i en undervisningstime om ytringsfrihed.

Og det var netop Emmanuel Macrons ord ved mindehøjtideligheden for den dræbte lærer, som har udløst protesterne.

”Frankrig giver aldrig køb på ytringsfrihed,” sagde den franske præsident i sin tale til læreren.

Regeringerne, men også radikale islamiske partier i de pågældende lande, har fulgt i hælene på den tyrkiske præsidents opflammede angreb på den franske præsident weekenden over.

Erdogans kommunikationschef, Fahrettin Altun, har på Twitter sammenlignet muslimernes situation i Frankrig med jødernes i 1920’erne.

Krisen er kulminationen på måneders konfrontationer med Emmanuel Macron, der har været den mest offensive leder i Europa mod Erdogans aktivistiske udenrigspolitik i Libyen og Syrien, om gasressourcerne i Middelhavet og senest også i konflikten mellem Aserbajdsjan og Armenien.

Men denne nye Muhammed-krise er især kulminationen på Erdogans kulturoffensiv mod Vesten, som han indledte med et brag, da han i juli omdannede Hagia Sophia til moské, efter at den oprindeligt byzantinske katedral havde været museum i 80 år.

”Recep Tayyip Erdogan vil ses som islams stærke stemme mod Vesten og overtage rollen som lederen af den muslimske verden. Han spiller det neo-ottomanske kort på et tidspunkt, hvor en række muslimske lande slutter fred med Israel og kan opfattes som forrædere,” vurderer den franske internationale ekspert Dominique Moïsi i et interview i avisen 20 Minutes .

Mens de muslimske ledere følger Erdogan, har Emmanuel Macron fået udelt støtte i Europa, hvor stats- og regeringschefer fra Mark Rutte i Holland og Giuseppe Conti i Italien til de politiske ledere i Spanien og Grækenland har fordømt Erdogans udtalelser.

”Det er fuldstændigt uacceptable, injurierende udtalelser, især fordi de fremsættes efter det forfærdelige drab på en fransk historielærer begået af en fanatisk islamist,” sagde Angela Merkels talsmand, Steffen Seibert, ved et pressemøde i Berlin mandag.