enhver avislæser og ungdomsuddannelsesvejleder ved, at det er meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at få en passende stor andel af en ungdomsårgang til af egen drift at vælge at tage en erhvervsuddannelse.
Noget må der gøres, lyder det fra alle sider af det politiske spektrum, og allehånde fagforeningsrepræsentanter og arbejdsgiverstemmer er af samme opfattelse. Hermed åbnes der for en forskningsmæssig ladeport af dimensioner, for der er både brug for konkrete råd og langsigtede visionære løsninger.
Ikke mindst derfor har Styrelsen for undervisning og kvalitet allieret sig med Center for ungdomsforskning (CEFU) fra Aalborg Universitet, forskere fra UC Syd og konsulentfirmaet Pluss og i juni 2020 udgivet et 95 sider langt program om karakterdannelse i erhvervsuddannelserne. Bruttokatalog med redskabsskitser.
På forbilledlig vis har Børne- og Undervisningsministeriet udbedt sig myndighedsbetjening og fået den leveret af medspillende ungdomsforskere. Ministeriet og forskere går hånd i hånd i deres forsøg på at booste den kriseramte erhvervsuddannelsessektor med bløde og moderne tiltag.
Gymnasieskolen skal således ikke længere have monopol på at ”producere” refleksive identiteter, der lærer at begå sig på mange læringsarenaer, mens de (ud)danner sig. Forskerne ønsker, at erhvervsskoleeleverne ”får et sprog”, en højnet ”faglig selvbevidsthed”, en ”mestringsoplevelse” og i sidste ende en større ”fagstolthed”. De ønsker også, at erhvervsskolerne bliver langt mere attraktive for de unge. Faglærerne skal byde på ”autentisk”, virkeligheds- og praksisnær undervisning, lancere ”samtaleredskaber” og ”refleksionsværktøjer” og agere rollemodeller. De overophedede lærere skal også ”fungere som det forstyrrende element fra praksis”.
Det er tilsyneladende ikke længere tilstrækkeligt at tilegne sig og lære at mestre et håndværk på erhvervsskolen. De faglige læreprocesser og kvalifikationskrav skal suppleres af tre nye ”læringsarenaer”, der skal muliggøre og ægge til ”karakterdannelse i mødet med faglige fællesskaber”, ”karakterdannelse i praksis” samt ”karakterdannelse til fagperson”.
Karakterdannelse fremstår som et meget rummeligt begreb i programteksten. Det ”er noget, der udtrykkes i handling og har med viljen at gøre”, men også med tænkning. ”En persons karakter er en evalueret personlighed, hvilket afhænger af den kultur individet er en del af.” ”Karakter knytter sig bl.a. til handleevne, holdninger, adfærd, gemyt, tankesæt, personlighed, temperament, værdier, anskuelser, sociale og emotionelle færdigheder, ikke-kognitive færdigheder og bløde færdigheder.”
Karakterdannelse former sig som et helgarderingsbegreb, der bunker alverdens gode sager sammen i den gode sags tjeneste. Karakterdannelsen ”antages at være en afgørende ’kernekompetence’ blandt flere i fremtidens samfund og arbejdsmarked”, og ved hjælp af referencer til den positive psykologi beskrives 24 forskellige karakterstyrker og seks karakterdyder – rækkende fra visdom, mod og menneskelighed til retfærdighed, besindighed og transcendens. Sidstnævnte er ”det, som skaber forbindelser til en større sammenhæng og giver mening”, hvis læseren skulle være i tvivl.
Alt tyder på, at ministeriet og ungdomsforskerne – om end noget forsinket – tyder tegn og nyere vinde fra OECD. Dertil kommer referencer til og inspiration fra hjemlige og udenlandske forskere, der har talt til fordel for karakterdannelse (jævnfør psykolog og børneforsker Per Schultz Jørgensen), en udvidet opfattelse af uddannelse (forstået som: kvalifikation, socialisation og subjektivation, jævnfør uddannelsesfilosoffen Gert Biesta) og håndværksmæssig excellence (jævnfør sociologen Richard Sennetts begreb om craftsmanship).
I OECD-rapporten ”Four-Dimensional Education” (fra 2015, oversat til dansk i 2018) blev der lovet ”støtte til regeringer, der ønsker at gennemføre læreplansreformer, der opdaterer deres skolesystemer konceptuelt, organisatorisk og indholdsmæssigt i forhold til det 21. århundredes kompetencekrav”. Fremtidens ”tilpasningsdygtige og forandringsparate” elever skal mestre fire forskellige dimensioner og dermed tilegne sig kompetencer, der indbefatter viden, færdigheder, karakterdannelse og metalæring.
Karakteregenskaberne bør udvikles, så elevernes ”personlige kvaliteter, værdier og kapacitet til at træffe kloge valg både for sig selv og samfundet” styrkes, som professor Jens Rasmussen fra DPU skrev i forordet til den danske udgave.
Som universitetsansat forsker er det interessant at fundere over, hvordan først det hele menneske kom på arbejde med hud og hår for dernæst at blive sat i system i uddannelsessystemet med hele karakterdannelsespaletten. Arbejdet er blevet individualiseret og arbejdskraften personliggjort. Nu skal det selvsamme ske på erhvervsskolerne. Dertil kommer, at de strategiske OECD-anbefalinger om at satse på en kobling af karakterdannelse og metalæring meget vel kan blive indført i universitetsregi.
Umiddelbart ligner karakterdannelsesprogrammet en velmenende videnspolitisk intervention. Men der kan forudses store problemer, hvis det bliver implementeret som et nyt styringsparadigme først i erhvervsskole- og siden i universitetsregi.
For det første er det meget vanskeligt at formalisere, dokumentere og måle det principielt ikke-formalisérbare og ikke-eftertjekkelige.
For det andet bør det diskuteres, om det overhovedet er ønskeligt at overeksponere og synliggøre personlighedstræk inden for uddannelsessystemet.
Spørgsmålet er også, om kompensationen for erhvervsskoleformens årelange meningstab og ringe attraktionsværdi for majoriteten af de unge partout skal ske ved ikke blot at tale ”bløde færdigheder” frem, men også at afkræve dem på kommando. Skal man for eksempel have karakter for karakterdannelsen?
”Læringsarena”-udvidelserne betyder, at eleven skal mobilisere en vilje til at gå et gear op i strategisk-selvfordoblende snakke-retorik. Design din personaliserede platform for dit Ich A/G, som tyskerne kalder det. Snart er det slut med at være østersagtig tavs og ”bare” udføre sin håndværksmæssige kunnen.
Vildt paradoksalt og tankevækkende er det i øvrigt, at den langstrakte covid-19-undtagelsestilstand har fået unge og ”unge voksne” til at søge til erhvervsuddannelserne i hobetal, da mange ufaglærte jobs er eroderet bort. Måske er erhvervsuddannelsernes popularitet i bund og grund en konjunkturafhængig størrelse?
Men sandelig siger jeg jer: Ministeriet og ungdomsforskere har hede og våde drømme om, at erhvervsuddannelserne transformeres til endogene kraftcentre for karakterdannelse, ikke-kognitive og bløde færdigheder og frem for alt – mening. Andre aktører og visionære tænkere med faible for at lytte til råd fra de store spillere i OECD står parat i kulissen med lignende projekter for universiteterne. Der er ingen tvivl om, at erhvervsskolerne – betragtet køligt, analytisk og fra sidelinjen – byder sig til som en både praktisk og sønderskudt prøveklud for store forandringer.
Steen Nepper Larsen er lektor i uddannelsesvidenskab, forskningsenheden i Samtidsdiagnostik ved DPU, Aarhus Universitet.