Prøv avisen
Debat

Erindringskultur som voldsapologi: Om historiske monumenter i Sydstaterne

Voldsomme begivenheder i Charlottesville i Virginia i USA tidligere på måneden havde baggrund i bystyrets beslutning om at fjerne denne statue af sydstatshærens øverstkommanderende, Robert E. Lee, som kæmpede for slaveriets fortsættelse og udbredelse. – Foto: Steve Helber/AP/ritzau

De aktuelle forsøg på at gøre op med slaveriet og racismen i USA handler ikke ”om nutidens idealer og moralske forestillinger”. Der er tale om en kamp, som har en lang historie i USA, og om idealer, som har eksisteret fra USA blev en selvstændig nation, skriver Steven L.B. Jensen

CHRISTIAN EGANDER Skovs indlæg i Kristeligt Dagblad den 22. august ”Erindringskultur: Et forsvar for Sydstaternes monumenter” rejser en vigtig problemstilling i kølvandet på de voldsomme begivenheder i Charlottesville, Virginia. Han spørger ”hvordan et moderne pluralistisk samfund skal forholde sig til en dybt problematisk, men dog uomgængelig fortid”. Det er en debat værd. Christian Egander Skov ønsker at levere et nuanceret syn på emnet, men ender med et stærkt tendentiøst indlæg, som forvansker både den aktuelle debat og USA’s historie.

Begivenhederne i Charlottesville havde sit udgangspunkt i bystyrets beslutning om at fjerne en statue af sydstatshærens øverstkommanderende, Robert E. Lee, som kæmpede for slaveriets fortsættelse og udbredelse. Skov påstår, at de nylige tiltag med at fjerne monumenter i Sydstaterne skulle være ”et forsøg på at lægge glemslens kappe over staternes fortid”.

Et af historiefagets hyppigt anvendte citater stammer fra sydstatsforfatteren William Faulkner og lyder: ”Historien er ikke ovre. Den er ikke engang fortid endnu.” Mange steder i Sydstaterne lever folk med en akut bevidsthed om fortidens synder. Det er blevet anbefalet, at der skulle laves et museum over slaveriet i USA. Et museum handler netop ikke om at glemme Sydstaternes fortid, men om at præsentere dens grumme sandhed på en faglig forsvarlig måde. Desuden udkommer der i disse år mange fremragende bøger fra historikere, som går i dybden med disse staters fortid. Forestillingen om at denne fortid er på vej i glemmebogen i USA er taget ud af den blå luft.

Skov skriver så, at ”i 2015 måtte det sydstatsflag, der vajede ved South Carolinas kapitol, lade livet efter en kort, men intens debat, der afslørede, at fronterne i diskussionen om Sydstaternes traditionelle symboler var under forandring (...). Forløbet understregede, hvor nemt det er for kritikere retorisk at knytte historiske sydstatssymboler til aktuelle racistiske overgreb, selv hvor der ikke er nogen umiddelbar årsagssammenhæng”. Læseren kan nemt få indtrykket, at det var en forhastet beslutning, selvom debatten om flaget havde stået på i en længere årrække. Skov undlader belejligt at oplyse, at flaget blev taget ned i kølvandet på den hvide ekstremist Dylann Roofs massemord på ni afroamerikanere i en kirke i Charleston, South Carolina. Roof var gået ind i kirken under en prayer session og havde henrettet kirkegængerne i koldt blod i et entydigt racistisk angreb.

Begivenheden chokerede nationen og rettede fokus mod det symbol for hvid overlegenhed, som vajede over South Carolina State House. Det flag var første gang hejst der i 1961 for at mindes Borgerkrigen, men også som et samtidigt statement om hvidt overherredømme i en periode, hvor borgerrettighedsbevægelsen og opgøret med raceadskillelsen fik momentum. Det var et racistisk symbol fra start af. Det krævede et massemord i en kirke, før politikerne kunne se problemet. Flagets politiske legitimering af racismen var blevet for åbenlys. Skov fortsætter med at forholde sine læsere relevant information, når han skriver: ”Tidligere i år var turen kommet til en række mindesmærker i New Orleans, herunder en anden statue af Robert E. Lee (...). Og senest valgte Baltimore i nattens mulm og mørke at fjerne fire monumenter med relation til Borgerkrigen. Her skulle det angiveligt være af sikkerhedsmæssige årsager.”

Nedtagningen af mindesmærkerne i New Orleans blev fulgt op af en blændende tale af byens borgmester, Mitch Landrieu, hvor han præcist artikulerede, hvorfor de statuer ikke hørte hjemme i en by som New Orleans, og hvorfor byens borgere og USA som nation fortjente bedre. Erindringskultur er nemlig ikke en endimensionel ting, der er modfortællinger, som kan være mere legitime, fordi de faktisk vedgår sig principper om retsstaten, demokrati, forfatningens rettigheder og værdier. At relativere fjernelsen af monumenterne i Baltimore med at de skulle være fjernet i ”nattens mulm og mørke (...) angiveligt (...) af sikkerhedsmæssige årsager” er apologetisk over for voldstruslen.

Det er velkendt, at der har været dødstrusler mod de firmaer, som de respektive bystyrer har hyret til at fjerne monumenter. I New Orleans måtte man fjerne enhver indikation, som kunne identificere transportmidlernes ophav for at beskytte sig mod den vold, som jo kom til fuld udfoldelse i Charlottesville. Bystyret i Baltimore gjorde det eneste ansvarlige ved at tage sikkerhedstruslen alvorligt og beskytte deres ansatte. Forfatterens mistænkeliggørende retorik er upassende. Det bliver dog værre og ender med, hvad der vel bedst kan betegnes som historieforvanskning, når Skov forklarer: ”For nedtagningen af monumenterne kan også opfattes som et udslag om en ideologisk historiehygiejne, hvor man med udgangspunkt i nutidens idealer og moralske forestillinger vil udgrænse en fortid, der ikke formåede at honorere vores krav til den.”

De aktuelle forsøg på at gøre op med slaveriet og racismen i USA handler altså ikke ”om nutidens idealer og moralske forestillinger”. Der er tale om en kamp, som har en lang historie i USA, og om idealer, som har eksisteret fra USA blev en selvstændig nation. Der var folk på tværs af Sydstaterne som kæmpede mod slaveriet – især afroamerikanere. Der var folk, som efter Borgerkrigen forsøgte at udvikle en ny politisk kultur, hvor sorte kunne opnå politisk repræsentation i valgte forsamlinger sammen med hvide.

Det blev smadret fra 1870’erne i et volds- og terrorregimente, hvor massemord var udbredt og sydsstatsracismen genvandt kontrollen og blev til Jim Crow. Der var folk, som herfra frem til 1960’erne kæmpede mod racismen eller var modstandere af dem. Rosa Parks og Martin Luther King er blandt de kendteste af de millioner af mennesker, som var imod racismen. Skulle modstanden mod racismen i Sydstaterne og hvidt overherredømme være et udslag af ”nutidens idealer og moralske forestillinger”? Det er en historieløs betragtning.

Mere omtanke kunne have været på sin plads, men i stedet sætter Skov trumf på med følgende udsagn: ”Ved ikke blot at problematisere en specifik udlægning af Sydstaternes historiske identitet, men angribe præcis de symboler, som enhver historisk funderet identitet i Sydstaterne må knytte an til, bliver stormløbet mod borgerkrigsmonumenterne til et stormløb mod Syden som sådan.”

Er det fair at kalde beslutninger taget af demokratisk valgte bystyrer for ”stormløb”? Hvilken demokratiforståelse indebærer denne militante retorik her? Og hvorfor skal ”enhver historisk funderet identitet i Sydstaterne” død og pine været forbundet til disse symboler? Hvorfor kan en identitet i Syden ikke været forbundet til den amerikanske forfatning, til Lincolns idé om ”Government of the People, by the People, for the People” eller til Martin Luther Kings vision om ikke-voldelig, antiracistisk sameksistens? Eller til en ikke-racistisk, kristen identitet, som jo også findes i Syden?

Den politiske kultur i Sydstaterne er i splid med sig selv. Der er folk, som stadig holder fast i nostalgiske forestillinger om fortidens orden, men Syden har forandret sig over de seneste 50 år. Der er masser i denne del af USA, som ikke kan se ”et stormløb mod Syden”, når monumenterne fjernes, men i stedet ser et forsvar for menneskelig værdighed, forfatningens principper og demokratisk kultur. De ønsker ikke en erindringskultur, som er en voldsapologi. Det er en mærkelig konservatisme, som ikke kan se det, og som finder det passende at agere apologet for nogle holdninger og en brutalitet, som ikke kan forsvares. Men lige netop denne blindhed er jo et af den amerikanske konversatismes væsentligste problemer, så endimensionaliteten i Christian Egander Skovs artikel har måske sine grunde.

Steven L.B. Jensen er historiker.