Bag tragedien i den amerikanske by Charlottesville, hvor en nynazist myrdede en og sårede nitten, da han med en bil torpederede en moddemonstration, ligger en væsentlig debat om historisk bevidsthed, national identitet og erindringskultur.
Specifikt handler debatten om, hvorvidt der stadig i 2017 er plads til monumenter i det offentlige rum, der mindes – og i flere tilfælde åbent hylder – sydstatssoldater og generaler fra Den Amerikanske Borgerkrig. Mere generelt er det et spørgsmål om, hvordan et moderne pluralistisk samfund skal forholde sig til en dybt problematisk, men dog uomgængelig fortid.
I Charlottesville var stridens kerne byens beslutning om at nedtage en historisk statue af sydstatshærens øverstkommanderende, general Robert E. Lee, som ellers i mange år er blevet opfattet som en skikkelse, der kunne samle USA. Selvom han stod på den tabende parts side er han blevet hyldet af senere præsidenter som for eksempel Theodore Roosevelt og Eisenhower. Han har på den måde tjent den vigtige funktion at binde Nord og Syd sammen.
Den seneste episode skriver sig ind i noget, der efterhånden ligner en stærk tendens med potentiale til at skabe en omvæltning i de amerikanske sydstaters offentlige erindringskultur, et forsøg på at lægge glemslens kappe over staternes fortid.
I begyndelsen af dette årtusinde sagde Georgia farvel til det karakteristiske stjerneprydede sydstatskors i sit delstatsflag. Og i 2015 måtte det sydstatsflag, der vajede ved South Carolinas kapitol lade livet efter en kort, men intens debat, der afslørede, at fronterne i diskussionen om Sydstaternes traditionelle symboler var under forandring. Det var ved den lejlighed, at den republikanske senator Lindsey Graham først forsvarede flaget med henvisning til Sydens særlige identitet, kun for kort efter at vende på en tallerken, da kritikken tog til i styrke.
Forløbet understregede, hvor nemt det er for kritikere retorisk at knytte historiske sydstatssymboler til aktuelle racistiske overgreb, selv hvor der ikke er nogen umiddelbar årsagssammenhæng. Det viste også, at det under indtryk af presset fra landsdækkende medier og internetforargelse ikke længere var så ligetil at forsvare historiske symbolet med henvisningen til Sydens særlige tradition. Argumentet om Sydens egenart havde tilsyneladende mistet sin vægt.
Tidligere i år var turen kommet til en række mindesmærker i New Orleans, herunder en anden statue af Robert E. Lee. Forleden rev demonstranter en statue af en sydstatssoldat ned fra sin sokkel i byen Durham. De kunne tilsyneladende ikke vente på, at byrådet nåede til samme beslutning – hvad det gjorde kort efter. Og senest valgte Baltimore i nattens mulm og mørke at fjerne fire monumenter med relation til Borgerkrigen. Her skulle det angiveligt være af sikkerhedsmæssige årsager.
Det er vanskeligt at forestille sig, at det standser her. Reaktionen mod Sydstaternes erindringskultur er for alvor begyndt at tage fart.
Det kan der være gode grunde til. Monumenterne udgør et oplagt problem. For Sydstaterne var ikke alene den tabende part i Den Amerikanske Borgerkrig, men forsvarede også en alle i henseender foragtelig institution, slaveriet. Sydstaternes sag var, som nordstatsgeneralen og den senere præsident Ulysses S. Grant har udtrykt det, en af de værste sager, mennesker har kæmpet for og en af de vanskeligste at undskylde.
Mange af de omstridt monumenter er rejst en del år efter Borgerkrigen i forbindelse med den segregering, som Sydstaterne gennemførte ved de såkaldte Jim Crow-love fra begyndelsen af det 20. århundrede. Robert E. Lee-statuen i Charlottesville blev opført i 1924, statuen af den anonyme soldat i Durham var fra samme år. Og den absolut mest monumentale hyldest til sydstatsgeneralerne, Stone Mountain, hvor Robert E. Lee er blevet hugget ud i kolossalstørrelse sammen med Sydstaternes præsident, Jefferson Davis, og hærføreren Thimas ”Stonewall” Jackson er fra 1925.
Det er altså helt korrekt, når kritikere peger på, at monumenterne ikke just er nøgternt registrerende i forhold til den fortid, de skildrer. Monumenterne var i deres samtid en måde at afstive en moralsk forkastelig racisme, der i Syden var både var institutionaliseret gennem loven og internaliseret i den hvide befolkning i kraft af holdninger og værdier.
Set fra et rent moralistisk standpunkt er sagen altså klar. Alligevel er der grund til at være varsom. For nedtagningen af monumenterne kan også opfattes som et udslag om en ideologisk historiehygiejne, hvor man med udgangspunkt i nutidens idealer og moralske forestillinger vil udgrænse en fortid, der ikke formåede at honorere vores krav til den.
Det oplagte spørgsmål er, hvor den naturlige grænse for denne hygiejne er. Slaveriet og racismen knytter sig ikke alene til Borgerkrigen eller Syden. Også forfatningsfædre som Jefferson og Washington var slaveejere. Førstnævnte var endog fortaler for en udpræget føderalisme, der hægede om delstaternes politiske suverænitet i unionen. Og nok har racismen og diskriminationen været særligt synligt i Sydstaterne, men den har indtil for nyligt gennemsyret det amerikanske samfund som sådan og ramt såvel sorte som jøder, kinesere og katolikker. Dermed kan man hævde – og det gør nogle – at også de nationale politiske symboler og den almindelige amerikanske patriotisme er blakket. Der er kort sagt ingen principiel grænse for dybden af den historiske revisionisme, som den politiske korrektheds skyldsnedbøjethed afkræver.
Et andet problem er, at alle symboler skifter betydning over tid. De er altid omstridte. De betyder groft sagt noget andet i dag end i 1920’erne. Undersøgelser tyder for eksempel på, at hvide i Sydstaterne ikke opfatter det gamle sydstatsflag som et racistisk symbol, men slet og ret et symbol på deres historiske land, stolthed og tradition. Syden har forandret sig siden 1960’erne, og det samme har disse symbolers funktion.
Man kan mene, at det er uheldigt, at sydstatsidentiteten skal repræsenteres gennem så problematiske symboler. Og det er da også gratis at konstatere, at Sydstaternes identitet ville have været væsentlig mere uproblematisk, hvis den ikke var præget af Borgerkrigens, slaveriets og den institutionaliserede racismes tunge arv. Men man vælger nu engang ikke sin historie. Nok så mange kolde afvaskninger og puritanske viljesanstrengelser kan ikke ændre ved, at Borgerkrigen må være en krumtap i Sydstaternes særlige historiske bevidsthed.
Vi er jo alle underlagt det vilkår, at vores identitet formidles og udtrykkes gennem symboler, der går forud for os selv, fordi de er grundet på historien og landets lange hukommelse. Til gengæld er disse symbolers konnotationer ikke en gang fastlåst, men må altid genfortolkes på ny under forandrede vilkår.
Ved ikke blot at problematisere en specifik udlægning af Sydstaternes historiske identitet, men angribe præcis de symboler, som enhver historisk funderet identitet i Sydstaterne må knytte an til, bliver stormløbet mod borgerkrigsmonumenterne til et stormløb mod Syden som sådan.
Det er naturligvis uholdbart. Opgaven består ikke i at tvætte pletterne på historien bort, men derimod at hjælpe en historisk bevidsthed på vej, der er funderet i refleksion over fortiden, også i det omfang, den ikke lever op til vores høje standarder for ordentlighed og civilisation.
Christian Egander Skov er ph.d., redaktør af Årsskriftet Critique.