Ingen læsere af denne avis kunne naturligvis finde på at skændes med ægtefællen om opvasken, fordi de i virkeligheden var trætte af ægtefællens måde at være ægtefælle på. Men vi er andre, der er lave nok til at kunne finde på den slags – om ikke andet på et ubevidst plan. Vi bruger den lille fortælling til at få ram på noget langt større.
Når kampen om store bededag har udviklet sig til en absurd stor gøgeunge, der har skubbet al anden politik ud af reden på Christiansborg, er det lige præcis af samme årsag: Alle er ret ligeglade med store bededag. Men den er det perfekte fartøj for alle mulige andre dagsordener. Det skal vi kunne gennemskue, så vi ikke bliver narret med på andres historier.
Det handler om, hvordan man forfører folk med arketypiske fortællinger. Lad mig give et eksempel på, hvordan det virker: Som erhvervsredaktør på Politiken skrev jeg engang en økonomisk klumme om, hvorfor det ikke var synd for filippinske au pair-piger her i landet. Alle så dem som ofre, selvom de havde alt det, de ikke havde på Filippinerne: mange penge, kort arbejdstid, eget værelse. Men folk kunne kun se en arketypisk fortælling om stuepiger, der bliver misbrugt af herskabet. Så jeg besluttede mig for helt faktuelt at beskrive au pair-pigers vilkår. Og de vilkår er meget kort fortalt, at au pair-piger for et ufaglært halvdagsarbejde har flere penge efter kost og logi, end mange lavtlønnede, fuldtidsarbejdende danskere har efter udgifter til mad og bolig.
Men ingen troede på det. Jeg blev bombarderet med beskyldninger fra læsere om at have fiflet med tallene. Og flere politikere og fagforeningsfolk profilerede sig med mod-debatindlæg, der slet ikke forholdt sig til substansen, men blot luftede deres fritsvævende indignation over min klumme. Den arketypiske fortælling om den lille au pair-pige med svovlstikkerne var stærkere end hårde facts. Og politikere og lobbyister kunne bruge den fortællings magt til at polere deres egen glorie med min klumme.
Og så til afskaffelsen af store bededag – en ligegyldig forårsferiedag, som ikke engang kirken selv tager alvorligt. Regeringen ønskede at signalere vilje til at øge arbejdsudbuddet, uden at det gjorde rigtig ondt på nogen. At forslaget ifølge de økonomiske vismænd ikke virker, var åbenbart ingen hindring – det handler om fortællingen.
Men desværre for regeringen passede bededagsforslaget også ind i nogle langt mere magtfulde grundfortællinger, ikke mindst: ”Nogle er i gang med at stjæle dine rettigheder!”. Det sker hele tiden – politikernes drakoniske forhøjelse af pensionsalderen er eksempelvis det største tyveri af fritid i danmarkshistorien. Men pension er indviklet, mens alle kan forstå fortællingen om store bededags-tyveriet. Så den fortælling blev straks grebet af en nu påfaldende forbrødret opposition hen over midten, der så sagen som en fastelavnstønde, man omkostningsfrit kunne putte regeringen ned i og slå løs på. Det har eksempelvis været gribende at iagttage ellers så sekulære Enhedslistens nyfundne kærlighed til en religiøs helligdag.
Fagbevægelsen bruger sagen som fartøj for en lidt anden grundfortælling, den selv er optaget af: ”Politikerne vil afskaffe din aftalefrihed på arbejdsmarkedet.” Store bededag er jo ellers ikke aftalt af arbejdsmarkedets parter. Men sagen kan bruges til at minde politikerne om, at de skal holde snitterne fra arbejdsmarkedet. Og når arbejdsmarkedets parter siger ”den danske model”, er det ren kryptonit – politikerne mister omgående kraften. At fagbevægelsen nu kræver en folkeafstemning om store bededag, er jo helt eventyrligt og et eksempel på, hvordan man kan blive forført af sin egen fortælling.
Folkekirken – der jo altid har forsømt at bruge store bededag til dét, navnet ellers lægger op til – kom lidt sløjt ud af startboksen. Først var fortællingen en slatten historie om, at vi jo har brug for fridage til refleksion, og så lå der jo også mange konfirmationer på bededag. Men så fandt kirken på en mere kraftfuld én, der kan sætte fut i de gejstlige: Politikerne blander sig i kirkens indre anliggender! Det gør politikerne stort set aldrig – de er ekstremt berøringsangste over for kirken. Og hvis de så meget som prøver, finder kirken høtyvene og faklerne frem, denne gang i form af genoplivningen af et krav fra en bred vifte af kirkefolk om et kirkeråd med politiske kompetencer som værn mod Christiansborgs dårskab.
Og sådan kunne man blive ved. Alle vil med om bord på det gode skib "store bededag". Dagens afskaffelse er blevet et fartøj for så mange særinteresser med tilhørende grundfortællinger, at den efterhånden ligner et helt containerskib lastet med H.C. Andersens samlede eventyr.
Det er der sådan set ikke noget galt i. Men som almindeligt menneske skal man forstå, hvor magtfulde grundfortællinger er, fordi vi kender dem, identificerer os med dem og allerede ved, hvordan de ender. Derfor skal vi kunne afkode, når disse grundfortællinger bliver brugt som fartøjer for andres dagsordener, der ikke nødvendigvis ender på samme måde.
Refleksion skrives på skift af sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, journalist og forfatter Esben Kjær og debattør og forfatter Ali Aminali.