Eske Willerslev: Ritualer, symboler og et skud Harry Potter skal redde danske universiteter

Eske Willerslev har opdaget, hvad ritualer, symboler og ægte forskningsfrihed betyder, hvis man skal yde sit ypperste og tiltrække de bedste til universiteterne

Eske Willerslev var skeptisk over for de ceremonielle klædedragter og ritualer, da han blev ansat ved Saint John’s College i Cambridge. Nu synes han, at danske universiteter burde lade sig inspirere og indføre nogle af de ritualer og symboler, der løbende er blevet sløjfet. – Privatfoto.
Eske Willerslev var skeptisk over for de ceremonielle klædedragter og ritualer, da han blev ansat ved Saint John’s College i Cambridge. Nu synes han, at danske universiteter burde lade sig inspirere og indføre nogle af de ritualer og symboler, der løbende er blevet sløjfet. – Privatfoto.

Når Eske Willerslev tropper op til festivitas på sin arbejdsplads, Saint John’s College i Cambridge, klæder han sig ud. Den ekspeditionsvante biolog, professor, doktor og forskningspioner skifter det afslappede antræk ud med smoking og halssløjfe, svinger den røde doktorkappe over skuldrene og sætter sit danske ridderkors på reverset. Og pudser den nyligt erhvervede håndsmedede doktorring på højre hånds pegefinger.

Han elsker det. Som nybagt student afviste han den rituelle kasket fra C.L. Seifert som ”noget blær”. Siden har han opdaget, at ceremonier, ritualer og symboler har en funktion, der strækker sig langt ud over det rent underholdende; man er ganske enkelt mere tilbøjelig til at gøre sig virkelig umage, når man oplever sig selv som et levende led i en lang hæderkronet akademisk arvefølge.

Han har tidligere siddet i bestyrelsen på Københavns Universitet i syv år og kom for nylig i universitetets magasin Uniavisen med en håndfuld konkrete forslag til, hvordan hans gamle alma mater kan skaffe sig noget af den pragt og prestige, der er synonym med Cambridge, Oxford og de amerikanske Ivy League-universiteter.

Og det kunne Københavns Universitet måske godt have brug for. I den seneste opgørelse fra indekset Times Higher Education over verdens mest toneangivende universiteter er Københavns Universitet for andet år i træk dalet nedad på listen – sidste år 12 pladser, i år med endnu 18 – og ligger nu under de 100 bedste som nummer 114. 

Du ønsker nogle af de samme ritualer, som kendetegner historiske eliteuniversiteter, indført på et dansk masseuniversitet på offentlige budgetter. Har det overhovedet gang på jord?

”Jeg mener ikke, at der er en modsætning mellem det, at vi herhjemme har gratis adgang til universitetsuddannelse – og det skal vi virkelig værne om – og at vi bliver bedre til at fejre vores resultater. Du skal jo stadig gøre dig meget umage for at kunne læse medicin eller andre studier med et højt adgangsgennemsnit.

Og så er det da dybt nedslående, at kandidater på Københavns Universitet selv skal downloade deres eksamensbeviser fra e-Boks, når de er færdige. De har lige præsteret det største i deres liv hidtil, og så er der ingen form for fejring eller markering af deres indsats. Og med hensyn til ressourcer er min pointe jo, at det netop ikke koster særligt meget at genindføre nogle af den type fejringer, vi mistede med 1968-oprøret på universiteterne. Det handler bare om at gå tilbage i annalerne og hente dem frem.

Jeg er overbevist om, at det vil gøre en forskel – både for de studerende, for forskerne, men også for det administrative personale – traditioner får folk til at rette ryggen, yde deres ypperste og ydermere gøre reklame for deres institution i omverdenen. Det vil også medvirke til, at et universitet kan rekruttere de bedste forskere, hvis institutionen forbindes med noget særligt. Og det er altså langtfra den historie, jeg hører, når folk taler om danske universiteter.”

Du har selv været sådan en, der frabad sig at få en studenterhue. Men nu har du fået dig en doktorring. Forklar det forløb.

”I dag er det ret få, der bliver doktor. De fleste tager den mere internationalt orienterede ph.d.-grad i stedet. Men med titlen får man et emblem med Pallas Athene, som man har ret til at få smedet ind i en ring, som skal bæres på højre hånds pegefinger. Selve ringen fik jeg lavet af sølv, da guld var for dyrt. Jeg har i øvrigt også en doktorring fra Oslo Universitet.

I Cambridge gør man sig umage, når man skal til middag eller fest på sit college. Skal man tildeles eksempelvis en doktortitel, er det desuden noget med høje hatte, kapper og en masse regler, der skal følges. Man knæler foran rektor, der er røgelse, der bliver fremsagt en masse på latin, og man skåler i champagne. Jeg er vild med alt det logeagtige bling. Da jeg blev doktor i Danmark, var der nogle termokander med kaffe og en stak plastickrus. Det er i øvrigt udelukkende i Cambridge, jeg bærer mit ridderkors, aldrig i Danmark.”

Med en dansk opvækst forekommer det så ikke også – ja, lidt komisk?

”Jamen, jeg kom selv til Cambridge med den typiske danske holdning om, at det her var lidt latterligt, men jeg opdagede hurtigt værdien af det. Kandidaterne fra Cambridge kan også nøjes med at få deres eksamenspapirer tilsendt med posten – de skal trods alt ikke selv downloade dem – men de møder op i hobetal til gradueringsceremonien, og stoltheden lyser ud af dem. Ja, måske er den slags også populært, fordi de unge i dag er vokset op med Harry Potter og hele det univers. Jeg oplever i alt fald overhovedet ingen ironisk distance til det. Heller ikke fra omverdenen. Når en engelsk taxachauffør eksempelvis hører, at jeg er professor, lyder det: 'Wow, du må være klog!'. Den anerkendelse og respekt betyder også noget. Sådan er det slet ikke i Danmark.”

I Storbritannien eksisterer der jo også dette ”school-tie”-netværk, hvor det er afgørende at have eksamen fra de rigtige kostskoler og universiteter.

”Jamen, det er et klassesamfund! Som sagt mener jeg ikke, at vi skal gå på kompromis med vores grundlæggende principper for fri adgang til uddannelse. Men vi skal blive bedre til at fejre de bedste, så vi også kan tiltrække de bedste.”

Ud over disse Harry Potter-agtige greb, mener du så også – på det mere strukturelle plan – at danske universiteter bør omlægge ansættelsespolitikken?

”På de bedste universiteter i England og USA er det meget svært som forsker at få fastansættelse. Til gengæld kan man nærmest ikke fyres igen, når man først har fået det. Du skal basalt set begå en ulovlighed for at blive fyret. Derfor kan forskerne gøre og sige, lige hvad de vil, og det er vigtigt.

Herhjemme er det helt anderledes. Danske universiteter fastansætter løs og fyrer så, når det økonomisk eller strategisk set bliver nødvendigt. En fastansat forsker kan således afskediges med kort varsel, og det er sket i en række konkrete eksempler. Forskerne er derfor bange for at blive fyret, hvis de kritiserer universitetsledelsen eller andre magthavere. Det er ikke gavnligt for samfundet, da forskeres ytringsfrihed er et af hovedfundamenterne for, at borgerne kan have tillid til samfundets offentlige institutioner, ligesom det også har betydning for et lands økonomiske vækst.

Så der er meget mere på spil end bare forskernes ve og vel. Det handler netop om at kunne tiltrække de bedste og mest engagerede forskere og studerende fra hele verden. Jeg måler jo heller ikke mig selv op mod de bedste forskere i Danmark, men mod de bedste på globalt plan.”