DET, FIKTIONEN KAN, er at få os til at forstå, hvad det vil sige at være menneske; ikke kun at være os selv som mennesker, men andre mennesker. Fortællinger fortæller os om relationer mellem mennesker på godt og på ondt, de giver os erfaringer, vi ikke selv har haft, ved at lade os opleve og indleve i andres erfaringer, og de sætter vores egne erfaringer, vores smertepunkter og lyspunkter, i perspektiv.
Fiktionen, fortællingen, er et mellemmenneskeligt klister, der binder os sammen som mennesker; der åbner os og gør os rummelige over for hinanden. Når man kommer ud af en god fortælling, føler man sig ikke blot beriget, men også tættere på andre mennesker i den virkelige verden, fordi man ser dem i fortællingens lys.
JEG ER BESTEMT ENIG MED kulturminister Mette Bock (LA), når hun siger, at DR bør være et fyrtårn i dansk kulturliv, at DR ikke behøver at sende banaliteter, at den udenlandske fiktion er dækket ind af andre streamingtjenester, som vi kan betale for.
Problemet med DR som kulturelt dansk fyrtårn er blot, at virkeligheden og effekten af det politiske håndværk er endt et helt andet sted. For resultatet af kulturministerens fyrtårnspolitik er, at et af DR’s helt store fyrtårne endegyldigt er slukket, og en unik kunstform er blevet kvalt til døde.
Med det nye medieforlig er ”Radioteatret” dødt. Nøglen blev vredet om og smidt væk i sidste uge. ”Radioteatrets” helt særlige fortælleform, der gjorde os klogere på os selv og bandt os dansktalende sammen, er skubbet ud over fyrtårnets klippe. Sendefladen vil sandsynligvis blive erstattet af en debatudsendelse, hvor to mennesker, der er totalt uenige kan sidde i timevis og råbe mere eller mindre faktuelle ting uden at gøre nogen klogere, men i stedet give os fornemmelsen af, at der er afstand mellem os mennesker, og at der er mere, der skiller os ad, end der binder os sammen. ”Radioteatret” blev en genre allerede med radioens opståen i 1925, og har en lang tradition bag sig. Radioen er et fantastisk medie til fortællinger; stemmen kan så meget, og ved hjælp af lyde kan man skabe fantastiske og overbevisende universer, som det ville kræve millioner at skabe på film.
”Radioteatret” er blevet kritiseret for at være for elitært, for socialrealistisk, for meget krimi. Så det følger nok bare med tiden. Men siden teatrets start har hundredtusinder af lyttere lyttet til radiofortællinger, og mange forfattere har gennem årene lært håndværket og udfordringerne at kende.
Nu er vores viden og erfaring smidt i havet og kan sejle deres egen sø sammen med alle de dygtige skuespilleres stemmedramaerfaringer. Det absurde er, at vi lever i en tid, hvor der alle andre steder skrues op for lydformidlingen og lydfortællingen; podcasts og lydbøger vokser frem som aldrig før. Vores liv og teknologi passer perfekt til lytningen.
JEG BEGYNDTE SELV at skrive for DR Radiodrama tilbage i starten af 1990’erne. Jeg har arbejdet tæt sammen med dramaturger, instruktører og skuespillere, har lyttet til mængder af andres radioteater og har fået enorm respekt for det håndværk og den kunst, der er blevet fremstillet.
Jeg har oplevet, hvordan DR Radiodrama gennem de seneste 10 år er blevet udsultet og skåret, hvordan kompetencer og viden og mod og midler er svundet ind og nu altså har fået det endelige dødsstød. Og hvorfor? En hel kunstform forsvinder. Vi kunne lige så godt sige, at nu vil vi ikke længere have opera i Danmark. Opera er dyrere end radiodrama, og der er sandsynligvis færre, der hører det.
Kære radiodrama, kære fiktion, der gør os klogere. Jeg vil ikke skrive R.I.P. Jeg vil i stedet kæmpe for, at når der forhåbentlig kommer en tid, hvor der rent faktisk bliver skabt et DR, der kan være et fyrtårn for dansk kultur og lyse for os alle sammen, at så bliver I tændt igen.
Mellem os skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.