I sidste uge modtog jeg et meget ubehageligt brev. Jeg ved dog ikke fra hvem, for der stod hverken nogen afsender på kuverten eller indholdet. Jeg kunne kun se, at det var brevstemplet på Østjyllands Postcenter.
Det var anden gang, jeg modtog et sådant brev med en indlagt folder, der bar titlen ”Hvem pisser troen på?”.
Tonen i det er vulgær, og budskabet er stærkt fjendtligt over for religion, specielt kristendom, jødedom og islam: ”Monoteismer og syfilis og fladlus undgår kun udryddelse, så længe de kan fastholde voksne mennesker som imødekommende værtsdyr,” står der for eksempel.
Et andet sted bliver religiøs opdragelse af børn beskrevet som ”skyggeløs pædofili” og ”fuldbyrdet voldtægt”. Brevet er udtryk for en voksende, aggressiv ateisme, sekularisme og religionsfjendtlighed både her i landet og internationalt.
Jeg modtog det anonyme hadebrev, to dage efter at jeg havde medvirket i programmet ”Religionsrapport” på P1. Her havde jeg selv, som kristen, og Sherin Khankan, som muslim - til trods for vores vidt forskellige syn på kristendommens fortrinsstilling i Grundloven og folkeskolen - været enige om, at det er vigtigt at udvise respekt over for mennesker med en religiøs tro.
Anledningen var dels De Konservatives politiske ordfører, Mai Mercados, kronik i Berlingske i påsken, dels den britiske premierminister, David Camerons, påskehilsen.
Cameron havde for andet år i træk sagt, at Storbritannien er en kristen nation, og at briterne bør udvise større tro på værdien af kristendommen for deres eget samfund, fordi den havde givet det et ”etisk grundlag” og stadig udgør en ”levende kraft” i det.
Da Cameron kom med samme budskab sidste år, protesterede 52 akademikere og såkaldte kulturpersonligheder og beskyldte ham for at dele den britiske befolkning. Til gengæld blev hans udtalelse mødt med stor tilfredshed af repræsentanter for de muslimske, hinduistiske og buddhistiske trossamfund. Den påståede deling var således kun mellem dem, der tillægger religiøs tro værdi, og dem, der afskyer religion og vil have den fjernet fra det offentlige rum.
Interessant nok har Cameron engang afsløret, at det er en muslim, der oprindelig fik ham til at forstå kirkens og kristendommens sociale betydning, nemlig den britisk-pakistanske advokat Sayeeda Warsi. Warsi, der har været medlem af Overhuset siden 2007, fungerede i 2012-2014 som minister med ansvar for tro og social sammenhængskraft.
Efter sin udnævnelse udtalte Warsi sig om ”truslen fra en stigende bølge af militant sekularisering”. Hun understregede, at hun ikke talte for en re-konfessionalisering af staten. Hun tog heller ikke afstand fra alle former for sekularisme, men kun ”ekstreme former”, som krævede ”en total fjernelse af religiøs tro fra det offentlige rum”.
Til trods for, at hun selv var muslim, mente hun, at Europa havde behov for at genvinde forståelse for betydningen af sin kristne kulturarv. Om den etablerede anglikanske kirke - hvis status til dels kan sammenlignes med folkekirkens - sagde hun, at den udgør samfundets ”grundfjeld”, og at hun ikke anså det for problematisk, at den indtog en unik stilling i samfundet, fordi den udviste ansvar over for alle ”sognebørn” uanset deres tro.
Mercado står for en klassisk konservatisme i sit syn på kristendom og påpeger helt korrekt dens historiske betydning for det danske samfunds institutioner og værdier. Men man bemærker en vigtig forskel mellem hende og Cameron: Cameron afstod fra at vurdere, om kristendom var ”bedre” end islam. Den slags bør en politisk leder da også tie om uden for en privat sammenhæng, hvor rimeligt det end er.
For hvis man tror på kærlighedens evangelium som sandhed, kan man jo ikke sige, at alle former for tro handler om det samme. I stedet burde hun have kritiseret den ekstremistiske ateisme og sekularisme, som den anonyme folder i min brevkasse var udtryk for.
Jeg er overbevist om, at de fleste muslimske danskere - som er demokrater og tager afstand fra islamisme - føler sig mere hjemme i et kristent Danmark end i et land, hvor religion betragtes som noget suspekt, ja, ligefrem som en sygdom, der skal bekæmpes.
Derfor er ekstrem sekularisme i virkeligheden en trussel mod samfundets sammenhængskraft og vil dermed også være en hindring for integration.
Michael Böss er historiker og samfundsforsker ved Aarhus Universitet