Prøv avisen

Et antireligiøst mord

KOMMENTAR: En tragisk begivenhed i Sverige har atter sat »æresdrab« på dagsordenen, og mange tror fejlagtigt, at der er tale om et specielt muslimsk fænomen

At »islamiske æresbegreber« skulle kræve, at mænd har ret og pligt til at dræbe kvindelige familiemedlemmer, der har opført sig upassende - eller som mistænkes for at have haft for nær kontakt til en person af modsat køn - kan ingenlunde retfærdiggøres ud fra Koranen.

Intet menneske hverken kan eller skal påtage sig ansvaret for et medmenneskes fejltrin (35:18), idet ethvert individ, der har nået skelsår og alder, og som anses for at være ved sin fornufts fulde brug, er personlig ansvarlig for sine handlinger (2:281). Derfor kan en kvinde (eller mand for den sags skyld) ret beset ikke sætte en hel families ære på spil - kun sin egen.

Udstødelse eller afstraffelse af den, der beskyldes for at have »krænket« eller »plettet« familiens ære, sker ofte på grundlag af formodninger og rygter - på trods af, at Koranen indtrængende opfordrer menneskene til ikke at lytte til sladder og fordømmer dem, der viderebringer ondsindede rygter (24:15-19, 49:6).

Intetsteds opfordrer Koranen til, at en forurettet griber til selvtægt, og ingen bør straffes uden forudgående retssag med behørig vidneføring. I sager om utugt kræves hele fire troværdige vidner til den konkrete handling (24:4 & 12-13).

Koranen påpeger flere steder, at nedarvede, kulturelle traditioner ikke er en undskyldning for at tilsidesætte Guds Lov, Koranen (2:170-171), og at hævngerrighed og had ikke må forlede menneskene til at overskride grænserne for det tilladte (5:9, 4:135). Hertil kommer alle de vers, der opfordrer til tilgivelse og forsoning (5:48, 42:37-40, 41:34).

Den, der ikke selv er pletfri, bør ikke sætte sig til doms over andre (2:44). Under alle omstændigheder er blodhævn at sammenligne med overlagt mord - og derfor strafbart (4:93, 5:35).

Mennesker kan vejlede og verbalt irettesætte personer, der åbenlyst opfører sig umoralsk; men ingen - ej heller nærtstående mænd - har ret til at straffe vedkommende hverken fysisk eller psykisk.

I dansk tv har man flere gange vist dokumentarprogrammer om »æresdrab« i bl.a. Jordan. Islamiske lærde har heri understreget, at »æresdrab« er en forbrydelse ifølge islam. Indsatte i fængsler, dømt for at have dræbt et kvindeligt familiemedlem, fortæller for åben skærm, at de godt er klar over, at »æresdrab« af forbudt ifølge islam, men at de er nødt til at genoprette familiens ære og omdømme!

»Æresdrab« fortæller i sidste ende mere om morderen end om både offeret og islam: Mord er et overgreb på liv, Gud har skabt, og kan derfor aldrig karakteriseres som ærefuldt.

Ære og skam er begreber, der findes i alle kulturer i mere eller mindre udpræget grad, og den ekstreme form, som vi hører om i medierne iblandt mennesker med tilknytning til mellemøstlige kulturer, berører ikke kun muslimer, men alle i det pågældende område.

I en lille bog »Tod als Ehrensache«, som »Terre des femmes« udgav i 1987, vidner læger og hjælpearbejdere om palæstinensiske kvinder i alle aldre, som er blevet ofre for det såkaldte æresbegreb. Flere af bogens uhyggelige skildringer omhandler kristne kvinder - og Danmark giver med mellemrum asyl til mellemøstlige, kristne kvinder, der frygter familiens hævn, fordi de havde forelsket sig i eller giftet sig med en mand, de selv har valgt.

Begreber som »ære og skam«, der i den ekstreme form giver sig udslag i undertrykkelse af og vold imod kvinder, og i mangel på respekt for det liv, Gud har skabt, er universelle fænomener, der forekommer på tværs af religiøse, kulturelle, nationale og sociale skel.

Aminah Tønnsen,

forfatter,

Gl. Kongevej 167,

Frederiksberg