Prøv avisen

Et besøg på den anden side: himmeriget findes

Er nærdødsoplevelser et bevis for, at der er lys for enden af tunnelen? Foto: Christian Ringbæk

Amerikansk neurokirurg vækker opsigt med en nærdødsoplevelse, der opstod under helt særlige omstændigheder

Det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek bragte på forsiden i den forgangne uge et himmelsk billede med fanfaren: Himmerige findes. Samme titel havde et essay inde i magasinet, skrevet af den Harvard-uddannede neurokirurg Eben Alexander. Han kunne berette om en nærdødsoplevelse, der er anderledes end de fleste.

Eben Alexander var blevet ramt af en sjælden meningitis og gledet ind i en koma, hvor hans storhjerne, bevidsthedens sæde, var ude af funktion i syv dage. Imens fik han en vidunderlig oplevelse.

LÆS OGSÅ: Det siger verdens religioner om livet efter døden

Eben Alexanders far var også neurokirurg, så han er vokset op med naturvidenskabelig skepsis og har altid været afvisende over for nærdødsberetninger. Han vidste selvsagt alt om, hvordan iltmangel kan få hjernen til at hallucinere.

Hans egen hjerne lå under hans næsten-død vel at mærke ikke og blafrede på tærsklen som ellers ved nærdødsoplevelser, og der var ikke tale om iltmangel. Men scanninger viste, at meningitisbakterierne havde slået alle storhjernens neuroner fra, kun lillehjernen fungerede. Alligevel rejste hans bevidsthed. Den kan altså frigøres fra hjernen, mener han nu. Og han erfarede en anden dimension.

Den findes, erklærer Eben Alexander.

Han beretter udførligt om bløde skyer, lysende væsener, en kvinde med blå øjne, stor glæde og ingen angst. Og han mærkede konkret, hvad det vil sige, at alt i universet hænger sammen, som moderne fysik hævder.

Det univers, jeg erfarede i min koma, er har jeg opdaget med både forskrækkelse og glæde det samme, som både Einstein og Jesus talte om på deres meget forskellige måder.

Nu har neurokirurgen lagt sit liv om og er blevet kirkegænger.

Jeg ved, at mange af mine kolleger har som jeg selv havde det den teori om hjernen, og især storhjernen, at den producerer bevidstheden, og at vi lever i et univers blottet for al følelse, og især da for sådan betingelsesløs kærlighed, som jeg nu ved, at Gud og universet nærer over for os. Men den tro, den teori ligger nu knust for vore fødder.

Materialismens forståelse af hjernen som bevidsthedens skaber, ikke dens redskab, er forældet, og en kommende teori vil være på en gang videnskabelig og åndelig, mener han.

Daily Telegraphs naturvidenskabelige redaktør, Tom Chivers, kommenterer Eben Alexanders vidnesbyrd. Han afviser, at den slags oplevelser beviser noget og anfører iltmangel-argumentet. Derpå stiller han et par teologiske spørgsmål. Det ene er ganske fornuftigt: Hvorfor skulle Gud tilbyde glimt af sit paradis til tilfældige? Jeg troede meningen var, at vi skulle stole på ham gennem troen alene?.

Det andet spørgsmål er mindre begavet, for det har han netop selv givet svaret på: Hvis han nu uddeler beviser, hvorfor så kun til nogle få komapatienter og hjerteslagtilfælde? Hvorfor ikke bare skrive Himlen er virkelig, og jeg findes i lysår store bogstaver hen over himlen?.

På mere sikker teologisk grund er man hos Peter Mullen, præst og forfatter og en af de faste kommentatorer på Daily Telegraph.

Nok vil naturvidenskabelig ortodoksi afskrive alt sådant som rene syner, skriver han, uden forbindelse med nogen virkelighed, udelukkende opstået i hjernen selv. Men eftersom vi er lavet af kød og blod, er alle vores erfaringer fysiologiske og har sæde i hjernen. Mine tanker om min kone er derinde, men derfor vil man næppe afskrive hendes eksistens, konstaterer Mullen.

Alt, hvad der for alvor betyder noget for os, er uhåndgribeligt og usynligt: kærlighed, skønhed, loyalitet, venskab, anger. Selvfølgelig udnytter vi vores kropslige håndgribelighed til at skabe kontakt med disse erfaringer og til at udtrykke dem. Men kun den snæversynede og indædte materialist vil insistere på, at når vi har kastet det dødelige hylster af os, så vil også disse ting ophøre. Hvor ved han det fra?.

Mullen mener at se enden på naturvidenskabens dogmatiske materialisme:

Dogmet om årsag og virkning kan bringe en langt, men træd ind i kvantemekanikkens verden, og det bliver meningsløst. Materialismen døde med Planck, Bohr og Heisenberg.

Han er ikke særlig optaget af beretningen fra den amerikanske hjernespecialist:

Jeg bliver opretholdt af troen på, at den Gud, der skabte mig, elsker mig og derfor ikke vil lade mig blive tilintetgjort. Naturligvis aner jeg ikke, hvordan efterlivet bliver lyserøde skyer og blåøjede kvinder eller ej. Men vi vil fortsætte med at være til efter døden på en måde, der ligger uden for vores forståelse.