Med ovennævnte zen-inspirerede mantra og dyb fokusering på det, jeg foretager mig, har jeg opbygget et effektivt værn mod stress.
I en tid, hvor stress er en folkesygdom, er det vigtigt at beskytte sig selv bedst muligt. Det gør jeg ved at benytte mit hjemmestrikkede mantra: ”Du lever også, mens du vasker op.”
Ja, selvfølgelig gør du det, kunne man så indvende. Ja, men tanken er at give tid til det, der tidligere var irriterende pligter. Du bruger tid (liv), mens du udfører dem. Så hvorfor ikke vende det på hovedet og nyde pligterne – lave en slags event ud af dem?
Hvor jeg tidligere greb opvasken lettere hysterisk an, stakåndet og med skuldrene højt oppe om ørerne, er jeg begyndt at trække vejret dybt, mens jeg prøver at koncentrere mig 100 procent om opvasken.
Den er ikke længere en pinsel, der skal overstås hurtigst muligt. Jeg har et termokrus med kaffe inden for rækkevidde, og nogle gange musik i hovedtelefonerne – gerne Leonard Cohen, hvis dybe, langsomme stemme har en beroligende virkning på mig.
Andre gange lytter jeg til Albinonis ”Adagio”, der altid får mig ned i gear. Det skyldes – har jeg læst – at den har samme rytme som min mors hjerteslag, som jeg hørte, da jeg lå i hendes livmoder. Jeg begynder at tilpasse åndedrættet til de langsomme taktslag og siger til forstyrrende tanker, at jeg ikke har tid til dem lige nu. Jeg lader dem passere og lover, at jeg (måske) vil vende tilbage til dem på et senere tidspunkt.
Når roen falder over mig, nyder jeg synet af hver eneste tallerken, jeg får vasket pæn og ren, og stiller den stolt på plads i skabet.
På det seneste er jeg begyndt at udvide mantraet til også at gælde hundeluftning, havearbejde og morgentoiletten. Jeg sørger for, at der er god tid, når jeg går med hunden, river blade på plænen og svinger barbermaskinen.
Der må ikke være vigtige ærinder, der skal udføres lige efter. Jeg lader min hund bestemme tempoet og giver den lang snor, selvom det medfører, at jeg igen og igen må stå stille på stien, mens den drypper beskeder til sine venner og snuser til deres.
Jeg ser andre hundeejere, der slæber deres hund efter sig, som om den var en sæk cement. Sikkert fordi de skal til et vigtigt møde eller lignende. Det skal jeg ikke, da jeg er så privilegeret, at jeg kan bestemme over min egen tid.
Når jeg river blade, lægger jeg mærke til, hvor pæn plænen bliver, og giver mig tid til pauser, hvor jeg hyggesnakker med naboer hen over hækken. Og når jeg gør mig i stand foran spejlet i badeværelset, bliver barberingen og tandbørstningen grebet an med dyb fokusering, dybe vejrtrækninger, tunge skuldre og fødder solidt plantet på gulvklinkerne. Jeg mærker en behagelig lethed i hovedet ved øvelsen.
Helt at undgå stress er utopisk, når vi lever i et hektisk samfund, der dybest set er uegnet til mennesker, og jeg mærker stresssymptomer flere gange om dagen. Men den simple øvelse hjælper mig igennem dagen. Jeg håber, andre kan få glæde af den.
Kim Engelbrechtsen er bipolar og informationschef hos outsideren.dk.