BLANDT EU-IAGTTAGERE har der i mange år været forudsigelser om, at EU vil dele sig i to grupper af lande: de lande, som knytter sig endnu tættere til det europæiske samarbejde, og dem som hænger i bremsen og sætter sig selv uden for indflydelse.
Med de meldinger, som EU-præsident Donald Tusk og den franske præsident, Emanuel Macron, kom med under det seneste EU-topmøde mellem medlemslandenes stats- og regeringschefer, ser teorien om et EU i to tempi nu ud til at blive til virkelighed.
EU-samarbejdet er udfordret på en lang række områder. Ved finanskrisen i 2007 blev det tydeligt – hvad enhver fornuftig økonom burde have vidst – at det ikke er holdbart at have en fælles pengepolitik (euroen) uden samtidig at have en fælles finanspolitik.
Og de seneste to år har vist, at EU’s fælles flygtningepolitik og beskyttelsen af unionens ydre grænse er nærmest ikke eksisterende, hvilket har skabt splid og utryghed landene imellem.
Oven i dette kommer valget af Donald Trump, som har skabt usikkerhed om EU’s frihandelsaftaler og om den klimapolitik, der siden 1990’erne har været en del af EU’s kerneidentitet.
Tilføj oven i dette en Putin, der udgør en tiltagende sikkerhedspolitisk trussel mod øst, og du har opskriften på et europæisk fælleskab, hvor status quo ikke er en mulighed.
I MODSÆTNING TIL Storbritannien, som har valgt helt at forlade fællesskabet, så ønsker Tusk og Macron et tættere, smidigere og mere løsningsorienteret EU. De vil styrke fællesskabet og tage hånd om de alvorlige problemer.
Tusk har lagt et ambitiøst program kaldet ”ledernes dagsorden”, hvor EU-landenes stats- og regeringscheferne over de næste to år skal mødes til hele 13 topmøder.
Der skal blandt andet findes enighed om håndteringen af Brexit, men højt på dagsordenen står også en fælles europæisk flygtningepolitik og sikring af EU’s ydre grænser.
Macron går endnu længere. Han ønsker sig et meget tættere samarbejde mellem eurolandene, som han mener bør have en fælles europæisk finansminister. Han vil have et fælles europæisk asylsystem, et fælles forsvarsbudget og en forhøjelse af udviklingsbistanden til Afrika.
I en halvanden time lang tale på Sorbonne Universitet i september, kritiserede han EU for at være for svagt, langsomt og ineffektivt. Men han pointerede også, at det kun er gennem EU, at de europæiske lande har kapaciteten til at være en magtfaktor globalt og dermed tage hånd om de alvorlige problemer, verden står over for.
Tusk og Macron tilbyder et klart alternativ til Brexit og Mays dystre syn på det europæiske samarbejde, og det skaber en helt ny situation for Danmark. Qua vores forbehold er vi i overhængende fare for at blive koblet af den nye vision og model for EU, som Tusk og Macron repræsenterer.
Vi bliver et land i periferien af samarbejdet uden for indflydelse. Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S) bør gøre fælles front og støtte op om de nye progressive visioner for EU, for det er kun i Danmarks interesse både på kort og lang sigt.
Andreas Dinesen er cand.scient.pol.