Et evigt folk

”Hvem der er som jeg, skal udråbe og fortælle og forelægge mig, hvad der er sket, fra dengang jeg grundlagde et evigt folk.”

Esajas' Bog 44, 7

”Det eneste sikre i denne verden er jo, at vi skal dø en dag!” Sådan bliver det ofte sagt – også fra prædike- og talerstole, og hver gang irriterer det mig. For det er jo ikke rigtigt. Det er da ikke sikkert, vi skal dø en dag. Tror vi måske ikke på, at Jesus Kristus en dag vil komme tilbage på himlens skyer for at dømme levende og døde? Altså ikke kun de døde, men også dem, der lever, når det sker!

I en af Grundtvigs salmer, Den Danske Salmebog, nummer 538 ”At sige verden ret farvel” standser han netop ved dette. Grundtvig kendte til angsten for at dø. Derfor forestiller han sig, at det kunne være, Kristus kom igen forinden, og det får ham til at skrive disse ord i vers 4:

O, kom du, som engang, jeg ved,

du i din faders herlighed

skal klart dig åbenbare,

var det i gry, var det i kvæld,

jeg skyndte mig med kort farvel

i sky til dig at fare.

Sagen er jo, Gud selv har grundlagt et evigt folk, som profeten Esajas siger. Et folk, som ikke engang døden kan få has på.

På en af mine kirkegårdsvandringer stod jeg en dag ved en ung piges grav i Horsens. ”Pigen er ikke død, hun sover," står der på gravstenen.

Sådan er det, når man hører til dette evige folk.

Vi er givet til Jesus Kristus af Gud selv, og dermed er vor sag i de bedste hænder. Med troen på Kristus ejer vi et liv, som ikke engang døden kan sætte punktum for. Det er ikke givet, vi skal dø, for måske kommer Kristus tilbage, inden det sker. Men under alle omstændigheder kan vi sige med Grundtvig:

Men kommer døden førend du,

kom da i løn' og kom i hu,

hvor mørkt der er i graven!

Omstrål mig, så jeg glemmer den,

salv øjet på din syge ven,

så jeg kan se Guds-haven!

Husk: Vi har et levende håb, som vi er døbt til! Stenen er væltet fra graven og forvandlet til en døbefont. Det er det eneste sikre i denne verden.

Frede Møller er pastor emeritus.