Prøv avisen

Et flertal af spanierne mener, at kong Juan Carlos bør abdicere

For første gang er tilhængerne af det spanske monarki røget under 50 procent. En række skandaler, blandt andet en elefantjagt i Afrika og et flirteri med en betydeligt yngre tysk prinsesse med den 76-årige kong Juan Carlos i centrum, har fået kongehusets anseelse til at styrtdykke. – Foto: J.J. Guillen/AFP/ og Susana Vera/Reuters/.

En række skandalesager i det spanske kongehus betyder, at under 50 procent af befolkningen nu støtter monarkiet

For kun få år siden var kongehuset den institution i Spanien, der fik de bedste karakterer i befolkningens karakterbog. Siden har skandale på skandale fået opinionen til at vende, og for første gang er tilhængerne af monarkiet røget under 50 procent, viser en meningsmåling i dagbladet El Mundo.

Men selvom 6 ud af 10 spaniere mener, at kongen bør abdicere til fordel for sin søn Felipe, har den 76-årige Juan Carlos sagt, at han ikke vil forlade embedet i utide. Efter et par komplicerede hofteoperationer, der har hæmmet hans bevægelighed og holdt ham væk fra offentligheden i flere måneder, forsøgte kongen i mandags under en militær audiens at give udtryk for normalitet, og at han er tilbage på banen. Forsøget blev en fiasko. Han stammede sig igennem sin tale, plaget af tydelige smerter og støttet til sine krykker.

LÆS OGSÅ: En konge og et monarki i krise

I tirsdags slog det monarkistiske barometer helt over på storm, da en dommer på Mallorca rejste tiltale mod kongens yngste datter, Cristina. Prinsessen tiltales for skattesvig og hvidvask af millioner af kroner, hvilket kan koste hende flere år bag tremmer.

Tiltalen udspringer af sagen mod hendes mand, Iñaki Urdangarin, der er sigtet for at have snydt en godgørende organisation for 44 millioner kroner, og undersøgelsesdommeren mener, at Cristina deltog i mandens angivelige ulovligheder.

Da kongen i sin juletale i 2012 fremhævede, at loven bør være ens for alle, havde han næppe forventet, at den også skulle gælde hans egen familie. Men sagen har sammen med en række andre skandaler, deriblandt en elefantjagt i Afrika og et flirteri med en betydeligt yngre tysk prinsesse, fået debatten til at gløde og kongehusets anseelse til at styrtdykke.

Monarkiet er på et lavpunkt. Selv ikke Photoshop kan dække over al det snavs, der er i kongepaladset La Zarzuela, skriver bloggeren Esther Vivas i netavisen Publico.es.

Det, jeg er mest harm over, er, at kongefamilien lever et liv i luksus, mens borgerne lider nød, skriver en læser, der kalder sig rain i en kommentar til El Mundos meningsmåling.

Der er ingen grund til at bevare denne institution. Folket bør beslutte, om de vil bevare monarkiet eller indføre en republik, mener Octavi Brull, der på internetsiden Change.org har taget initiativ til en folkeafstemning.

Han får opbakning fra Twitter-skribenten chamanes: Kronprins Felipe må ikke acceptere at blive statschef, uden at et flertal har besluttet det.

Ikke kun kongen, men også hans hofmarskal, Rafael Spottorno, forsøgte i den forgange uge at rette op på kongehusets anseelse. I et interview i spansk TVE sagde han, at han håbede, at sagen om kongens datter og svigersøn snart ville få en ende, fordi den er blevet, som han udtrykte det, et martyrium for kongefamilien.

Selvom hovedparten af indlæggene udtrykker mistillid til kongehuset, er der også dem, der forsvarer det.

Monarkiet er et neutralt system. I hvert fald meget mere end en republik, skriver Guillermo Ferrer i dag-bladet El País.

Og i El Mundo kalder en læser, der underskriver sig med bipolarparanoico, behandlingen af prinsesse Cristina for skammelig. Efter det store arbejde, kongefamilien har gjort for Spanien.

Men debatten afspejler befolkningens kritik af kongedømmet:

Hvem kan nu have tillid til monarkiet?, spørger mangarcondecoro på Facebook. I det 21. århundrede bør arveretten til tronen ikke eksistere. Det hører mere til middelalderen, skriver Isabel Reverte på internetsiden Change.org.