Et folketingsvalg kan måske afgøre, om Frederiksen fortjener en plads i despotalbummet

Efter årtusindskiftet er vi trådt ind i en ny æra, " Den stærke mands tidsalder", som titlen er på en ny bog af Gideon Rachmann, udenrigspolitisk chefredaktør på Financial Times og tidligere på The Economist. Undertitlen er "Hvordan lederkulten truer demokratiet verden rundt".

Siden år 2000 er stærke mænd kommet til magten, ikke kun i lande som Rusland, Kina, Tyrkiet, Indien, Saudi Arabien og USA, men inden for EU også i Polen og Ungarn. Rachmann bruger "strongman" som en samlebetegnelse for nationalistiske og kulturkonservative ledere, som påstår at repræsentere almindelige mennesker over for eliten og tilskynder til persondyrkelse, indgyder frygt og udviser foragt for retsstaten. Han fremhæver Putin (valgt til præsident i 2000) som prototypen på en strongman og som i varierende grad et forbillede for de i alt tretten, der er behandlet i bogen, som er en kvalificeret sammenvævning af biografier og overblik over nylige begivenhedsforløb, et vellykket resumé af den allernyeste verdenshistorie

I bogen inddrager Rachmann også Storbritannien og Boris Johnsons ulovlige handlinger: Hjemsendelsen af parlamentet i syv uger i efteråret 2019 (underkendt af højesteret) og afholdelse af fester under corona-nedlukningen, som udløste en bødestraf til premierministeren – uden at Johnson følte sig nødsaget til at træde tilbage. Det hele endte dog med, at det konservative parti efter bogens udgivelse degraderede Johnson. Det britiske system beviste sin modstandskraft.

Men truslen består. Tilsammen har despoterne – for nu at lægge de pæne ord til side og kalde de stærke mænd for det de er – i de seneste 20 år udsat det liberale system for det hårdeste og mest vedvarende angreb siden 1930'erne. Tænk på erobringen af Krim, den igangværende erobringskrig i Ukraine, fængslingen af demokratiforkæmpere i Hongkong, og tænk på, hvordan denne gruppe af aldrende mænd har skruet op for en retorik, som genindfører junglelovens geopolitik indtil et punkt, hvor magt bliver ret, og hvor væbnet konflikt bliver vanskelig at undgå.

Rachmanns bog er et overbevisende wake up-call. En advarsel om, at forskellen mellem det liberale demokrati og diktaturet er i risiko for at blive udvisket. En påmindelse om, at despoter ofte er kommet til verden gennem eksisterende demokratiske valgsystemer. Det gælder for eksempel Donald Trump og Viktor Orban. Rachmann anerkender, at despoterne er kommet til magten under "vildt forskellige" omstændigheder, men insisterer på, at de repræsenterer en fælles fare: De trækker os ud på en glidebane væk fra demokrati, hvor regeringer står til ansvar over for befolkningen/parlamentet, og hen imod et autoritært regime.

Advarslen kommer på et i Danmark utroligt relevant tidspunkt her midt i opgøret om konsekvenserne af mink-rapporten og på et tidspunkt, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) gennem lang tid af både det radikale støtteparti og oppositionen er blevet anklaget for at være magtfuldkommen, et ord der som regel ikke nærmere defineres. Derfor er der grund til lige at slå det op: "Den som besidder og egenrådigt udøver (absolut) magt", siger Den danske Ordbog. En ældre ordbog siger: "det at have hel og uindskrænket magt, bestemmelsesret o.lign."

Frederiksen, som vor statsminister ofte og lidt uærbødigt bare kaldes, har aldrig lagt skjul på, at hun ville magten. Allerede inden sin tiltræden som statsminister i sommeren 2019, gav hun udtryk for, at "et lille statsministerium, som ikke driver noget i det politiske arbejde, ikke lige sådan passer til mit temperament, hvis det er mig, der skal være landets statsminister. For så er det mit ansvar ... så derfor skal mere af den politisk proces starte hos den, der har det primære ansvar, ikke uddelegeres til alle mulige andre". Altså ingen tvivl om parolen: magten skal ligge hos statsministeren. Og dermed – uden at det blev sagt – en indskrænkning i fagministrenes selvstændige ansvar. Tilsvarende ønskede Frederiksen at flytte magten fra embedsværket til politikerne.

Det kom ret klart til udtryk, da Socialdemokratiet tilsluttede sig, at en rigsretssag mod Inger Støjberg skulle sættes i gang. I den forbindelse indskærpede statsministeren ministres ret og pligt til at udfordre embedsværket: "en minister kan og skal sætte den politiske retning, herunder kunne udfordre og sætte spørgsmålstegn ved embedsværkets vurderinger .. og lade dem afsøge alternativer i arbejdet med politiske løsningsforslag". Man kan vist roligt sige, at der heri ligger en tilkendegivelse af, at embedsværket skal presses til at gå til det yderste for at "legitimere" ønskede politiske beslutninger.

Disse elementer – magtkoncentrationen i statsministeriet og en skærpelse af forventningerne til embedsværket om at give medløb til problematiske beslutninger – udgør kernen i det, som Weekendavisen har døbt "System Frederiksen". Et system, hvor yderligere den traditionelle arbejdsdeling mellem professionelle embedsmænd og regeringens politiske ledelse er ophævet. Det sidste i ekstrem grad illustreret ved samarbejdet mellem statsministerens rottweiler, departementschef, Barbara Berthelsen, og hendes politiske chef. Det har nærmest ikke været til at se, hvor den ene begyndte og den anden endte.

Men det fik en brat ende, da minkkommissionen afleverede sin betænkning. Den fejede kort sagt System Frederiksen af bordet som model for regeringsførelsen. I alt ti ledende embedsmænd med departementschef Barbara Bertelsen i spidsen har i følge kommissionens vurdering begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage dem til ansvar. Altså eventuelt degradere eller fyre dem.

For ministrenes vedkommende er kommissionen ikke blevet bedt om at tage stilling til, om de bør drages til ansvar, men fastslår specielt for statsministerens vedkommende, at hendes handlemåde på det famøse pressemøde den 4. november 2020 "objektivt set var groft vildledende", men, at hun "subjektivt ikke havde viden herom..".

Hele sagen har kompromitteret en række procedurer og principper i regeringsførelsen, som under normale forhold får systemet til at hænge sammen – lovlighed i forvaltningen for eksempel – og specielt for den nuværende regering det forsigtighedsprincip, den lagde så eftertrykkelig vægt på under coronakrisen.

Man må også sige, at minksagen har kompromitteret det parlamentariske system. I hvert fald må det undre, at partierne er krøbet uden om spørgsmålet om at stille en mistillidsdagsorden til regeringen, og i det hele taget fejt har været uenige om at gøre rapporten til genstand for en advokatundersøgelse – i øvrigt også en nyskabelse, opfundet i forbindelse med rigsretssagen mod Inger Støjberg, at folketingsmedlemmer skal have hjælp til at læse de afgørende afsnit i en rapport, som er skrevet i et prisværdigt klart og mundret sprog.

Derefter er vi gået ind i et dødvande, hvor Frederiksens håndgangne mænd farer rundt og med fast røst siger, at statsministeren nok har haft det overordnede ansvar for forløbet, men at hun bestemt ikke har begået nogen fejl.

Og de radikale har så med grinagtig opfindsomhed manøvreret os ud i en situation, hvor et folketingsvalg måske kan afgøre, om Frederiksen fortjener en plads i næste udgave af Gideon Rachmanns despotalbum, eller, om hun som Boris Johnson vil blive lempet væk fra glidebanen.