Prøv avisen
Mediekommentar

Et forbillede for hvad?

Nadia Nadim. Foto: Jens Dresling/ritzau

Nadia Nadims udtalelser sætter en tyk streg under hele debatten om landsholdsspillere med andre rødder end danske. Vi har utroligt få af dem i Danmark, og det sker da også, at man rundt omkring – reelt nok – lufter den tanke, at der måske kan opstå tvivl om, hvorvidt de bekender sig nok til landet til at kunne spille for det, skriver Sørine Gotfredsen

Det måtte jo ske før eller siden, at opmærksomheden for alvor samles om netop hende. På det danske kvindefodboldlandshold løber en spiller rundt med afghansk afstamning, der kom til landet som 12-årig, og Nadia Nadim udfylder en hovedrolle i disse dages mediefortælling om fodboldkvinderne, der i morgen aften spiller EM-semifinale mod Østrig.

Tirsdag aften portrætterede TV 2 Nyhederne den danske angriber, eller, rettere – man serverede den sædvanlige overfladiske biografi og tog igen ud og talte med små fodboldpiger om deres forbilleder. Den idé står efter alt at dømme skrevet øverst på side 1 i journalistens ABC.

Nadia Nadim udgør ellers en ret opsigtsvækkende historie, idet hun som flygtningebarn og datter af en far, der blev dræbt i Afghanistan, har klaret sig overmåde godt. Hun spiller som professionel i USA, læser medicin, har holdninger til tingene og tilsyneladende også et utroligt og nærmest fnisende godt humør. Derfor bør det blive til mere end et indslag af den slags, der kun bekræfter, at mange nyhedshistorier reelt ikke stiler efter mere end i et par minutter at underholde let til kaffen.

For eksempel er det oplagt at opholde sig lidt ved Nadia Nadims syn på Danmark, som hun indtil nu hele 71 gange har repræsenteret på landsholdet. Tidligere i år udtalte den 29-årige Nadim, at hun efterhånden ikke ønsker at være et hundrede procent dansk, fordi der foregår så megen negativ tale om folk med anden etnisk baggrund.

Det er en markant udtalelse, der sætter en tyk streg under hele debatten om landsholdsspillere med andre rødder end danske. Vi har utroligt få af dem i Danmark, og det sker da også, at man rundt omkring – reelt nok – lufter den tanke, at der måske kan opstå tvivl om, hvorvidt de bekender sig nok til landet til at kunne spille for det. Den diskussion har også været relevant i forholdet til den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic.

Hvis Nadia Nadim gerne, som hun selv siger, vil være et forbillede, er det næppe vejen frem at udtale, at hun som landsholdsspiller tøver med fuldt ud at kalde sig dansk. Også for hende kniber det tilsyneladende med at forstå, at en vis skepsis overfor flygtninge og indvandrere uundgåeligt må opstå i en tid med et så voldsomt pres, og måske falder det hende ikke ind, at hvis man ikke som landsholdsspiller er absolut loyal overfor det land, man spiller for, risikerer man at nære endnu mere modvilje.

Vi har brug for indvandrerstemmer, der kan se virkeligheden fra et samlet dansk perspektiv og ikke bare fra deres eget snævre, og de er også velkomne på vore landshold. Sagen er bare, at hver gang kvindefodboldlandsholdet som nu oplever en forbigående synlighedsbølge, bliver meget gjort til et spørgsmål om feminisme og lighed mere end om nationalitet og følelse. Også derfor fordamper interessen igen. Der er for meget ideologi og for lidt grundfæstet begejstring, og det vilkår står nok stadig ved magt, selv om holdet i aften skulle besejre Østrig og gå videre til selveste EM-finalen.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.