De sidste par nætter har jeg opholdt mig i en parkeringskælder. Ikke fysisk, men i drømme. En urolig fornemmelse af, at virkeligheden er gået af led, har omsluttet mig i det tågede halvmørke, som søvnen har fremkaldt.
Kælderen er naturligvis mit indre Ukraine, og uroen angår den skrøbelige storpolitiske situation, vi må indse, at også vores generationer skal stifte bekendtskab med. Leve i.
Borte er 80’er-længlsen og den koldkrigsromantik, som populærkulturen ellers har forsynet mig med gennem den sidste håndfuld år. Serier som "Chernobyl" og "Stranger Things" har i tanken trukket mig tilbage til tiden før murens fald: den verdenshistoriske begivenhed, som jeg lige akkurat men kun slørret selv kan mindes.
Jeg husker den som strømmende fra en transistorradio. Der stod i køkkenet i en lejlighed i Tømmergården – det DDR-agtige betonbyggeri i Aarhus Nord, hvor jeg er vokset op. Det umalede savsmuldstapet skaldede af på væggen, hvor radiohylden var ophængt.
Tiden skrider brutalt frem, og vi mærker det. Historien er ikke slut. Krigen som fremdrift og skelsættende instans er ikke afviklet. Den amerikanske politolog Francis Fukuyama – forfatter til bogen "The End of History and the Last Man" (Historiens afslutning og det sidste menneske, 1992) – havde ikke ret.
Det er jeg bestemt ikke den første til at tænke. Ikke den første til at sige. Det er da heller ikke første gang, jeg tænker eller siger det. Men det er første gang, jeg føler denne sandhed så påtrængende, som jeg gør i disse dage.
Denne fornemmelse forstærkes af en lille pige, som bliver ved at flakse for mit indre blik. Hende, som de fleste af os har set på vores tv-skærme de seneste dage. Hende med de store skræmte øjne, med de klare tårer. Hende, som med sin familie har søgt ly for bomberne i Kharkiv eller Kyiv i hvad, jeg tror er en parkeringskælder. Måske en lagerbygning? I hvert fald er der mørkt omkring hende på en måde, som kendetegner bygninger uden vinduer.
Jeg har lyst til at omfavne hende og til at trække hende ud i lyset, ud i trygheden. Men det kan jeg ikke. Jeg gør det i hvert fald ikke noget særligt for det. Ikke andet end at bestille en Putin-fornærmende t-shirt med hans foto og skriften ’Putain’ påtrykt.
Jeg kan også finde på at forarges højlydt og længe over folk, som afviser ukrainere som potentielle flygtninge. Eller jeg kan finde på at tage anstød af mig selv over min egen medrevethed – hvorfor gribes jeg kun så følelsesmæssigt stærkt og eftertrykkeligt, når krisen foregår på mit eget kontinent? Hvad med afghanerne? Etioperne? Hvad med alle de tusindvis af andre, som lider under krig og terror?
Jeg har ikke andet end afmagt og skam at tilbyde dem. For jeg sidder jo bare her – bag mit skrivebord, til en børnebasketkamp, i en DSB-kupe – og forsøger at fatte mig. Samle mig. Hvem kan bruge det til noget?
Den eneste dulmende beskæftigelse er at give sig hen til parkeringsmørket og til kælderfornemmelserne – at gemme sig nede i det indre Ukraine. Det hjælper bare ingen andre end mig selv. Mit håb er, at historien i det mindste tager sig sammen, når jeg nu ikke gør.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer og ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.