Kristeligt Dagblad kunne forleden oplyse, at Københavns Kommunes Billedkunstudvalg har købt et værk bestående af 20 næsten blanke sider af kunstneren Jakob Jakobsen. Det er et indkøb, der har sat gang i adrenalinproduktionen hos adskillige meningsdannere. A4-arkene indeholder nemlig ufærdige nekrologer om forskellige nulevende politikere: ”Lars Løkke Rasmussen er død”, ”Henrik Sass Larsen er død” og ”Søren Espersen er død”.
Indkøbet fik følgende syrlige kommentar af miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V):
”Betyder det, at vi så snart bliver fri for at høre sætningen: ’Der skal ikke spares en krone i Københavns Kommune, uden at det går ud over kernevelfærden’.”
Alternativets kulturborgmester Niko Grünfeld har tilsyneladende et anderledes sorgløst forhold til de betroede midler og synes, at det er en oplagt idé at bekoste 10.000 kroner på et værk, der skal provokere os.
”Der findes ikke dårlig smag. Der findes kun god smag. Og den er dårlig.”
Sådan skrev Poul Henningsen for mange år siden, og denne kulturradikalisme har afstedkommet en tillært aversion mod klassiske motiver i billedkunsten og en tilsvarende forkærlighed for det modsatte.
I Jakob Jakobsens værk øges tendensen til bristepunktet, hvilket fik en læserbrevsskribent i Ekstra Bladet til at udbryde: ”At kalde det kunst er i mine øjne plattenslageri (…) Det er det mest kedelige og fantasiløse ’kunstværk’, som Københavns Kommune har købt for borgernes penge.”
Læserbrevsskribenten anfører, at Jakob Jakobsens kunstværk er fantasiløst. Det kan han have ret i. For mere end 20 år siden indledte den franske filosof og forfatter Bernard-Henri Lévy en nekrolog i avisen med ordene: ”Bernard-Henri Lévy er død”. Og derpå forestillede han sig, hvordan budskabet om hans død engang ville blive modtaget.
Jakobsens værk er altså ikke synderligt originalt. Dan Jørgensen (S) udtalte i TV 2, at værket tillige og især virker usmageligt, når man betænker, at adskillige af politikerne på A4-arkene dagligt må omgive sig med livvagter. Og usmageligheden behøver ikke at blive mindre, når man erfarer, at Jakob Jakobsen på sin Facebook-profil har delt et opslag, hvori Torkil Lauesen, der er dømt for politisk motiveret kriminalitet i Blekingebanden, holder foredrag.
”Vi går til psykolog som aldrig før”, hed det i en overskrift i Berlingske. Nye tal fra Dansk Psykolog Forening viser, at omkostningerne til voksnes psykologbehandlinger er fordoblet fra 200 millioner kroner til 410 millioner kroner i løbet af 10 år, og man forstår på artiklen, at mange danskere mangler den fornødne mentale ballast til ikke at lade sig vælte omkuld.
Hans Hauge hører til de mere oppositionelle – for ikke at sige kontrære – gemytter på Berlingske, og han tilkendegav, at det omsiggribende psykologbehov skyldes vores dybt indstiftede trang til at berette om os selv, ”men da alle vil fortælle, er der ingen, som gider lytte. De fleste lider af publikumsmangel. Heldigvis findes der en pseudovidenskab, der hedder psykologi (...) Fordi ingen gider lytte på vores røvkedelige fortællinger, betaler vi psykologer for at gøre det”, skriver han i Berlingske.
I halvtredsåret for ungdomsoprøret har Morgenavisen Jyllands-Posten interviewet den 42-årige Torben Munksgaard, som har skrevet en roman om den 75-årige John.
Ungdommen er spildt på de unge, mente George Bernard Shaw. Torben Munksgaard er tilbøjelig til at give den irske dramatiker ret og nævner som eksempel demonstrationer, der opstår hele tiden og ligner en konstant plage: ”Jeg ved godt, at det er en del af at være ung, men ved de 20-årige selv, hvad de demonstrerer imod?”.
”Johns saga” handler om et tiltrængt alderdomsoprør, forfatteren mener nemlig, at der billedlig talt ikke er sten på sten tilbage af det, der betød noget for forrige generationer, og at det er en skam:
”Ældrebyrde? Hvorfor er der ingen, der taler om en ungdomsbyrde? Der er ingen ældre, der har generet mig. Tværtimod. De ældre er de mest behagelige at være sammen med. Dem kan vi lære meget af.”
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.