DR's korteste program er en smuk oplevelse med højskolesang

”Dagens højskolesang” er måske det korteste tv-program på hele DR’s sendeflade, men det er bestemt værd at skrive om, mener sognepræst Jesper Bacher

I søndags kunne man således høre Pernille Rosendahl synge Steen Steensens Blichers mesterlige og vedmodige sang ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk”. For skribenten var det en stor oplevelse.
I søndags kunne man således høre Pernille Rosendahl synge Steen Steensens Blichers mesterlige og vedmodige sang ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk”. For skribenten var det en stor oplevelse. Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix.

Er det overhovedet værd at skrive om? Et program på sølle fem minutter. Ja, ”Dagens højskolesang” er måske det korteste tv-program på hele DR’s sendeflade. Knapt er det begyndt, før det er forbi. Det varer kun så længe som sangen, men sangen kan til gengæld vare meget længe. En sang kan vare livet ud. Der er sange, som altid synger i os, selvom vi af gode grunde ikke altid synger dem. Det gælder, som det hedder i ”Den danske sang er ung blond pige”, at ”hjertesproget er sang og vers”.

Hvor der er menneskehjerter, er der sang, og hvor noget går til hjertet, må det synges ud. Derfor er der også så mange slags sange, lovsange, kærlighedssange og sejrssange, klagesange, sørgesange og længselsfulde sange. Sange i dur og sange i mol, sange fra de varme lande og fædrelandssange.

Og dette forår har fællessangen virkelig gjort sit indtog i mediebilledet. Sangen har spredt glæde i coronakrisen takket været mange store og små sangfugle, og Phillip Faber, DR Pigekorets ferme chefdirigent, gjorde Danmark til sit kor, så selv de små stemmer måtte stemme i. ”Det er godt at synge – sammen.” Sådan lød et af de 25 bud på, hvad den enkelte kunne lære af coronakrisen, som opgjort af Erik Bjerager i lørdagens lederartikel.

Jo, det er godt at synge sammen, men det er også godt at høre andre synge sange, sådan som det er tilfældet i ”Dagens højskolesang”.

I søndags kunne man således høre Pernille Rosendahl synge Steen Steensens Blichers mesterlige og vedmodige sang ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk”. Det var en lille intimkoncert. Pernille Rosendahl optrådte sammen med cellisten Henrik Dam Thomsen i, hvad der lignede et privat hjem for et publikum på bare tre.

De tre, som sad skulder ved skulder i en sofa, kunne godt ligne tre generationer fra samme familie, og i rulleteksterne blev der bragt en tak til Rikke, Lisbeth og Klara Rose.

Den sluttede kreds og vi andre med fik en smuk oplevelse, da Pernille Rosendahl fortolkede Blichers sang med nerve og inderlighed akkompagneret af et cellospil så dybt og vemodigt som sangens ord.

”Sig nærmer tiden, da jeg må væk/ jeg hører vinterens stemme;/ thi også jeg er kun her på træk/ og haver andensteds hjemme.”

Det kan lyde frygteligt sørgeligt, og teksten er da også skrevet under indtryk af alvorlig sygdom og pengeproblemer. Det er ikke ligefrem grundlag for en festsang, men alligevel er ordene også befriende. Vi er på træk. Verden er ikke alt. Vi har et hjem, som er større end det jordiske hjem.

Og hvem af os må ikke sige med Blicher: ”Jeg skulle sjunget lidt mer måske –/måske vel også lidt bedre.” Jeg tænker sommetider på ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk” som den åndfulde udgave af ”I did it my way”.

Den sidste sang blev som bekendt udødeliggjort af Frank Sinatra, men Pernille Rosendahl er garanteret bedre til at synge ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk”. Et kort program kan godt være langtidsholdbart.

Jesper Bacher er sognepræst.