Det går langsomt. Der sker ikke rigtig noget, og man bliver utålmodig. Det føles ulideligt. Man får lyst til at spole – som det hed dengang, der var bånd i båndoptagere – sætte hastigheden op. Men der er en pointe i langsomheden. Det går langsomt. Ikke fordi det skal gå langsomt, men fordi det faktisk går så langsomt, at det er næsten ubærligt.
Dette handler ikke om hverken hjemmearbejde eller hjemmeskoling eller coronakrise. Det handler om noget af alt det, der også sker i verden lige nu, men som ikke har vores opmærksomhed. ”En splittet familie” er titlen på en fem kvarter lang dokumentarfilm, hvor man følger en syrisk lægefamilie, der er blevet adskilt af borgerkrigen. Mor Rana er i Assens, hvor hun søger om familiesammenføring med sine to sønner, der klarer sig alene i en lejlighed i Tyrkiet. Far Mukhles er i Canada, hvor han arbejder som kok og ser familieoptagelser fra dengang i Aleppo, hvor de havde et almindeligt familieliv med tumlen, grill og egen lægeklinik.
Nu er der kun murbrokker i Syrien, og familien holder kontakt via videoopkald. Hvilke begrænsninger det giver, har alle fået en fornemmelse af de seneste uger. For den syriske familie er det imidlertid ikke overstået på nogle måneder, det tager år. To et halvt år.
Familien er ramt af krigen. Det er sympatiske og velovervejede mennesker, der har truffet nogle valg, som formentlig har virket fornuftige, dengang de blev truffet, men som fik utilsigtede konsekvenser.
Moderen tog med en båd over Middelhavet og efterlod sønnerne på 9 og 15 år i Tyrkiet. Hvad ligger bag den beslutning? Hvorfor er faderen endt i Canada? Familiens valg hverken tematiseres eller problematiseres i dokumentaren, der til gengæld giver et lammende indblik i den tilstand, en helt almindelig familie er endt i som flygtninge.
Allerstærkest står en sekvens, hvor den ældste søn sidder i lejligheden i Tyrkiet. Han siger ikke et ord, hans blik undviger kameraet. Håbet er væk.
Han og lillebroderen er netop vendt tilbage fra lufthavnen med pakkede kufferter, de tyrkiske myndigheder ville ikke lade dem rejse på trods af, at de havde fået familiesammenføring med mor Rana i Danmark. Hun stod forventningsfuld i Københavns Lufthavn, da hun blev ringet op og fik at vide, at hendes drenge alligevel ikke kom af sted. Det er til at græde over. Og at opleve den ro, Rana bevarer, da hun sendes fra den ene til den anden, da hun ringer op til myndigheder i både Danmark og Tyrkiet. Nogle lægger røret på. Efter to et halvt år kommer drengene endelig til Danmark for at begynde en ny tilværelse i et land med cykelstier og pølsevogne og kaster sig ud i at lære sproget.
”En splittet familie” er en af de mest gribende dokumentarfilm, jeg længe har set. Dokumentaristen bag er Mira Jargil. Filmen, der blev vist på DR 2, indgik i Cph:Dox-festivalen, men kan også streames på DR TV.
Og det skal gå langsomt. Fem kvarter er ingen tid i forhold til den tid, familien har været i limbo.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.