Et livsord

Midfaste søndag

Johannesevangeliet 6, 24-37

Hvor er jeg glad! I søndagens tekst er vi kommet til det ord af Jesus, der mere end noget andet gennem alle årene har holdt min tro i live.

Det drejer sig om denne ene sætning: ”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”.

I mit eget kristenliv er der stort set ikke noget, der står fast: Så visner overbevisningen, så slukner håbet, så stivner bønnen; og kærligheden kan det være småt med. Det hele sejler som et skib i havsnød. Men der er én ting, der står klippefast: hans løfte, at hvis jeg kommer til ham med det hele, så viser han mig ikke bort.

Det, der er så pragtfuldt, er, at der ingen tillægsbetingelser er. Der er ikke noget med, at jeg skal komme med så og så mange gram overbevisning, så og så stor en taknemmelighed, så og så vellykket en anger – for slet ikke at tale om så og så mange fromheder, og hvad ved jeg. Der skulle ikke ret mange krav til af den slags, før jeg igen stødte på grund.

Da Jesus møder skaren på den anden side af søen, spørger de ham: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” – for nu har de jo fået nogen tillid til, at denne sære rabbi må være ekspert i Gud. Han må kunne give dem en manual for det gode gudsliv! Og endnu en gang svarer han helt på tværs af deres forventninger: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.” Det er dét, der er det gode gudsliv: At I tror på mig som udsendt af Gud. Så kan I altid gøre gode gerninger bagefter, sådan som nu jeres næste har brug for det.

Jamen hov! Ligger der ikke en ”betingelse” her? At vi skal tro! Jo, hvis vi absolut ville forstå troen som noget, vi skal præstere, så kunne vi godt få problemer her. Men hvad er tro overhovedet, andet end at komme til ham – også med sin tvivl, sin protest, sin utaknemmelighed og sætte ord på det hele, så godt man kan?

Måske ligger der endda et ekstra fornøjeligt twist i udtrykket ”Guds gerning”: Selv det at tro ligger uden for jeres formåen; den er Guds egen gerning i jer! Så når I mener, at det er af jer selv og jeres fromhed, I så fint og fornemt kommer til mig med, så er det i virkeligheden Faderen, der giver jer til mig som gave. Hver gang. Pænt pakket ind med sløjfe og det hele: ”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.”

Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.