Prøv avisen
Mediekommentar

Bispevalget i Helsingør er et lokalt valg med national betydning

Der stod valg på programmet i P1’s ”Tidsånd” søndag, hvor Christoffer Emil Bruun var vært. Det handlede om sidste uges valg til menighedsråd, men også om valget til biskop i Helsingør Stift. Professor Lisbet Christoffersen var med til at belyse både det ene og det andet valg. Hun pegede på, at formaliseringen af fredsvalget til menighedsråd med blandt andet skriftlige afstemninger har givet en mere reel form for valghandling med den ændrede valgordning. Det vil mange deltagere i sidste uges valgforsamlinger sikkert i vidt omfang tilslutte sig. En ændring til det bedre.

Der er til gengæld ingen ændringer i valget af biskop, folkekirkens øverste embede, hvor enhver teologisk kandidat kan lade sig opstille – uanset kvalifikationer i øvrigt.

Selve valget er formaliseret med valg-runder og afstemningsregler, mens biskoppens rolle på nogle områder er ret diffus, som Lisbet Christoffersen ridsede det op. Der er klare opgaver som at rådgive menighedsråd ved præsteansættelser og at tage hånd om fordelingen af præstestillinger i stiftet – og mellem stifterne i en forhandling med de andre biskopper. Og så er der opgaven med at prædike og tale teologisk ved forskellige lejligheder, i pressen og i bred forstand at ”værne om folkekirken”.

Valget i Helsingør er vigtigt, fordi ”biskoppen bliver valgt ind i bispekollegiet”, som Christoffer Emil Bruun udtrykte det. Det var begrundelsen for at tage valget op i ”Tidsånd” over de næste uger. Det er rigtigt: Et bispevalg er et lokalt valg med national betydning. Men ”bispekollegiet” er meget lidt formaliseret, og opgaverne for den samlede flok af biskopper er alt andet end klare.

Det gør ikke bispevalget i Helsingør mindre vigtigt, snarere tværtimod. Lisbet Christoffersen så de fire aktuelle kandidater i Helsingør Stift som eksponenter for fire protestbevægelser. Ulla Torbjørn Hansen vil have fokus på diakoni, Peter Birch vil have styr på organisationen, Eva Holmegaard vil styrke præsten i sognet, og Asser Skude vil formulere kristendommen ”sådan meget firkantet”, som Christoffersen udtrykte det med henvisning til udsendelsens interview med Asser Skude. Skude kalder sig Indre Mission light, hvad det så betyder, og var optaget af kristenforfølgelser, modstander af ændringer i højmesseliturgien og tilhænger af Trumps plan for Israel.

Er sognepræsten fra Bellahøj-Utterslev den bedste mand på posten som biskop over Danmarks største stift? Det er det, menighedsrådsmedlemmerne i Helsingør Stift må overveje. Som Lisbet Christoffersen bemærkede, må man spørge, hvorfor Skudes egne kolleger, præsterne, der deler hans synspunkter, ikke optræder som stillere for ham, men for andre kandidater? Med i ”Tidsånd” var også et historisk tilbageblik på en biskop med betydning, J.P. Mynster, biskop over Sjællands Stift i 1834-1854.

Desværre lykkedes det på ingen måde idéhistoriker Preben Lilhav at tegne billedet af Mynster, så det stod klart, hvorfor han blev opfattet som en ”stormagt i Danmark” i 1800-tallet. Mynster og lytterne havde fortjent bedre.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.

’Bispe-kollegiet’ er meget lidt formaliseret og opgaverne for den samlede flok af biskopper er alt andet end klare. Det gør ikke bispevalget i Helsingør mindre vigtigt, snarere tværtimod.