Prøv avisen
Debat

Lad os få et mere refleksivt forhold til Reformationen - og islam

Illustration: Søren Mosdal

Bjørn Thomassens redegørelse for slagsider ved reformationen fremstår selv meget lidt refleksiv i forhold til historien. Alene det, at han unuanceret blander Luther, den lutherske reformation, calvinismen og eftertidens nationalstatslige kirker sammen, gør hans tilgang problematisk, skriver Erik Kelstrup

Bjørn Thomassen beklager sig i Kristeligt Dagblad den 19. marts over, at ”historieløsheden har kronede dage”. Han har betænkeligheder ved, at folk som Naser Khader (K) ønsker at efterligne ”Luthers historiske eksperiment” og reformere islam.

Bjørn Thomassen kan have en vis ret i, at det næppe lader sig gøre at overføre et 500 år gammelt opgør til en nutidig problemstilling med helt andre kulturelle og religiøse forudsætninger.

Det er bestemt også ønskværdigt, hvis ”vi i Danmark får et lidt mere refleksivt forhold til Reformationen”, som Bjørn Thomassen skriver. Ja, man kan endda netop se det som et genuint reformatorisk anliggende at forholde sig refleksivt til historien. Det var i hvert fald, hvad Luther gjorde.

Spørgsmålet er dog, om ikke det lige præcis er pointen for Khader, at han ønsker et mere refleksivt forhold til islam. Graverende er imidlertid, at Bjørn Thomassens redegørelse for slagsider ved Reformationen selv fremstår lidet refleksiv i forhold til historien. Alene det, at han unuanceret blander Luther, den lutherske reformation, calvinismen og eftertidens nationalstatslige kirker sammen, gør hans tilgang problematisk.

Her kort til Bjørn Thomassens enkelte punkter:

1) At omtale Reformationens tekstforståelse som den ”tekstbaserede fundamentalisme” og slå den i hartkorn med bibellæsningen i amerikanske fundamentalistiske miljøer vidner om en totalt manglende indsigt i blandt andre Luthers betydeligt mere nuancerede skriftsyn.

2) Jo, det er rigtigt, at nogle ”protestantiske bevægelser (forbød) visuelle repræsentationer”, men netop i lutherske sammenhænge var der stærke kræfter, som gik imod billedstormen (blandt andre Luther selv). Og direkte forkert er hævdelsen, at ”i Danmark blev kalkmalerier destrueret” på grund af Reformationen. Malerierne blev ikke destrueret, men malet over, og det meget senere (1600-1700-tallet) og snarere af praktiske/æstetiske grunde. Ja, faktisk fortsatte man jo også efter Reformationen med at male kalkmalerier.

3) At Reformationen banede vej for nye politiske forhold i Europa, herunder statskirkerne, er sandt, men for det første var Luther aldrig særlig glad for den magt, fyrsterne fik. Han opfattede det kun som midlertidigt nødvendigt og kunne være overordentlig kritisk over for samfundets ledere. For det andet er der jo langt flere faktorer, som spiller en rolle i den udvikling. Det er for unuanceret alene at forklare det ud fra Reformationen. Og direkte usagligt at nævne calvinsk teokrati i en luthersk sammenhæng.

4) Bjørn Thomassen skriver selv, at Luther ”måske ikke (kan) klandres for” den eskalerende vold, som fulgte efter Reformationen. Alligevel mener Bjørn Thomassen, at det er et problem ved Reformationen. Det turde være en temmelig historieløs måde at omgås Luther og Reformationen på. Der er jo mange andre faktorer end religion i spil i de krige, som først finder deres afslutning i Westfalen godt 100 år efter Luthers død.

5) Det samme kan siges om den ”religiøse intolerance”, som efterhånden voksede frem – også i de protestantiske lande. Den er grim. Men er den noget, som desavouerer Reformationen? Er det Luthers skyld, at danske konger senere brændte hekse af?

Jo, Bjørn Thomassen har ret: Man kunne håbe, at vi i Danmark får et lidt mere refleksivt forhold til Reformationen. Bjørn Thomassen kunne passende begynde med sig selv.

Erik Kelstrup er ph.d. og sognepræst