Et nødvendigt sammenbrud: Hvorfor vil regeringen ikke erkende, at varmechecks skal finansieres?

Et stort politisk flertal ønsker at hjælpe mennesker, som rammes særlig hårdt af de voldsomme prisstigninger på især fødevarer og brændstoffer. Det er et godt ønske, selv om politikerne slet ikke er enige om, hvem der har størst behov for hjælpen. Værre er, at de heller ikke hidtil har kunnet enes om, at en sådan hjælpepakke skulle finansieres. Regeringen med finansminister Nikolai Wammen (S) i spidsen mente indtil i dag, at et ekstra tilskud til dårligt stillede pensionister fint kunne udbetales fra statskassen, uden at man skulle ulejlige sig med at finde pengene andetsteds. Det må fremtidige generationer finde ud af.

Det fik midlertidigt forhandlingerne til at bryde sammen, da først de borgerlige partier og siden De Radikale tidligere i dag afviste regeringens model. Det kunne ligne et nødvendigt sammenbrud, for nu er finansministeren kommet på bedre tanker. Regeringen vil alligevel gerne spare, og ministeren foreslår konkret at skære tre milliarder kroner af det offentliges anlægsinvesteringer de kommende år.

Måske en lidt luftig finansiering, da det offentlige under alle omstændigheder nok har haft urealistisk store byggeplaner for fremtiden, men det er bedre end ingenting. Samtidig lægger ministeren op til at kombinere forhandlingerne om varmehjælp og en grøn skattereform. Det har fået borgerlige politikere til at kritisere, at det nu vil trække yderligere ud med hjælpen til de mest udsatte. Helt tosset er sammenkædningen nu ikke. Netop fordi hjælpen skal kompensere for de stærkt stigende energipriser, kan der være god mening i at se på løsningen i sammenhæng.

Til gengæld undrer det, at regeringen skulle presses til den større ansvarlighed politisk. Både de økonomiske vismænd og Nationalbanken har advaret kraftigt mod at undlade at finansiere krisepakker, da det kan forværre inflationsproblemet, og Socialdemokratiet har faktisk en meget lang tradition for at vise økonomisk ansvarlighed med 1970'erne som en kedelig undtagelse.

Grundlæggende er partiet normalt med på, at hvis der skal være råd til offentlig velfærd for de svageste, kræver det en sund samfundsøkonomi. Derfor har regeringspartiet medvirket i mange af de økonomiske reformer, som har bidraget til at gøre dansk økonomi stærk og sund. Muligvis gav håndteringen af coronakrisen regeringen den ide, at den alligevel mere generelt sagtens kunne køre med underskud for at finansiere kriser og nye politiske ideer.

Mest vidtløftigt var tidligere på foråret det såkaldt nationale kompromis om at låne sig til fremtidens udgiftsvækst i forsvaret. Muligvis kan nutidens politikere på den måde sikre sig genvalg ved at bruge penge på vegne af fremtidige generationer, men kønt er det ikke. Forhåbentligt lykkes det nu at få finansieret varmehjælpen til udsatte, så staten ikke puster yderlligere til den inflation, man bør gøre alt for at dæmpe. Så må det om nødvendigt tage lidt længere tid end hidtil tænkt.