Et nyt pjalteproletariat af migranter og arbejdsløse er på vej

DF og de neoliberale har hver deres måde at udstøde på. For DF er der ingen grænse for, hvor meget migranter kan chikaneres. Liberalisterne vil derimod godt tage vel imod nogle få flygtninge, men arbejdsløse og socialt udstødte skal have deres ydelser presset i bund for at øge ”arbejdsmotivationen”, mener Niels Boel

De fremmedskeptiske slår indvandrere og flygtninge oven i hovedet med grænsebomme og hånende tegninger. Ultraliberalisterne håner alle, der ikke kan klare sig på de frie markedskræfters kår. Men de to ideologier har samme udstødende virkning på store befolkningsgrupper, skriver Niels Boel.
De fremmedskeptiske slår indvandrere og flygtninge oven i hovedet med grænsebomme og hånende tegninger. Ultraliberalisterne håner alle, der ikke kan klare sig på de frie markedskræfters kår. Men de to ideologier har samme udstødende virkning på store befolkningsgrupper, skriver Niels Boel. Foto: Mads Jensen.

Når regeringen og de liberale vil forværre forholdene yderligere for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagerne, drejer det sig om det samme, som når Dansk Folkeparti vil stresse flygtninge og gøre forholdene utålelige for dem. Der skabes et pjalteproletariat, som fungerer som skræmmebillede og derved virker disciplinerende for almindelige lønmodtagere.

I liberal selvforståelse er afstanden milevid mellem dem selv og DF. Mellem på den ene side DF’ernes frygtsomme opfattelse af alt, hvad der ligger uden for deres luftkastel af hengemt 1950’er-småborgeridyl. Og på den anden side de neoliberales visioner, som hilser globalt udsyn velkommen.

Men er effekten nu så forskellig, når det gælder de to menneskesyn – det fremmedskeptiske og det liberale – i Danmarks regerende partikoalition?

Når man så tænker på de liberales udfald mod udstødte og marginaliserede – senest forværringen af de i forvejen udsatte kontanthjælpsmodtageres kår – er forskellen mellem de to måder at udgrænse alle, der falder uden for henholdsvis majoritetssamfundet og det almindelige arbejdsmarked, måske ikke så stor.

Dansk Folkeparti og de neoliberale har hver sin måde at udstøde på. For Dansk Folkeparti er der ingen grænse for, hvor meget migranter og flygtninge kan chikaneres. Liberalisterne vil derimod måske godt tage vel imod (nogle få) flygtninge, men arbejdsløse og socialt udstødte skal have deres ydelser presset i bund for at øge ”arbejdsmotivationen”.

De to udstødningsformer er begge hykleriske. For arbejdsløsheden forsvinder ikke, uanset hvor ringe forholdene bliver for de arbejdsløse. Og selv hvis Pia Kjærs- gaard blev statsminister, ville der fortsat være ukrainske arbejdere uden lovligt ophold på Samsøs kartoffelmarker og papirløse irakiske tallerkenvaskere på restauranter i Aalborg og København.

Ifølge FN’s Internationale Arbejdsorganisation, ILO, er antallet af ubeskæftigede og underbeskæftigede i den erhvervsaktive alder på verdensplan henved en tredjedel af den globale arbejdskraft.

Massen af mennesker i den erhvervsaktive alder, som er uden arbejde eller underbeskæftigede, er så enorm, at det ikke længere giver mening at tale om ”arbejdsudbud” eller ”reservearmé”.

Disse enorme masser lever på kanten af samfundet og uden for, hvad der defineres som ”almindeligt” forbrug. De er lette at ramme, fordi de ofte er uden stemme og sjældent deltager i valg. De virker disciplinerende og løntrykkende, idet de bliver omvandrende påmindelser om, hvad det vil indebære at blive arbejdsløs.

Den polske filosof Zygmunt Bauman taler om ”affald”. De almindelige arbejdere vil af frygt for at blive ”affald” – det vil sige havne i arbejdsløshed eller i samme næsten rettighedsløse situation som mange indvandrere – have tendens til at påtage sig ubehagelige job under svære kår. I Vesten omfatter ”affaldsgruppen” de papirløse indvandrere, men også unge på kontanthjælp og andre arbejdsløse.

De fremmedskeptiske slår indvandrere og flygtninge oven i hovedet med grænsebomme og hånende tegninger. Ultraliberalisterne håner alle, der ikke kan klare sig på de frie markedskræfters kår. Men de to ideologier har samme udstødende virkning på store befolkningsgrupper.

Denne dobbeltsidige udstødning øger uligheder og mindsker herved demokrati. Den fremmer også virksomhedernes mere ublu udnyttelse af almindelige arbejdere.

Niels Boel er cand.mag., foredragsholder, journalist og forfatter bl.a. til ”Migration – en verden i bevægelse”, som udkommer i denne uge