Nu er det altså ikke, fordi jeg fisker efter igen at blive inviteret på dialogkaffe af Özlem Cekic, men jeg er nødt til at kommentere hendes seneste medieoptræden. Den tidligere SF’er og nuværende aktive debattør har bidraget til den nye udgave af ”Læseraketten” – en undervisningsbog til brug i landets skoler, der skal skabe forståelse mellem religioner og kulturer.
Özlem Cekic har skabt debat ved i en lille novelle, der tematiserer omskæring af drenge, at sammenligne omskæring med den kristne barnedåb, og det er først og fremmest lægeverdenen, der skælder ud.
Nogle opfatter omskæring som sundhedsskadeligt og mener dermed logisk nok, at sammenligningen med dåben er meningsløs, eftersom det er meget svært at lide overlast ved tre håndfulde vand på hovedet.
TV 2 Nyhederne kastede sig over sagen tirsdag aften, for nu om dage er ethvert religiøst anliggende godt stof, og mens man løbende ærgrer sig over overfladiskheden i dækningen af religiøse spørgsmål, skabes der trods alt anledning til oplysning.
Så lad os forsøge at tilvejebringe lidt af den. Påfaldende er det nemlig i denne sag, at interessen udelukkende samler sig om det fysiske aspekt, hvormed Özlem Cekic selvsagt har en elendig sag. Enhver kan se forskellen mellem at skære i et barn og hælde vand på dets hoved, men derudover er det vigtigt at understrege den essentielle forskel mellem kristendom og lovreligion.
Det kristne dåbsritual udmærker sig ved at være et rent åndsanliggende, hvor mennesket ikke skal lægge hverken krop eller præstation til. Nok består dåben både af ordet og elementet – altså vandet – men dåben udgør det åndsbad, der ophæver forestillingen om gudsforholdet som noget, der er grundfæstet i et synligt fysisk kendetegn.
Således er der ikke kun en sundhedsmæssig, men også en stor indholdsmæssig forskel på kristen dåb og jødisk og muslimsk omskæring, hvilket de vist ikke helt fangede forleden på TV 2. Dermed siger jeg ikke, at omskæring bør forbydes, men pointen er, at Özlem Cekics sammenligning i en novelle til skolebørn er så overfladisk, at man må irriteres over, at nogen i dialogens hellige navn sætter ikke-kyndige til at skrive lærebøger.
Dialog, ak ja. Kaffe eller ej. Det er et tvehovedet uhyre. På den ene side kan fællesskabet ikke bestå uden, på den anden side kan uforsigtig dialog angående det religiøse føre til ødelæggende udhuling, hvormed vi giver en del af vort ståsted bort. Det farlige ved, at medierne næsten dagligt tager religiøse problemstillinger op, er, at der løbende kan opstå dumme forsimplinger.
Det gode er dog, at der fødes mulighed for at præcisere og videreføre den samtale, der ofte i nyhedsstrømmen bliver så kort. Det er svært at sammenfatte, om det er gevinsten eller skadevirkningen, der fylder mest i en tid, hvor begrebet religiøsitet huserer overalt. Men man kan roligt konstatere, at pligten til at korrigere alt det mangelfulde, der hver dag siges, er så stor som nogensinde.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.