MODERSKABET er blevet negligeret. Faderskabet trumfet. Karriere- og institutionslivet favoriseret. Skilsmisse normaliseret. Fjernelse af livet i den gravide mave legaliseret og triumferet. Vi kalder det moderne.
Jeg forstår det ikke. Er det virkelig kvindernes lykke, der er blevet opnået?
Jeg er taknemmelig for de af mine forfædre, som har kæmpet for min og andre kvinders frihed.
Jeg er taknemmelig for, at vi i år har fejret 100-året for kvindernes stemmeret. I det hele taget er jeg taknemmelig for de grundlovssikrede rettigheder, der grunder i det menneskesyn, at vi alle er ligeværdige individer.
Hvad jeg er rystet over, er den toneangivende, venstreorienterede feminisme, der synes at dominere i samfundet og ligestillingsdebatten.
Denne gruppe af kvinder, som i retorik og ideologi sår splid, ja, nærmest fjendskab, imellem manden og kvinden. Som træder på mændene i kampen for selv at komme frem. I stedet for at holde sig til at fremhæve, legitimere og manifestere også de feminine egenskaber og værdier i samfundet.
Her 40-50 år efter kvinde-frigørelsen og feminismens eksplosion står vi med en stor gruppe sårede kvinder og en majoritet af slatne, skræmte mænd. Nogle af sidstnævnte vil man kalde metroseksuelle.
Tal fra Psykiatrifonden viser, at 17,5 procent af kvinderne i alderen 16-24 år har et dårligt mentalt helbred. At hvert femte barn/ung i alderen 11-15 år har mindst tre tegn på daglig dårlig mental sundhed, imens 10-14 procent mødre får en fødselsdepression.
Stress og depression er folkesygdomme. Angst måske også. 280.000-392.000 lider af depression. 250.000-350.000 lider af stress. 336.000-840.000 danskere lider af angst. Bekymrende og høje tal.
Der er noget helt galt. Feminismens ideologi og strategi var forfejlet. Et politisk selvmord.
Selvom feminismen ikke udelukkende bærer ansvaret for de høje statistikker i dårlig mental sundhed, kan vi se, at kvinderne og den almene befolkning i vid udstrækning mistrives.
Til slut melder det store og mere centrale spørgsmål sig: Hvor var og hvor er mændene henne i denne debat?
PASSIVE MÆND skaber vilde kvinder, hørte jeg en præst sige. Sætningen skal forstås i sammenhæng med Adam-syndromet, som er et begreb, der dækker over den passivitet, der fik sat hele skaberordenen i uorden.
Mange har igennem tiden forbundet Eva med syndefaldet. Fristerinden, forføreren og så videre. Men i virkeligheden var det Adam, der svigtede sit kald. Han så på. Han gjorde ikke noget for at forhindre ulykken. Selvom han stod lige ved siden af, da Eva rakte ud efter kundskabens frugt. Det er Adam-syndromet. En negativ, social arv, som vi til stadighed kæmper med i vores moderne tider.
Feministerne har sejret sig ihjel. Og det er ikke en gang det værste. Det lader til, at de også fik lov! Hvornår hørte vi mændene protestere og forklare og forsvare sand femininitet? Hvornår så og hørte vi dem offentligt værdsætte og anerkende feminine værdier og egenskaber?
Den gode nyhed til mændene er, at der er brug for dem. Ægtemænd, kærester, fædre, brødre og så videre. Mange kvinder lider, fordi de føler skam og har en følelse af at være forkerte. Det er en selvforståelse, som i sidste ende kan udmønte sig i psykiske lidelser som depression og angst. Det kan mændene være med til at forhindre.
I artiklen ”Skam kan ødelægge sjælen” i Kristeligt Dagblad den 19. januar 2013 beskrev psykologen og forfatteren Lars J. Sørensen om skam:
”Den ubehagelige udgave af skam opstår, når man ikke bliver set som den, man er, og når man bliver behandlet forkert og spejlet forkert tilbage. Og bliver menneskers selvforståelse forkrøblet, er det et sjælemord, der kan føre til vold og overgreb og i værste fald til mord og selvmord.”
Der ligger en vigtig opgave for maskuliniteten her og venter. Den maskuline mission må være at elske det feminine. Kvinden. hustruen, datteren, søsteren og så videre. At se hende, spejle og behandle hende som den, hun er. At fremelske det feminine, og derved fremme det maskuline med dets egenskaber og værdier.
Det centrerer sig omkring en orden. Ikke om, hvem der er over og under den anden, men en orden, som vi skal søge at finde balancen i. Vi har brug for en ny diskurs i ligestillingsdebatten. Den negative, sociale og nationale arv skal brydes, så vi undgår, at den går videre til de næste generationer.
Kathrine Krogh Hoffmann, socialpædagog og diakon, Skanderborgvej 216, st. tv., Viby J